Da Anja mand fik demens, krævede det mange hårde samtaler mellem dem. I dag er de stadig gift, men Anja har en anden kæreste

Det var ikke rart at være i hjemmet mere. Frank var syg, Anja græd, datteren Oline på 15 var på efterskole og kom kun hjem for at holde lidt øje, og den yngste datter, Mathilde på 12, boede mest hos en veninde.

Den før så glade, kærlige og sociale familie var i opløsning, og flere af vennerne var faldet fra.

I december 2018, efter år med forskellige sygdomme, hvor lægerne først konstaterede Parkinson, fik den dengang 56-årige familiefar og cykel- og triatlonentusiast endelig den rette diagnose.

Frank Holst havde Lewy body-demens, en atypisk form for Parkinson.

Diagnosen forklarede, hvorfor han pludselig kunne mangle ordene, ikke kunne få sit ben med sig, havde trykken for brystet og var blevet ramt af flere andre fysiske og psykiske skavanker gennem nogle år.

Anja Aalund var dengang 49, og det liv, hun drømte om med sin mand, som hun havde kendt siden 1999, smuldrede stykke for stykke.

– Vi gik rundt som fire zombier, fulde af sorg og bekymring, men på hver vores måde. Det var som at ryge ned på bunden af en afgrund og tænke: NU er du dernede. Men det er du ikke, du er bare på et plateau, fortæller Anja, der kort inden diagnosen var startet som selvstændig med at undervise i en pædagogisk metode.

Situationen var uholdbar, for alle mistrivedes, og Anja tolkede alt, hvad Frank gjorde, ind i hans demenssygdom og var hele tiden på vagt.

Parrets erotiske samliv var slut, og døtrene kunne næsten ikke genkende deres ellers så livlige mor, samtidig med at deres hjerter blødte for faren.

Lige før Frank havde fået den endelige diagnose, havde Anja taget sit livs sværeste og – skulle det vise sig – vigtigste samtale med sin mand.

De talte godt, når de kørte i bil, og det var på en af disse ture, at hun havde spurgt, hvad der skulle ske, hvis det viste sig ikke bare at være Parkinson, men Lewy body-demens, vel vidende hvor hårdt medtaget han hurtigt kunne blive af både demens, hallucinationer, vågne nætter og opmærksomhedsforstyrrelser.

Hvor hun i starten havde tænkt: "Alt for Frank," var hun nu begyndt at bekymre sig om døtrene.

– Vi sad i bilen, og Frank sagde: "Jeg ved det. Jeg kan se, at gnisten er væk i dine øjne, og at børnene er ramt. Det piner mig, for I har altid været mine stjerner, de vigtigste i mit liv. Du skal gøre det, der skal til for at beskytte pigerne, også selv om det går ud over mig." Kort tid efter kom diagnosen, og da havde vi allerede besluttet det: At vi skulle leve sammen, men ikke under samme tag.

Selv om de havde taget snakken, og Frank – selvfølgelig med en vis sorg og bitterhed – havde accepteret, at de ikke skulle bo sammen mere, var det ikke let for nogle af dem.

– Der kommer så meget skyld ind over. "Vær nu glad, Anja! Det er ikke dig, der er syg." Ja, det er så synd for Frank, men jeg har også mistet. Det handler om os alle. Jeg har blandt andet mistet drømmen om at blive gammel med den her mand.

Anja kan bedst forklare ventesorgen med den umådelige dobbelthed, der konstant skal holdes i ave.

– Jeg vil gøre alt for min elskede, og samtidig kan jeg ikke komme hurtigt nok væk. Jeg kan ikke være i det, men hvis jeg forlader det, skal jeg leve med at være hende, der gik, og det kan jeg ikke. Men jeg ønsker heller ikke at gå i ét med det. Jeg ønsker ikke, at det skal blive mit liv.

Frank fik tilbudt en beskyttet bolig i maj 2019, og Anja besluttede, at hun ikke ville blive boende i det hus, hvor familien havde levet i 13 år, når Frank ikke var der.

Den dag, Frank flyttede, omfavnede de hinanden i en ring udenfor og takkede for den måde, de havde været familie på. Nu startede et nyt liv, og Anja kalder tiden alene med døtrene for ”Kvindekollektivet.” Pigerne husker det som en god tid; Anja var helt mast.

Dog var hun kommet til en erkendelse, som hun havde brug for at dele med Frank – i bilen.

– "Jeg føler, jeg er der for dig. Men jeg har brug for at snakke med dig om kærlighed." Jeg fortalte ham, at jeg savnede en at drikke et glas rødvin med fredag aften, de dybe snakke, en at læne mig ind i. Han sagde, at han godt vidste, han ville komme til at slippe mig, han var bare ikke klar. Det var jeg heller ikke – jeg ville bare gerne have snakken i god tid.

Et års tid efter – hvor Anja, yderst tiltrængt, havde trukket stikket under corona-lockdown – begyndte hun at mærke, at noget summede indeni. Hun havde tabt sig, var begyndt at registrere, at fuglene sang, og kunne næsten nyde, når solen skinnede.

– Jeg fortalte Frank, at jeg var sulten på livet igen, og han sagde: "Ja, jeg kan se det på dig, du skal ud nu." Vi fortalte også pigerne det, og de bakkede op. Frank frabad sig dog at høre nogle detaljer, medmindre det var alvorligt.

Men seriøst blev det, da hun mødte Søren på en blind date. De var ude at cykle – i fuldt lycra-cykelbrilleudstyr. Anja kunne derfor ikke rigtig forklare de nysgerrige døtre, hvordan han så ud, men hun huskede den lange, gode snak. De to blev hurtigt et par.

Søren, der selv er far til to voksne børn, accepterede, at Anja var gift med Frank, og at hun aldrig ville svigte sin mand. Han håbede, at han en dag ville kunne komme mere frem i lyset, men forstod også Anja og Franks særlige bånd.

Den dag, de to mænd i Anjas liv skulle møde hinanden, gik over forventning. De småsludrede, og Søren tilbød Frank at finde en hometrainer til ham.

I dag hygger de sig i hinandens selskab, og for nylig mindede Frank faktisk Anja om, at hun skulle huske at være sød ved Søren, for han passede godt ind i deres familie.

En sådan situation får Anja til at nævne de to begreber livsflimmer og livsglimmer, som hun har lært at jonglere i sit liv. Det fortæller hun også om i de foredrag, hun nu lever af at holde for pårørende og fagprofessionelle.

– Livsflimmer er alt det, der tager min energi, sorg, bekymring, fortrydelse, ærgrelse … den slags. Livsglimmer er det, der giver ro i maven, taknemmelighed og næstekærlighed, og som der nu er kommet mere og mere af i mit eget liv, efter at Søren er kommet ind i det.

I dag bor Anja sammen med sin kæreste. Frank bor stadig for sig selv i en beskyttet bolig, og Anja er der fortsat for ham. For nylig var ægteparret af sted en uge på Mallorca til Parkinsondans med tyve andre par.

– Jeg kunne helt og holdent hellige mig ham og hans træning, men det kan jeg love for, at jeg ikke havde kunnet, hvis vi stadig havde boet sammen.

Det er også på sådan en rejse, at Anja blandt andet mærker livsflimmer og livsglimmer i en stærk kontrast.

– På et tidspunkt så jeg, hvor dårlig han generelt var blevet, og så satte jeg mig og tudede over, at han er så ramt. Jeg blev så ked af det over, at jeg har mistet den, jeg giftede mig med, og over at han skal kæmpe på den her måde. Han har den vildeste fighterånd. Men når jeg så også får et glimt af ham, som han var, kan jeg blive så taknemmelig for, at han stadig er her - og over at jeg fik lov til at opleve det glimt.

Hun har ikke lyst til at spekulere for meget over den dag, Frank er væk.

– Måske vil mit livsflimmer få ro, og jeg ville kunne sørge mere rent, men det vil også efterlade et kæmpe tomrum, for så er det uigenkaldeligt. Men kærligheden dør ikke, fordi Frank ikke er her mere, og måske vil hans sjæl tale mere rent til mig. Jeg tænker jo stadig: ”Hvad ville Frank have gjort…?”, for han er stadig en guideline i mit liv. Det vil han altid være.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 4/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.