Da hendes far døde, købte hun sko. Tasker. Sweatre. Men der var noget, hun overså

Da min far døde, købte jeg et par gule sko. Jeg købte dem for at have dem på til hans bisættelse. De havde en mørk solsikkegul farve og var i lak, og jeg så for mig, hvordan de ville lyse op i alt det mørke på dagen.

De havde en lille hæl, der var elegant, men på samme tid behagelig nok til, at jeg kunne have skoene på hele dagen.

Det var især det, der var mit argument for at købe dem. Det var et fornuftigt køb set i det lys. Og fortjente jeg ikke noget pænt efter at have passet min kræftsyge far i over et år?

En tid, hvor hver uge havde bragt sin egen række af dårlige nyheder, af indlæggelser, operationer, af tilkendegivelser på, at livet randt ud for et menneske, jeg elskede.

Jeg tænkte også over, at min far havde været en farverig person. Det var kun passende at vælge et par elegante, lysende sko til hans afsked med verden. Han ville have billiget valget, argumenterede jeg overfor mig selv.

Skoene var ikke billige, men de var i god kvalitet. Jeg ville have dem længe, tænkte jeg.

Købte en dyr taske. Nej, to

De gule sko var det første, jeg købte efter min fars død, men de blev langt fra det sidste. I tiden efter købte jeg cashmeretrøjer, bløde frakker, elegante bukser, feminine bluser med blonder og flæser. Jeg købte en dyr taske. Nej, jeg købte to. Jeg købte flere sko. Jeg købte støvler.

Mine argumenter var hver gang langt henad vejen de samme som dem, jeg brugte den dag, hvor jeg købte de gule sko. Eller de var variationer over de argumenter.

Nogle gange følte jeg, at jeg havde brug for den salvende følelse, der var i at trække en ny blød trøje nedover kroppen. Andre gange tænkte jeg, at det, jeg købte, var praktisk. F.eks. betalte jeg for abonnementer på streamingtjenester og lækre måltidskasser, som gav mig en anden form for følelse af, at der var nogen eller noget, der tog sig af mig.

Efter et stykke tid dukkede også et nyt behov op: Jeg havde brug for at genopfinde mig selv i en ny version, nu hvor jeg skulle leve i verden uden min far.

Jeg havde brug for en version af mig, der på ingen måde kunne associeres med medicinlugten på de linoleumsbelagte hospitalsgange, behandlingsventetiderne og den bløde hospitalsmad. Og med døden.

Det var nødvendigt, at jeg så anderledes ud. Med hver ting, jeg købte, lagde jeg afstand til det traumatiserende forløb og ventesorgen, jeg havde været igennem. Til gengæld voksede min kassekredit betragteligt.

Gav en følelse af kontrol

Når jeg ser tilbage på den periode for fem år siden, kan jeg godt se, at mit forbrug udsprang af et behov for selvomsorg og kontrol. Gennem mit forbrug gav jeg mig selv en substitut for kærlighed.

Jeg gav også mig selv en fornemmelse af at have styringen med min egen helingsproces.

Det var dog langt fra sådan, det var. Det var ikke mig, der havde kontrollen. Det var forbruget, der kontrollerede mig.

Hvert køb udsprang af et følelsesmæssigt behov, og når jeg åbnede pakken eller posen, som min nyerhvervelse kom i, følte jeg et kort øjeblik, at mit behov blev mødt.

Et lille skud af dopamin blev frigivet i min hjerne, og i et kort sekund følte jeg en lykkebringende tilfredsstillelse.

Men som det er med alle former for dopaminafhængighed, så skulle der mere og mere til, før kicket var tilfredsstillende nok.

Jeg var endt i en spiral, som mange mennesker oplever at ende i efter et tab eller en sorg, nemlig i det, man på engelsk kalder grief spending. På dansk kan vi måske give det navnet sorgforbrug.

Tvivlsomme strategier

Når vi rammes af sorg, er det ikke ualmindeligt, at vi tyer til tvivlsomme strategier for at dulme sorgen.

Sorg kan være en ubehagelig tilstand at være i, og tit mødes vi af et krav fra omverdenen om at komme videre, langt før vi er parate til det.

En undersøgelse fra det amerikanske sundhedswebsite WebMD viser, at 58 procent af de sorgramte adspurgte kunne fortælle, at de havde følt, at omverdenen havde forventninger til, at de var ovre deres sorg efter tre måneder.

Ud af dem, der havde mistet et nært familiemedlem, fortalte 91 procent, at de havde mødt forventninger om at være videre i deres liv efter et år.

Samme undersøgelse viste, at lige over halvdelen (51 procent) af de adspurgte havde dulmet deres sorg med dårlige eller skadelige strategier – f.eks. alkohol- eller medicinforbrug eller overspisning. Og 23 procent fortalte, at de havde haft et økonomisk overforbrug som en del af deres sorgreaktion.

Retail therapy og købemani

Markedsforskere har længe vidst, at vi ofte forbruger mere, når vi er i sorg, fordi vi har en tendens til at være ligeglade med penge og økonomi.

I forhold til de følelser, vi bærer rundt på i sorgen, virker spørgsmålet om forbrug underordnet. Vi er mere villige til at betale for meget for en vare, ligesom vi nemmere accepterer at blive underbetalt for noget, vi sælger.

Det var den amerikanske avis, Chicago Tribune, der i 1986 første gang brugte udtrykket retail therapy om det at bevidst købe sig til et øjebliks lykkefølelse (læs: dopaminkick).

Udtrykket blev brugt løseligt og ikke som en diagnostisk beskrivelse, og i årtierne efter var udtrykket som regel ledsaget af et smil på læben.

Der var ingen egentlig terapi involveret i at købe sig til glæde, og når Carrie Bradshaw fra ”Sex and The City” investerede i endnu et par Manolo Blahnik-sko efter en dårlig date, vidste vi godt, at hun ikke for alvor kunne købe sig lykkeligere.

Men faktisk blev købemani som begreb defineret allerede i 1915 af den tyske læge og psykiater Emil Kraeplin. Han beskrev fænomenet som oniomania, der kommer af det græske ord for salg onio samt det græske ord for vanvid mani, som vi også kender fra det danske sprog.

Oniomania sidestilles ofte med ludomani eller sexafhængighed, fordi disse misbrug også jagter dopaminkicket, men har også lighedstræk med afhængighed af alkohol og medicin.

Ligesom andre typer af afhængighed kan købemani havde store konsekvenser for den, der lider af det.

De mest åbenbare konsekvenser er selvfølgelig økonomiske, men manglen på selvkontrol kan også lede til skam og dårligt selvværd, hvilket igen kan forværre købetrangen.

Udmattet og i underskud

Da min far fik sin kræftdiagnose i 2016, stod det hurtigt klart, at han ikke ville komme til at have længe igen. Min mor var død af kræft tre år forinden i et intenst sygdomsforløb, der havde rystet mig.

Den komplicerede sorg over tabet af min mor var endnu ikke helet, da jeg stod overfor at skulle tage mig af min far i den sidste tid af hans liv. Jeg var mor til fire børn, hvoraf de to mindste var helt små, og jeg havde et arbejde, jeg også skulle passe.

Min far var ikke en mand, der var voldsomt i kontakt med sine følelser. Hans forkærlighed for rødvin var større end hans tiltro til psykologi og terapi, og det var en daglig kamp i det halvandet år, han levede med sin diagnose, at få ham til at nå til en grad af sygdomserkendelse.

Han kørte på med fuld fart i sit liv, og selv om det kan være givende for en kræftpatient at opretholde sit normale liv i en eller anden forstand, førte hans livsførsel til flere voldsomme og dramatiske indlæggelser.

Jeg husker mit liv fra den tid som én lang, sløret pendlen mellem daginstitutioner og hospitalsgange. Min hverdag bestod af akut krisehåndtering og liv-og-død-spørgsmål, og jeg var aldrig nok for nogen i mit liv.

Da min far døde i foråret 2018, var jeg ikke bare udmattet, jeg følte mig også følelsesmæssigt udmagret og emotionelt skrøbelig.

Jeg havde brug for en omsorg, der var større end den, mine omgivelser var i stand til at give mig, og jeg tyede til en form for selvomsorg, der lå lige for: At købe mig til følelsesmæssigt velvære.

Holde hans minde i hævd

Min far havde alle dage været en stor mand, og han havde også udfyldt en stor plads i mit liv. Han var en offentlig kendt advokat, der gik i brechen for de svage, men han var ikke mindst en levemand.

Han var et menneske med store armbevægelser, en nærmest grænseløs generøsitet og en temmelig begrænset økonomisk fornuft. For ham, der var barn af 1940’erne og ’50’erne, var der en skam forbundet med sparsommelighed.

Han havde en evne til at få sit forbrug til at synes vægtløst, og hvis der var noget, jeg følte, jeg havde brug for i min sorgudmattelse, var det vægtløshed.

Da jeg begyndte at købe mig til sjælefred, gentog jeg på en mærkelig vis også min fars mønster. At ”investere” i luksus blev en måde for mig at nærme ham på, nu hvor han var væk for altid. Det var en ganske uhensigtsmæssig måde at holde hans minde i hævd på, men jeg følte på min egen måde, at jeg holdt hans ånd i live.

Jeg videreførte de store armbevægelser i mit eget liv gennem mit forbrug. Men selvfølgelig holdt det ikke, for jeg havde ført mig selv ud på en økonomisk glidebane.

Det er én ting at købe en enkelt ting eller to for at glæde sig selv. Noget andet er at leve over evne. Det sidste skaber, som de fleste nok ved, sin egen form for stress, og den stress var nu en del af mit liv sammen med sorgen.

En vej ud af forbruget

Det bedste, man kan sige, om grief spending eller sorgforbrug, er, at det normalt er en forbigående afhængighed.

Selv om sorgen ikke nødvendigvis forlader den efterladte helt, går den akutte sorg på et eller andet tidspunkt over og antager en anden form i livet.

En dag gik det op for mig, at det hul, jeg prøvede at udfylde med sweatre, kjoler og måltidskasser, aldrig ville blive fyldt af den vej, jeg havde kastet mig ud på. Jeg begyndte at søge næring i mine relationer i stedet for ved at lade mit Mastercard køre gennem Magasins betalingsterminal.

Jeg fandt trøst ved at lægge nakken bagover på en tur i skoven og se op mod trækronerne. Jeg stimulerede min hjerne ved at læse og gå på museum.

Jeg førte arven efter min far videre ved at efterleve hans tolerance og menneskekendskab i stedet for hans overforbrug. Og jeg forhandlede mig til en tilbagebetalingsordning med min bankrådgiver.

Jeg lærte også at forstå, at sorg har mange udtryk. Ingen er perfekte, og i sorgen er vi måske den allermest uperfekte udgave af os selv.

Det er vigtigt at tillade sig selv at reagere irrationelt, men det er endnu vigtigere at være i stand til at stoppe op og erkende, når det er gået for vidt, og ens sorgstrategier er blevet mere skadelige end sorgen selv.

For mit eget vedkommende ser jeg sådan på det, at jeg i løbet af et halvt år købte alt det, jeg skulle bruge i mange år fremover. Har jeg brug for noget nyt, behøver jeg ikke længere gå i butikker. Jeg åbner bare døren til min garderobe.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 9, 2024.