Da hendes mor hentede hende, var det tydeligt for alle, men ingen greb ind

Lugten er det første, der rammer Cecilie, da hun åbner døren og træder ind i lejligheden. I køkkenet sidder hendes mor ved spisebordet. Fuld. Cecilie har mest lyst til at flygte.

Hun har lyst til at være sammen med sine veninder. Komme væk fra lugten, væk fra sin mor. Men hun gør det ikke. Hun hjælper sin mor i bad. Igen.

– Det er hårdt at vokse op med en fuld mor. Man ved aldrig, hvad man kommer hjem til. Jeg følte mig anderledes som barn og turde aldrig invitere veninder med hjem. For jeg skammede mig over, hvordan vi boede. Ingen skulle se, at min mor drak, fortæller 25-årige Cecilie Vester Aagaard.

Overladt til sig selv

Lige så længe Cecilie kan huske, har hun følt, at hun skulle være mor for sin mor.

Hun har tidligt skullet lære at passe på sig selv og sin lillebror Patrick.

De to børn var ikke ret gamle, før de aftalte indbyrdes, at de skulle skiftes til at være på legepladsen i højst en halv time ad gangen.

– Derefter byttede vi, for vi turde ikke lade vores mor være alene hjemme, når hun var fuld eller havde tømmermænd.

Når Cecilie og Patrick kom hjem fra skole, tog deres mor som regel på et værtshus i nærheden. Her kunne hun blive hele aftenen, og børnene måtte selv sørge for aftensmaden.

– Vi skrev i en sms til hende, at vi var sultne. Vi skulle altid møde hende foran Rema, for hun ville ikke have, at andre skulle se, at vi stod foran værtshuset. Her gav hun os penge til mad og gik tilbage på værtshuset. Så købte Patrick og jeg en pizza eller tog på McDonalds.

Cecilie havde en grundlæggende følelse af at være overladt til sig selv. Hun har utrygge minder fra barnesengen, hvor hun vågnede midt om natten i en mørk lejlighed.

– Mor efterlod os alene hjemme for at tage på værtshus. Vi lå i sengen og var bange for, at der skete hende noget og spekulerede på, hvornår hun kom hjem.

Børnene fik derfor tidligt en følelse af, at alkohol var vigtigere for deres mor end dem.

– Hun ville jo hellere bruge sin tid på værtshus end på at være sammen med os. Hvis hun ikke var beruset, lå hun i sengen med tømmermænd. Jeg sagde tit til hende; enten vælger du os eller alkoholen. Ingen af os kan holde ud at leve i det her. I mange år forsøgte hun at stoppe, men hun kom altid tilbage til alkoholen.

Ingen greb ind

I dag kan Cecilie undre sig over, at ingen greb ind dengang.

Hun husker særligt en eftermiddag, da hendes mor hentede hende i børnehaven, hvor det var tydeligt for alle, at hun var fuld.

En pædagog så det også. Alligevel fik Cecilie pakket sine ting og gik med sin mor ud ad lågen.

De satte sig ind bilen for at køre hjem. På vejen hjem kørte Cecilies mor ind i en køkkenhave. Hun skyndte sig at bakke ud og køre væk.

Den dag i dag har Cecilie stadig svært ved at forstå, at pædagogen dengang valgte at sende hende hjem med en fuld mor bag rattet.

– Det skete flere gange. Både når mor hentede mig fra børnehaven og fra lejrtur. I dag kan jeg godt ærgre mig over, at ingen reagerede. Hvorfor greb de ikke ind? Folk vidste jo godt, hvad der foregik hjemme hos os.

En dejlig pause

Indimellem skete det, at børnene blev hentet fra skole af deres faster, når deres mor var fuld. Her fik de en pause fra utrygheden og en oplevelse af, hvordan en barndom uden alkohol kunne være.

– Jeg elskede at være hos min faster. Der følte jeg mig tryg. Hun boede på en gård med heste og en stor have, hvor man kunne få lov til at lege. Når jeg var hos min faster, glemte jeg hverdagen derhjemme. Det var vidunderligt.

Fasteren tog dem ofte med i badeland og til andre sjove aktiviteter, som Cecilie og Patrick elskede. De sad også i sofaen med dyner og så børnefilm sammen med hende.

– Vi lavede hyggelige ting med vores faster, som vi ikke kunne lave med vores mor, fordi hun var fuld. Det var ikke fordi, vi ikke tog i badeland eller hyggede os med vores mor, men det var kun, når hun var ædru. Det var så skønt at få oplevelser som andre børn.

Sendt i pleje

I oktober 2013 sad Cecilie på sit værelse, da moren kom ind. Hun skulle fortælle Cecilie noget vigtigt.

Hun var 14 år, og hendes mor havde besluttet, at Cecilie og Patrick skulle flytte hen og bo hos en plejefamilie i nærheden.

For moren ville ud af sit misbrug. En besked, som burde have givet Cecilie en lettelse, men som bekymrede hende til tårer.

– Mor kunne jo ikke passe på sig selv. Det var vores opgave. Hvem skulle nu passe på hende, når vi var væk?

Dagen efter blev Cecilie og Patrick afleveret foran et rødt murstenshus på en villavej.

De havde pakket det mest nødvendige. Haven rundt om huset viste tydelige tegn på efterår, og i døråbningen stod plejemoren.

Hun så sød og rar ud. Kort tid efter kom plejefaren hjem.

Inde i huset var der på første sal gjort et fælles værelse klar til dem.

Der var en reol fyldt med bøger og spil, og henne i hjørnet stod et skrivebord med et tv, så de kunne spille PlayStation. Plejefamilien boede i samme by, så de skulle ikke skifte skole. De skulle begynde et nyt liv i vante omgivelser.

Da Cecilie fortalte nyheden til en af sine veninder, gik det for alvor op for hende, at hendes opvækst var markant anderledes end sine veninders.

– Min veninde blev chokeret over at høre det. Hun havde svært ved at forstå, at hendes hverdag var så forskellig fra min, og at jeg kunne fortælle, at jeg skulle bo hos en familiepleje, som om det var noget normalt. Her gik det også op for mig, at min opvækst ikke var normal.

Et andet liv

Hos plejefamilien oplevede Cecilie for første gang at få struktur og hjælp til lektierne. Det var på mange måder et helt nyt liv i det røde murstenshus.

– Der var også en masse kærlighed. Mine plejeforældre blev mine ekstra forældre, fortæller Cecilie, der boede hos plejefamilien, til hun var 23 år.

Det lykkedes for hendes mor at blive ædru kort tid efter, at Cecilie og Patrick var flyttet, men deres mor ønskede, at de skulle blive boende hos plejefamilien for at give dem de bedste rammer.

Da Cecilie blev teenager, begyndte alkohol efterhånden at blive en del af de fester, hun selv deltog i. Men for Cecilie var alkohol ikke så spændende, som for hendes venner. Hun havde set for meget.

– I mine teenageår holdt jeg tilbage med at drikke alkohol. Jeg havde ikke den store lyst. Hvis jeg skulle til fest, kunne jeg godt tage tre genstande med, men nøjes med kun at drikke én. For jeg havde set, hvor afhængig man kan blive. Det skulle ikke være en del af min sociale arv.

Helt fri af arven, er hun dog ikke gået. Det fik hun at vide, da hun en dag besøgte en neuropsykolog.

– Han beskrev, at jeg har fået en mindre hjerneskade af at være vokset op i al den alkohol.

Cecilie har skammet sig over sit liv. Det er hun holdt op med, i takt med at hun er blevet ældre.

– Alle har haft noget at kæmpe med i deres barndom. Min opvækst er en del af mig. Hvis jeg først begynder at skamme mig over den, kan jeg lige så godt skamme mig over hele mig, for den er jo en del af mig.

Stolt af sin mor

Cecilie bor i dag sammen med sin kæreste og to hunde. Hun studerer på STU, der er en uddannelse for unge med særlige behov.

Efter at hendes mor blev ædru, har Cecilie fået et nært og kærligt forhold til hende, og hun har tilgivet hende for barndommens svigt.

For hun elsker sin mor, og hun ved, at hendes mor elsker sine børn.

– Jeg er stolt over, at det lykkedes for mor at slippe ud af sit misbrug, og over at hun har formået at holde sig ædru siden. Jeg er hende også taknemmelig for, at hun valgte at lade Patrick og mig bo hos vores plejeforældre. De har været gode rollemodeller, for de har vist os, hvordan man er gode forældre. Hvordan man tager vare på sine børn. Og jeg vil gøre alt for at bevise, at min barndom ikke skal gå i arv til mine egne børn, når jeg en dag forhåbentlig selv bliver mor.

Denne artikel blev første gang bragt på Ude & Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs interviewet med Cecilies mor, Lilli, nedenfor: