Da jeg sad med min datter på skødet og tårerne pludselig trillede, forstod hun fuldstændig, hvad det handlede om

Der er få øjeblikke i livet, hvor man tænker, det ville være okay at dø. Umiddelbart tænker man, at det er en god ting. Livet skulle helst ikke være fuld af så mange rædsler, at man ønsker for sig selv, at det slutter. Det er heller ikke det, jeg taler om nu. Jeg taler om, at livet nogle gange peaker så meget, at man i selve øjeblikket ikke kan ønske sig mere, fordi det ganske enkelt er… perfekt. Jeg taler om øjeblikke, hvor man er nærmest lykkelig.

Hvordan ser sådan et øjeblik ud?

Sommetider er det paradoksalt nok fyldt med tårer. Når dit barn bliver født, bliver du ramt af glædestårer; når du bliver friet til af den, du elsker, sker det igen.

Og for mænd som mig kan der så ske det, at du en tilfældig aften sætter Led Zeppelin på anlægget, og så bliver din verden pludselig på mærkværdig vis fuldstændig fuldendt.

Det skete for mig den anden dag, og det kræver selvfølgelig en forklaring. Man går jo simpelthen ikke bare rundt og bliver lykkelig sådan uden videre af at høre rock fra 70erne, medmindre man er en lille smule excentrisk anlagt, for ikke at sige mega underlig – hvilket jeg i al stilfærdighed vil mene, at jeg ingenlunde er. Jeg er blot en statistisk set pissealmindelig surdejsfar med to børn og en måske mere-end-gennemsnitlig hang til guitarmusik.

Da jeg for nylig var alene hjemme med mine børn, fik jeg af årsager, der selv for mig er uklare, sat Led Zeppelins mest kendte sang på stereoanlægget, nemlig ’Stairway to Heaven’.

Måske siger det dig slet ikke noget, men du kender den godt, når du hører den. Det er en af – tør jeg godt sige – musikhistoriens største rocksange. Et over otte minutter langt opus, der starter ganske stille med et melodisk fingerspil og noget fløjte og sidenhen bygges op mod et kæmpeklimaks.

Men det er også en af den slags sange, der er blevet spillet så mange gange, at man næsten ikke kan holde ud at høre den. I mange guitarbutikker er det endda forbudt at spille den, når man prøver en guitar, fordi de ansatte har ’Stairway to Heaven’-PTSD. Det har jeg i hvert fald hørt.

Nå, men jeg fik sat sangen på efter aftensmaden, rimelig højt tror jeg, og så kunne jeg se, at min smukke datter på 3 år blev ramt af lynet. Hun stoppede op midt på stuegulvet og stirrede pludselig bare på højtalerne, intenst lyttende på den musik, der ramte hende.

Derfor greb jeg en skammel og placerede den i det ideelle hifi-krydsfelt mellem højtalerne og tog min datter op på skødet, så vi virkelig kunne høre efter.

Mens vi sad der, gik det op for mig, at der var ved at ske noget fantastisk. Selvom det formentlig var min syvtusinde gang med ’Stairway to Heaven’, var det jo min datters første møde med den ikoniske sang. Pludselig kunne jeg gennem hende høre den med helt nye ører, og på den måde opstod der vel en slags symbiose mellem os. Det var i hvert fald rimelig intenst, og nu ved jeg selvfølgelig ikke præcis, hvad der gik gennem min datters hoved eller krop, men for min egen del kunne jeg da mærke, hvordan gåsehuden krøb ind på mig. Og ja, så begyndte jeg simpelthen at græde.

Altså, jeg havde faktisk selv glemt, hvordan sangen egentlig var, og da guitarsoloen så brød ud, tog den mig på sengen, som man siger, og ’BANG’, så åbnede sluserne i min tårekanaler sig på en helt uforudset måde.

Omvendt sad min datter tavs og fokuseret på mit skød, og hun kastede da også et dybt blik i min retning, men blot for at konstatere, at dér sad hendes far da vist og græd. Jeg hader, at jeg skal sige det, men det sker jo ikke hver dag, og derfor havde jeg nok forventet, at hun ville have reagereret på en mere overrasket måde. Lige der virkede det imidlertid som om, hun forstod fuldstændig, hvad det handlede om.

Alt det her er selvfølgelig bare den lange version af, at vi havde et oprigtigt moment, og det gjorde mig nærmest lykkelig.

Findes der virkelig noget bedre og smukkere end at vise sine børn, hvor smuk verden er? Som forælder kan jeg ikke komme i tanke om særlig mange ting, der er så meningsfulde som at dele sin glæde ved tilværelsens fornøjelser med sine børn. Uden yderligere sammenligning havde jeg et moment med min søn, første gang han smagte en Toffifee. Magisk. Hvordan kan noget smage så godt, far?

Nu sad min datter dér og tænkte sikkert noget af det samme. Jeg bilder mig ind, at hendes liv ændrede sig. Der er et før og et efter ’Stairway to Heaven’ i hendes liv nu. Det er oplagt at sige, at hun reelt trådte ind i rockens himmerige, men jeg kan godt høre, at jeg stadig er lidt rørstrømsk.

I må derfor have mig undskyldt, men forældreskabet svulmer, som du sikkert har hørt, ikke af magi – det er det meste af tiden temmelig hårdt arbejde, og man bliver ikke lykkelig af det i videnskabelig forstand, fordi det er man alligevel for træt til. Børn synes som hovedregel også, at kunst og kultur fra din egen barndom er fucking kedeligt. Men så meget desto mere er der grund til at dvæle ved de der særlige øjeblikke, hvor ens hjerter faktisk pumper i takt.

Jeg kan kun huske, at jeg har set min egen far græde én gang, og det kunne jeg slet ikke lide. Da hans verden brød sammen, brød min verden også sammen. At min datter allerede nu forstår, at fædre godt kan vise følelser, vælger jeg at tænke på som noget positivt. Derudover er jeg på et personligt plan da godt tilfreds med, at det ikke lige var ’Vuffeli-Vov’, som vi ellers hører en del (og en del mere, end jeg kan stå inde for), der fik mig til at knække.

Jeg mener bare, der er jo ingen grund til at blive følelsesmæssigt inkontinent.

Som far kan det dog godt være lidt svært at styre en gang imellem.