Sygdom og klatøjede børn er upassende indhold, der ikke bør sendes videre

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Med jævne mellemrum hænder det, at jeg modtager snaps eller scroller henover posts og stories på Instagram af andre menneskers syge børn. Særligt her i højsæsonen for børnefamiliernes krig mod diverse vira.

Og hver gang tænker jeg: “Det skal jeg overhovedet ikke bede om at se.”

Man sidder der i et roligt øjeblik for sig selv, med sin morgenkaffe og en hjernepause på telefonen, og så er der pludselig billeder af klatøjede børn, tårne af snotpapir eller sågar brækspande. Gisp.

Man bliver visuelt mindet om, at det er højsæson for roskildesyge og influenza, og pludselig har man ikke særlig meget lyst til resten af sin cappuccino.

Nu vil jeg egentlig ikke betegne mig selv som et sart menneske. Og jeg tænker da også altid, at det er synd for det menneske, der er fanget i sygdoms-saksen.

Jeg kan også selv finde på at sende et billede af mig selv med askegrå hud og lilla rande under øjnene midt i en lungebetændelse til mine bedste venner. For når man ligger der, helt splattet ud, så luner det unægteligt med omsorg og virtuelle krammere fra ens nærmeste.

Men jeg tror, at vi i al vores begejstring over virtuelt at kunne være tæt på hinanden hele tiden lidt har glemt, at vi ikke aner, hvilken situation vi rammer modtagerne af vores snapchat-billeder og Instagram-stories i.

Måske sidder de og spiser. Måske sidder de i bussen efter en hård dag på arbejdet. Måske har de selv lige haft roskildesyge, og det sidste, de har brug for at se, er derfor en brækspand.

Når de syge børn er med på billederne, rejser sig også en hel samtykke-diskussion.

Det er, som om vi ser de små børn som en forlængelse af os selv, og derfor tager vi for givet, at vi godt må ‘dele dem’. Men hvis nu vi rent faktisk spurgte dem ad, ville de så have lyst til at blive en del af deres forældres feed eller korrespondancer med vennerne, når de lå der på sofaen med glinsende øjne og blussende kinder til endnu et afsnit af ‘Fantus og maskinerne’?

Det er selvfølgelig en præmis, man som bruger af sociale medier stiltiende accepterer: At man i sagens natur ikke har kontrol over, hvad der blotter sig for ens øjne, når man klikker rundt med tommelfingeren.

Alligevel synes jeg, at det er værd at have en fælles samtale om grænser for, hvad vi lægger ud til hinanden. Både som stories og direkte Snapchats.

Inden vi trykker send, skal vi spørge os selv, hvordan vores post kommer til at påvirke modtageren.

Får de en god eller en dårlig følelse i kroppen af at se det pågældende billede? Hvis jeg har brug for omsorg, kan jeg så række ud på en anden måde?

Måske er sygdomsbillederne et forsøg på at være ægte og autentisk på de sociale medier. En modreaktion på kun at vise alle glansbillederne og de lykkelige øjeblikke fra vores liv. Men ved at dele de visuelle detaljer af sygdom og det, der er værre, overskrider vi måske alligevel en blufærdighedsgrænse.

Mit juleønske skal i hvert fald lyde: Hvis du trænger til omsorg fra dine venner, så send en besked eller et billede af dig selv og dine trætte øjne. Vi føler med dig, vi sender krammere og god energi, men vi skal ikke bede om de visuelle detaljer.