Liv
7. februar 2025

De inviterede venner og familie til gravøl. En måned senere var hendes mand død

Tv-værten Anne Hjernøe mistede i efteråret 2024 sin mand, forfatter Jens Folmer Jepsen, til kræft. I Kristeligt Dagblads podcast ‘Sørine & Livskraften’ fortæller hun nu om afskeden.
Af: Signe Larsen
Anne Hjernøe

Foto: Marie Ravn/Ritzau Scanpix

Gennem 30 år var tv-vært Anne Hjernøe gift med forfatter Jens Folmer Jepsen, men for omkring tre måneder siden døde han af kræft efter et længere sygdomsforløb.

Inden han døde, snakkede ægteparret om, hvilke ønsker han havde til sin egen begravelse.

De endte med at planlægge en dag med musik, gode mennesker og ikke mindst masser af liv - og det ærgrede Jens Folmer Jepsen, at han ikke selv ville være en del af det, skriver Kristeligt Dagblad.

Derfor besluttede de sig for at arrangere “en slags gravøl før døden,” fortæller Anne Hjernøe i podcasten ‘Sørine & Livskraften’.

- Jeg startede simpelthen med at holde tale og sige, at i dag er alt tilladt, at her må man græde, og man må grine. Det må godt være svært at være i, og det må også gerne være let at være i, fortæller hun blandt andet.

I alt havde de inviteret 50 venner og familiemedlemmer til fest i deres hus i Åbyhøj ved Aarhus, og undervejs græd og grinede de sammen.

En måned senere døde Jens Folmer Jepsen. Han blev 67 år.

I slutningen af oktober 2024 delte Anne Hjernøe en række billeder på Instagram til minde om sin mand, men det er første gang, at hun sætter ord på tiden op til og efter sin mands død.

På sin Instagram-profil skriver tv-værten, at hun har sagt ja til at medvirke i podcasten med journalist og præst Sørine Gotfredsen, da det er en af hendes yndlingspodcasts.

- Hun går tæt på, skriver Anne Hjernøe også.

Læs mere om:

Læs også