Den dag fik Camilla leveret et tungt møbel. Da hun bankede på en tilfældig dør for at få hjælp ændrede alt sig

Hvis Camilla ikke havde fået leveret et tv-bord fra Jysk den dag, var det ikke sket. Så var hun aldrig gået ind i opgangen ved siden af og havde banket på en tilfældig dør for at få hjælp til at slæbe den tunge kasse op i sin lejlighed.

På det tidspunkt holdt Camilla sig nemlig mest for sig selv. Hun var sygemeldt med en depression og levede det meste af sit liv bag den lukkede dør til sin lejlighed. Det var ikke fordi, hendes familie og venner ikke ville hjælpe. Men Camilla ville ikke være til besvær.

Sådan er hun nemlig. Hun tænker på andre før sig selv, og det er vigtigt at vide for at forstå den her historie.

Men lige den dag med tv-bordet, havde hun brug for en håndsrækning, og hun fik den, da hun bankede på den tilfældige dør, og en jævnaldrende fyr åbnede.

Han slæbte gerne hendes tv-bord ind. Han gjorde også noget andet. Mens han baksede med den tunge kasse, spurgte han interesseret til Camilla.

– Han var sød og lyttende, og jeg syntes, at han virkede så mild, siger 26-årige Camilla.

Camilla har fortalt sin historie i podcasten "Min kærlighedshistorie.":

Samme aften fik hun en venneanmodning på Facebook fra den hjælpsomme fyr. Benjamin hed han. Det navn kom til at stå tit på Camillas telefon.

– Det gik hurtigt med at lære hinanden at kende på skrift, og hver gang jeg læste hans beskeder, sad jeg og smilede. Jeg var et svært sted i mit liv, og pludselig var der en, der interesserede sig for mig. Han gav mig lige det, jeg manglede, siger Camilla, som hele tiden mærkede hans betænksomhed. Som når han spurgte, hvordan hun havde det, eller når han sendte en liste med sine yndlingsfilm.

Kort tid efter aftalte de at se en film sammen. Camilla gik de få skridt over til ham med maven fuld af flaksende sommerfugle, og da hun stod foran hans dør, tøvede hun nogle sekunder, inden hun bankede på. Hun skulle lige trække vejret. Så meget havde Benjamin ramt hende.

Følelserne blev ikke mindre efter den filmaften. Hvad de så, husker hun ikke. Men hans omsorg glemmer hun aldrig.

– Han spurgte flere gange, om jeg manglede noget. Om jeg ville have mere vand eller rødvin. Og om jeg havde det godt. Han lagde også en hånd på mig på en beroligende måde, som om han ville passe på mig.

Benjamins varme fortsatte de næste par måneder, og Camillas følelser voksede. Efter at have siddet fast i en mørk depression mærkede hun atter lys og glæde, og det var ikke noget minus, at Benjamin havde en søn.

– Det var kun dejligt. Jeg var selv klar til at falde til ro, og jeg fik mange drømme om vores fremtid sammen. Jeg faldt virkelig for ham på den der måde, som man ser i film.

Camillas liv i Midtjylland var som en Hollywood-film. Desværre skiftede genren undervejs. Fra romantisk familiefilm til en krimi. Ændringen kom dog så gradvist, at den var svær at se.

Benjamin bad for eksempel Camilla om at købe cigaretter med hjem. Så manglede han lige 2.000 kroner til en mobilregning, fordi noget var gået galt med hans løn. Så var der problemer med huslejen. Og så var der andre mindre regninger, som han ikke lige kunne betale af forskellige troværdige grunde.

Camilla trådte til uden tøven, mens han forsikrede hende om, at han nok skulle betale tilbage.

– Selvfølgelig ville jeg hjælpe. Jeg havde ingen mistro til ham, siger Camilla, som godt nok ikke havde mange penge at dele ud af, fordi hun var på sygedagpenge.

Derfor begyndte hun på et tidspunkt at hæve småbeløb fra sin børneopsparing. Hun havde ellers aldrig rørt de penge, fordi de skulle bruges til et indskud til en lejlighed engang. Men Benjamin var jo i knibe.

En knibe, som blev mere dramatisk. Blandt andet fortalte han, at folk fra rockermiljøet var efter ham. En dag var han helt ude af den. Hans søn og ekskæreste var blevet kidnappet af rockere, og nu ville de have en løsesum for at slippe dem fri. Selv kunne han ikke låne penge, fordi han stod i RKI, så han havde desperat brug for Camillas hjælp.

På det tidspunkt var hendes børneopsparing tømt, og hun var begyndt at ane, at noget ikke stemte, så hun bad om betænkningstid. I den tid ringede hun til en veninde og til en kvinde fra et ungdomscenter, hvor Camilla før havde fået støtte. Begge var klare i mælet: Du skal ikke låne ham penge.

Camilla lyttede på de fornuftige stemmer, og fortalte Benjamin, at hun desværre ikke kunne hjælpe. Men så kiggede hun på ham. Hun så hans fortvivlelse, og hvordan frygten for sønnens liv fyldte alt. Så de satte sig sammen ved Camillas computer, og hun oprettede et kviklån på 16.000 kroner, som hun straks overførte til Benjamin. Bagefter gik han tilbage til sin egen lejlighed. Og så hørte hun ikke mere fra ham.

På det tidspunkt havde Camilla i alt lånt ham 30.000 kroner uden at få en øre igen. Kviklånet var begyndte at rulle med de renter, der følger med sådan et. Hun skulle indbetale penge, hun ikke havde.

– I den første tid var jeg bekymret for, at der var sket ham noget. Jeg skrev, ringede og bankede på hans dør. Jeg havde ondt i maven, siger Camila, som på et tidspunkt begyndte at få beskeder fra Benjamin cirka hver anden dag.

Umiddelbart var de beroligende. At han havde det svært, men alt skulle nok blive godt igen. På den måde holdt han en lille sprække i døren åben, som fik mig til at blive ved med at håbe.

En dag stoppede Camillas håb dog brat. Da hun gik forbi Benjamins lejlighed, kunne hun se, at han var flyttet i ly af natten. Lige der forstod hun virkeligheden. At hun havde forelsket sig en fyr, som nu var forsvundet med hendes penge. Og at hun stod tilbage med et knust hjerte og en gæld.

– Jeg skammede mig så meget over, hvad jeg havde gjort, at jeg lukkede mig inde. Jeg ville ikke tale med nogen, siger Camilla, der dog en dag åbnede døren, da hendes gode veninde bankede på.

Camilla fortalte alt. Veninden lyttede, og så fik hun Camilla til at gøre det eneste rigtige: Hun var nødt til at sætte sine forældre ind i situationen.

Det var ikke en let opgave. Faktisk så svær, at Camilla skrev det hele til dem i et brev.

– Jeg kørte hen til mine forældre og afleverede brevet, og så gik jeg en tur. Jeg var bange for, at de ville afvise mig, og jeg var klar til at køre hjem igen. Jeg kunne godt forstå, hvis de var skuffede over mig.

Men da forældrene havde læst brevet, gjorde de det modsatte. De hjalp. De indfriede kviklånet og aftalte med hende, hvordan hun skulle betale tilbage.

– Jeg er så rørt over den opbakning, jeg har fået. Da jeg var alene med det hele, følte jeg, at jeg havde dummet mig så meget, at livet aldrig kunne blive godt igen.

I dag har Camilla rejst sig og fundet styrken til at stå frem. Både i denne artikel og på DR, hvor hun fortæller sin historie i tre afsnit i dokumentaren ”Forelsket i en løgn.”

Hun gør det ikke for at få hævn over Benjamin, men i håb om at hjælpe andre. Efter Benjamin gik det nemlig op for hende, at hun langt fra er alene. Mange andre er blevet fuppet. Fælles for alle er, at de har forelsket sig i en, som ikke ville have deres kærlighed, kun deres penge.

Under optagelserne fandt hun ud af, at syv andre kvinder også var faldet for Benjamin.

– Vi var alle sammen et svært sted i vores liv, da vi mødte ham. Hvordan han kunne mærke det, ved jeg ikke. Måske per instinkt. En næse for et sårbart menneske, et let bytte. Uanset hvad, går historien igen. Først stor forelskede. Så lån af småbeløb. Og så det store. Nogle af kvinderne nåede at trække sig i tide, andre ikke. Men når der ikke var mere at komme efter, forsvandt Benjamin.

Hvem han egentlig er, kan være svært at sige. Kvinderne har nemlig hver sin version. Hvor Camilla oplevede den blide og omsorgsfulde, oplevede andre en anden type. Hver kvinde fik præcis den mand, de havde brug for.

– Han har altså fundet ud af, hvilken type vi drømte om, og så spillede han den person, siger Camilla

Hun har svært ved at tænke tilbage på den første gode tid med Benjamin. Det var så godt skuespil, at det næsten er uhyggeligt. For selvfølgelig var der ingen kidnapning. Der var heller ikke ægte følelser i sofaen. Men det lignede til forveksling.

Det er også derfor, Camilla tøver, når hun bliver bedt om at pege på de røde flag.

– Jeg ville ønske, jeg kunne. Man kan jo ikke se det, før man er trukket helt ind det. Jeg vil selvfølgelig anbefale, at man snakker med sin familie og sine venner og lytter til dem. Men jeg ved også, hvor svært det er at lytte til fornuft, når man er forelsket.

Det er fire år siden, Camilla forelskede sig i Benjamin. Det kom til at koste hende dyrt. Også i troen på kærligheden. Så da hun for et år siden mødte en ny mand, tog det tid, før hun vovede at åbne sine arme. Han var heldigvis tålmodig.

I dag bor de sammen med hunden Bumle. Et logrende gadekryds, der har svært ved at stå stille af begejstring over livet.

Camilla er også glad. Hun er begyndt at arbejde på deltid og har en masse mål og drømme for fremtiden. Blandt andet vil hun advare andre mod kærlighedssvindel.

– Jeg er blevet et stærkere menneske, efter jeg var med i den dokumentar, og jeg vil blive ved med at tale om problemet, så andre ofre ikke skal føle sig alene.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.