Den historie vi fortæller om vores liv, kan være helt afgørende. Du kan starte med at stille dig selv et afslørende spørgsmål

Hvad er din livshistorie? Majse Lind forsker i narrativ identitet på Aalborg Universitet, og hun vil virkelig gerne vide det. Hun lever af at høre menneskers historier. Og grunden til, at hun interesserer sig for dem, er, at det at sætte nogle andre ord på kan vende op og ned på vores tilværelse – også selv om vi har fået en skæv start. En dårlig barndom kan skrives om til noget, der giver mening. Før du bliver træt og tænker: ”Åh nej”, så giv de næste linjer en chance, for narrativ psykologi er måske nøglen til et bedre liv.

– Der er en del forskning, der peger på, at en særlig narrativ profil, altså mennesker med en bestemt livsfortælling, oplever en højere grad af velvære. De opfatter livet, som om der er mere mening, de ser sammenhænge på en positiv måde, og det, der sker i livet, tager de essensen ud af. Det indre narrativ er med til at øge velvære, forklarer Majse Lind og understreger, at fortællingen blandt andet skal være agentisk.

Det betyder, at der er en grad af autonomi, og at man selv har haft en aktiv rolle i sit liv. Det at være agent er en hovednøgle.

– Studier viser, at hvis jeg fortæller noget, der er sket i mit liv mere agentisk, så øger det mit nuværende velvære. Agentisk er lig med større mestring eller empowering, det, at man er en del af sit eget liv og ikke én, der flyver med, og som livet bare har ”gjort noget ved”. En oplevelse af samhørighed med andre mennesker er også en del af den fortællestil. Nogle studier peger på, at fortællingen kommer først, velværet følger efter. Med andre ord bestemmer den historie, jeg fortæller om mig selv, hvordan jeg har det her og nu, forklarer Majse Lind, der med sine egne ord forsker i mennesker, der har levet et liv, og for nogle et rigtigt svært liv.

– Man kan selvfølgelig ikke bare slå en streg over det, der er sket i ens fortid, hvis man f.eks. har oplevet noget virkelig forfærdeligt som mobning, vold, er vokset op i en familie, hvor far ikke har været der, måske har han været psykisk syg, og hvor mor er kommet og gået lidt. Prisen for en utryg opvækst er, at man bliver rigtig hurtigt voksen, og når man er voksen før tid, er det svært at knytte sig til sine jævnaldrende, for man er jo ikke et barn. Den del af livshistorien kan man ikke bare skrive om, understreger Majse Lind.

Fleren nuancer af historien

– Vi er ikke ude i en en form for positiv psykologi, hvor alt skal males lyserødt. Men der er altid mere end én udlægning af historien, og der er også altid mulighed for at nuancere virkeligheden og se nye detaljer eller nye lag. Mennesker er komplekse, og det er virkeligheden typisk også. Når vi bløder op for det sort-hvide, sker der også noget med den narrative identitet, den bliver mere sand og dynamisk. Det handler om retten til at genopbygge sin historie til én, man netop kan bruge til at styrke og motivere selv. Lav aktørfornemmelse – det man populært og lidt hårdt kalder offerrollen – er noget af det, man kan kigge på i sin livsfortælling, siger Majse Lind.

Det unikke ved dig

Den psykologiske teori, Majse Lind arbejder med i en række nye projekter på Aalborg Universitet, står den amerikanske psykolog Dan McAdams bag. Han stillede i 1980’erne det åbenlyse spørgsmål: ”What does it mean to know a person?” og kom frem til, at der findes tre domæner inden for personlighed.

– Det ene er personlighedstræk, som for eksempel hvor omgængelig, samvittighedsfuld og åben man er. Er du ekstrovert? Introvert? Har du en ængstelig personlighed, eller tager du lettere på tingene? Vi er ret hurtige til at vurdere dette hos os selv og andre. De personlighedstræk siger typisk meget om vores adfærd. Det næste domæne er de såkaldt adaptive karakteristika, dvs. vores mål og motiver. Hvad vi så at sige er drevet af som mennesker. Er jeg familiemenneske, betyder tryghed alt for mig, eller er det omvendt frihed?

Det sidste domæne er det, Majse og Dan er optaget af: Vores livshistorie.

– Den er nemlig, i modsætning til de første to, det, der gør os helt unikke. Du kan sagtens være ekstrovert og nysgerrig, og det er din veninde tilfældigvis også, og så er I måske også begge familiemennesker og drevet af at tjene gode penge. Men din livshistorie er særlig for dig. Der er ikke to mennesker, der har levet det samme liv, som McAdams udtrykker det. Min livshistorie er måden, jeg fortolker, hvem jeg er, og hvordan jeg er blevet til det, jeg er. Det er min identitet. Den er enestående, siger Majse Lind.

Det fascinerende er ifølge hende, at livshistorien også er dynamisk. Den skifter igennem livet.

– Narrativet er en indre dynamisk fortælling om individets fortid, nutid og tænkte fremtid. Jeg er for eksempel selv lige blevet mor, og det betyder, at jeg fortæller min livshistorie lidt anderledes. Jeg lægger eksempelvis mere vægt på relationen til min egen mor nu, end jeg gjorde før i tiden. Jeg fortæller også en historie om de valg, hun tog, da min søster og jeg var små. Hun havde et krævende job, men hun var også den, der bagte boller og huskede skolehjemsamtaler. Den historie får pludselig betydning, fordi jeg kan bruge den i mit eget liv. Den narrative identitet vokser gennem livet, og noget, der måske er ignoreret tidligere, får betydning. Gamle kærestebrud er for eksempel ikke så afgørende for mig, som de var tidligere, griner Majse Lind.

Fordelen ved et narrativ

Hun sammenligner narrativ identitet med et fint, gammeldags dukketeater af den slags, hvor man kan flytte rundt på både skuespillere og scenen. Der er forskellige kulisser, bagtæpper, regi, der kan skiftes ud, skuespillere, der er inde og ude, og som opfører sig forskelligt, afhængigt af hvem de er sammen med og så videre. Så hvad vælger vi at fokusere på af alt det, der rent faktisk sker på scenen? Og hvornår begynder vi at forme den indre fortælling?

– Man skal have nogle kognitive færdigheder for at kunne forme en narrativ identitet, og det sker typisk omkring puberteten, når man er lidt ældre. Man har lavet studier med yngre børn, der fortæller om deres minder, for eksempel ”så blev mine forældre skilt” eller ”der skete det og det”. Men de kan ikke samle flere erindringer og tidsperioder og sige: ”Jeg har det sådan, fordi mine forældre blev skilt”, med mindre man spørger ind til det.

Men hvorfor overhovedet have et narrativ? Hvad er fordelen?

– Vi har brug for vores narrativ for at føle kontinuitet og som en rød tråd i livet. Uden narrativet kan tilværelsen føles fragmenteret og kaotisk, og vi bliver forvirrede over, hvem vi egentlig er. Vi bruger med andre ord narrativet til at skabe mening – ”jeg har ændret mig, men er stadig den samme person” – og vi bruger det til at skabe retning – ”hvor skal jeg hen?”.

Kan man bruge et negativt narrativ til noget?

– Der er flere studier, der viser, at er du deprimeret, så fortæller du en negativ historie om, at du eksempelvis ikke føler dig elsket eller er noget værd. Alle narrativer – positive eller negative – er identitetsskabende. Filminstruktøren Lars von Trier dedikerer eksempelvis sin kunstneriske succes til en svær barndom og ungdom. Man taler inden for psykologien om posttraumatisk vækst, hvor den negative livshistorie bliver benzin til skaberkraft og entreprenørskab. Det var ikke rart, men det gav mening.

Men kan man ikke sidde fast i en negativ fortælling?

– Negative, gentagende tankemønstre er et af kernesymptomerne i psykisk sygdom og lidelse. Den narrative psykologi siger ikke, at det ikke skete, det gjorde det. Men det tilbyder en anden vej fra nu af. Behøver du at fortælle de negative historier, der hakker dig selv helt ned? Er der en anden fortælling? Her vil narrativ terapi blandt andet gå ind og lede efter alternative fortællinger, siger Majse Lind.

– Som sagt handler det ikke om, at ”nu skal vi fortælle en positiv historie om din dårlige barndom”. Det skal være en genuin og autentisk fortælling. Det er de små ting, der tæller. Som jeg sagde tidligere, så er mennesker og tilværelsen kompleks, så jo mere vi kan nuancere, des tættere kommer vi på det hele menneske.

Familiens fortælling

I den forbindelse er det en god øvelse at være opmærksom på, hvad man egentlig går og siger til sig selv og om sig selv i hverdagen

– Det betyder noget. Man kan for eksempel være opmærksom på pejlemærker. Er dine fortællinger meget lidt agentiske, og taler du dig selv ned? Mange studier viser, at du ikke bare kan ændre din fortællestil fra den ene dag til den anden. Men du kan starte med at stoppe ”båndet” med den uhensigtsmæssige historie. Hvis man fanger sig selv i, at ”nu gik det galt igen”, er der mulighed for at dykke ned historien: Var der noget, der ikke gik galt? Eller var der noget, du gjorde, som medvirkede til, at det gik galt? Og hvad kunne du eventuelt have gjort anderledes? Det handler om at eje sit narrativ, også selv om det er frustrerende. Og nej, det er ikke nødvendigvis nemt. Jeg ved bare, at fortællingerne påvirker vores adfærd, understreger Majse Lind og tilføjer:

– Men personligheden er jo netop ikke kun narrativ. Men narrativet kan være et godt sted at starte, hvis man vil ændre noget i sit liv. Hvis man eksempelvis er træt af at løbe ind i de forkerte kærester, vil stoppe med at ryge, vil lettere igennem vinteren som vinterdepressiv eller har lyst til at tilgive sine forældre. Ligesom der findes masternarrativer i samfundet, er der også tit nogle bestemte fortællestile i familier. Prøv at spørge dig selv: ”Hvad var det egentlig for en særlig fortælling, der var i min familie? Var der en tendens til, at vi trak offerkortet? Til at det altid var synd for nogen?”.

– Narrativer er ikke arvelige, men de smitter. Og hvis din mor fortalte agentiske livshistoriefortællinger, er der større sandsynlighed for, at du også kommer til det. Der er helt bestemt mennesker i 30’erne, der opdager, at de har brug for at aflære eller nuancere deres livshistorie, så den bliver mere deres egen og slippes fri i stedet for at være familiens.

Det vigtigste med narrativer er at se dem som plastiske og bevægelige, for de er ikke mejslet i sten, siger Majse Lind.

– Endelig er vores livshistorie både social og privat, og vi kan skrue op og ned for volumenknappen og levere den i en mere spiselig og passende udgave. Hvis din nye chef spørger til dit kærlighedsliv eller din barndom, så fortæller du nok ikke den fulde historie. På den måde er vi også socialt intelligente – vi fortæller også de historier, andre gerne vil høre.

Og det er ifølge Majse Lind helt naturligt, bare de ikke afviger alt for meget fra virkeligheden eller står i vejen for os.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 8/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.