Da Kamilla havde tisset, kiggede hun på sin mand og bad ham ringe efter ambulancen

Den morgen vågner hun ved syv-tiden og skal tisse. Noget i hendes krop føles anderledes.

Værelset omkring hende snurrer, højre side af hendes krop føles varm. Det er ikke ubehageligt, det gør ikke ondt. Men der løber en varm fornemmelse, ligesom hvis man havde tændt for den varme hane, fra hendes ansigt ned til højre arm.

Hun har nok ligget forkert eller vendt sig for hurtigt, tænker hun.

Men da hun rejser sig for at gå ud på toilettet, kan hun slet ikke finde derud. Hun kan stå på benene, men vælter alligevel rundt og falder tilbage i sengen.

Hun må bede sin mand, som ligger ved siden af hende, om hjælp til at gå ud på toilettet. På vejen derud begynder hendes krop at hænge endnu mere.

Hun kan ikke løfte sin højre fod, højre side af hendes ansigt bliver stift, og hendes stemme ændrer sig. På toilettet kan hun heller ikke sidde uden støtte.

Der er noget galt med hendes balance, hendes syn, hendes krop. Men det gør ikke ondt, så Kamilla finder det mest af alt underligt.

Hvis det var en blodprop eller en hjerneblødning, ville det gøre ondt. Ville det ikke?

- Nu må du ikke blive bange, men jeg tror, du skal ringe efter ambulancen, siger hun til sin mand.

Da ambulancen ankommer, bliver der lavet et hav af fysiske tests på Kamilla.

Hun dumper alle testene, men føler sig stadig mentalt til stede. Derfor tænker hun heller ikke, at der kan være noget alvorligt galt med hende.

Lige indtil redderen siger: “Jeg er ret sikker på, du har fået en blodprop.”

Kamilla havde hverken ligget forkert eller vendt sig for hurtigt. Hun havde fået en blodprop på hjernestammen.

Dermed er hun en af de 12.500 danskere, der årligt bliver ramt af et såkaldt stroke. Betegnelsen dækker både over hjerneblødninger og blodpropper i hjernen.

Størstedelen af strokes skyldes blodpropper i hjernen, og de resterende skyldes blødninger i hjernen.

En blodprop opstår, fordi et blodkar blokeres. Alle de hjerneceller, der normalt vil få friskt blod fra blodkarret, bliver derfor beskadiget eller ødelagte. Hjernecellerne erstattes sjældent af nye, og mange, der har haft blodpropper, oplever ofte varige mén.

Lige præcis tiden og livet efter en blodprop vil Kamilla Harritsø sætte fokus på.

Hun var selv overbevist om, at hun ville komme sig helt. Det gjorde hun ikke. Hun lever med en hjerneskade og ikke mindst den stigmatisering, der følger med, siger hun.

- Hvis du skal være helt ærlig, får du så ikke et billede af en vis mængde savl, når du hører ordet hjerneskadet?

Da ambulancen den morgen kører afsted med Kamilla, skal det gå stærkt. Hun ankommer til sygehuset med fuld udrykning.

Der bliver lavet en CT-scanning og en MR-scanning, som udelukker en hjerneblødning. Det betyder, at lægerne kan give hende trombolysebehandling.

En behandlingsform der, kort fortalt, fortynder blodet og skyller blodproppen væk.

Kamilla ser dobbelt, hun er svimmel og kaster op. Hun kan ikke fornemme, hvad der foregår omkring hende. Alligevel opfanger hun, at behandlingen tager en times tid.

- Personalet bliver ved med at sige, at det er godt, vi reagerede så hurtigt. Så kan trombolysen virkelig nå at få en god effekt.

- Så jeg tænker, at når den er overstået, har jeg det godt.

Men da behandlingen er færdig, har Kamilla det stadig dårligt. Hun kan intet se og kaster op.

Lægen forklarer, at der er stor forskel på, hvornår patienter med stroke bliver udskrevet, og hvor meget genoptræning, de har brug for. Der kan gå timer. Der kan gå måneder.

Kamilla kan godt fornemme, at det ser skidt ud, men nægter at erkende det. Hun beslutter sig for, at hun er en af dem, der skal udskrives efter et par dage.

Sådan gik det ikke.

Inden Kamilla blev ramt af en blodprop, var hun ved at opbygge sit eget firma. Efter 15 år med en travl karriere som direktør i mediebranchen havde hun brugt de seneste 3,5 år på at skabe en sund balance mellem sit arbejds- og privatliv.

Hun valgte at blive selvstændig og starte sit eget firma. Fokuserede på det, hun var god til: At få ting til at vækste, og bygge ting op fra bunden. I tiden lige inden blodproppen var hun ved at lande en aftale med tre andre selvstændige.

Men da hun blev syg, gik det i stå.

Efter blodproppen fulgte fem ugers genoptræning på sygehuset. Blodproppen havde spaltet sig direkte ned gennem hendes krop. Og det kunne mærkes helt ned til mindste detalje, som når hun drak vand, der føltes koldt i venstre side af munden og lunkent i højre side.

- Jeg havde en forestilling om, at genoptræningen ville være som en militærbootcamp, hvor jeg blev vækket klokken fem om morgenen, og så knoklede vi ellers bare 20 timer om dagen.

Hun blev overrasket. Genoptræningen handlede om at få bygget alle de små ting op igen; at spise et måltid, sidde på en stol, gå.

For hvis hun sad på en stol for længe, brugte hun så mange kræfter på det, at hun kastede op.

Hendes dybdefornemmelse var væk, så hun tog virkelig store skridt med højre fod for at være sikker på, at hun løftede den højt nok til ikke at falde.

- Det handlede meget om, at jeg skulle lære at navigere igen. Sørge for at jeg ikke ramte mit øre, når jeg tog en bid mad op til munden.

Kamilla havde sat sig en række mål for de fem uger. På det tidspunkt var hun meget afhængig af hjælp.

- Mit mål var at være uafhængig af hjælp, kunne være alene hjemme. Om jeg så skulle gå rundt med krykker, rollator eller sidde i en kørestol, det var fuldstændig ligegyldigt.

- Men jeg kunne ikke overskue at ringe til hjemmehjælpen, når jeg skulle på toilettet. Og jeg kunne slet ikke overskue, at min mand ikke kunne have et arbejdsliv på grund af sin kone.

Da hun kom hjem fra sygehuset, kunne hun gå selv. Hendes balance var stadig udfordret, hun så ikke så godt, og skridtene blev bredere og bredere, jo mere træt hun blev. Men hun kunne selv gå på toilettet, og hendes mand kunne have et arbejdsliv.

Blodproppen har ikke kun påvirket Kamilla og hendes mand, den har også haft betydning for deres tre voksne børn og deres familieliv.

- Vi er blevet tættere som familie, og vi snakker om nogle andre ting. Men jeg bryder mig ikke om, at det er mig, der har skabt det angstgrundlag, vi bevæger os på.

- For jeg er ikke den samme mor længere. Men jeg har svært ved at vurdere, om det er en god eller dårlig ting.

Det er ikke engang et år siden, hun blev ramt af blodproppen. Alligevel spørger folk hende ofte, om hun er kommet igennem det.

Det er hun ikke, og for Kamilla vil der altid være et før og efter blodproppen. Men hun er fast besluttet på, at der skal komme noget godt ud af det.

Nu skal hun hele tiden “ressourceforvalte”, som hun kalder det. Tidligere kunne hun tage til Aarhus, holde oplæg for kunder og tage hjem til Fyn igen. Det kan hun ikke længere. Hun sover mere, end hun gjorde tidligere. Og er i perioder også plaget af føleforstyrrelser.

Hendes krop fungerer i dag på en anden måde end tidligere, og det kræver “lidt mere indretning”, som hun kalder det. Den indretning mener hun ikke, man skal lade sig skræmme væk af, hverken som arbejdsgiver, samfund eller privatperson.

Lige nu er hun i gang med at finde ud af, hvordan hun kan strukturere sin nye hverdag, og det vil hun også gerne hjælpe andre med.

Derfor har hun blandt andet lavet en kunstplakat med sin hjernescanning, som skal sælges, og overskuddet derfra går til folk, der står i samme situation som hende.

For selv om man er blevet ramt af en blodprop, har varige mén og lever med udfordringer, mener Kamilla ikke, at det skal definere resten af ens liv negativt.

Selv ved hun godt, at uanset hvordan hun får indrettet sin nye tilværelse, så skal hun nok skal få et godt liv.