En uge i Syditalien fik mig til at indse, hvor meget vi har at lære om nydelse herhjemme

Spaghetti, espresso, vin, grøntsager og gelato, altsammen så frisk, at man kunne græde af glæde. Det er min nylige ferie til Syditalien kort opsummeret. Og den lærte mig en håndfuld kulturelle lektier om kvalitet, nydelse og fordybelse. Både på madfronten, men også bare om ‘la dolce vita’ i det hele taget.

Inden jeg ruller min liste af observationer ud, skal det naturligvis slås fast, at det er netop det, det er: Mine observationer, ikke en videnskabelig analyse eller undersøgelse.

Nå, men jeg lagde mærke til, at i stedet for at sidde og doom-scrolle ved den hvide dug på restauranten, mens de ventede på, at maden skulle komme, så talte italienerne sammen eller – hold nu fast – læste i en bog. Det lyder måske fuldstændig banalt at tale sammen der ved den hvide dug, men jeg må bare sige, at det ikke ligefrem er den adfærd, jeg bemærker i det danske offentlige rum. Her er telefonen jo netop reglen, og bogen og samtalen er undtagelsen.

Vi havde lejet en bil og kørte således fra by til by på Støvlehælen, og kun en enkelt gang så jeg et falmet McDonald’s-skilt langs landevejen. Til gengæld var der strøet benzintanke med tilhørende små interimistiske garage-lignende kiosker ud på strækningerne med hyppige mellemrum.

Kioskerne ser ud af lige nøjagtig ingenting, men når man træder ind i dem, åbner der sig et Narnia af god smag. Her langer de nemlig ikke hotdogs og tarvelig smelteost i alle afskygninger over disken. Der er derimod hyldemeter af tørret pasta, god olivenolie og vin langs væggene. I kølemontrene er der sodavand at finde, bevares, men ikke halvliters med skruelåg. Der er glasflasker i størrelsen 25 centiliter og mindre endnu.

Ved disken kan du i omegnen af en enkelt euro få en kop kaffe, og ikke sådan tarvelig en, som en automatiseret maskine plasker ned i et papkrus for dig vel at mærke. Det er en grand cru kaffemaskine tilsat bønner, der får smagsløgene til at græde af glæde.

Endnu en vidunderlig detalje er, at i stedet for at hive et langt papkrus med låg og sukkerkaffe med ind i bilen, bliver italienerne stående ved disken og får serveret en kop dampende espresso eller en ‘cappuccio’ (som jeg lærte, at en cappuccino bliver kaldt i folkemunde), hvor mælken altid fløjlsblød i munden, i en porcelænskop, sludrer med baristaen – og så går de ud i bilen igen.

Det virker måske som en lille ting, men det at adskille kørsel og kaffetår sætter fokus på nydelsen. Og netop nydelse virker til at være nøgleordet i, hvad det er, italienerne har fattet, som vi virkelig kunne lære noget af. Nydelsen får lov til at fylde, og man dvæler ved smagen i stedet for ved mængden.

Jeg har svært ved at se for mig, at en italiener skulle blive udtalt begejstret for et slagtilbud på to paller nescafé og en flæskesteg til en 10’er. Hvorimod det virker som om, at vi herhjemme har en blind kærlighed til kvantitet. En af vores største dagligvareforhandlere praler endda med, at maden er ‘det rigtige sted at spare’.

Italienerne mestrer øjensynligt den særlige kunst ‘alting med måde’. Når man spiser noget, der smager af meget, og som er af høj kvalitet, har man automatisk lyst til mindre. Man nyder maden. De spiser cornettoer med abrikosmarmelade eller pistaciecreme til morgenmad, og pasta, friske fisk, ost og grøntsager er hovedingrediensen i de resterende af dagens måltider. Måltider, som i øvrigt oftest skylles ned med vin. Alligevel ligner de nogen, der er i topform.

Måske er det, fordi ting serveres i de rette mængder. Du får ikke et bjerg af mad på en restaurant. Retterne er enkle – der er få, men smagfulde ingredienser. Der serveres heller ikke baljer af sodavand til maden. Det er ellers noget jeg ofte har observeret i Danmark. En pastaret ledsaget af en Pepsi Max. Man må græde.

En sidste ting er, at der ikke er meget joggingtøj (salg af blødt tøj er kun gået op i Danmark siden Corona-nedlukningen) at spotte på gader og stræder. Jeg får lyst til at sige, at det faktisk ikke findes. Til gengæld vrimler det med ældre mænd, der går morgentur med hunden i pressede bukser, lædersko og skinnende Prada-solbriller. De har intet problem med at være flamboyante.

Der skal selvfølgelig være retmæssig balance i tingene, og det her skal ikke blive et unødigt pladderromantisk ‘Forza Italia’-forblændet indlæg. Græsset er ikke grønnere i Syditalien på alle parametre.

For eksempel kan de virkelig ikke finde ud af at gøre byggerier færdige. På enhver landevejsstrækning står der et beton-skelet til et etagebyggeri, der med al sandsynlighed tidligst bliver færdigt i 2043. Hvis altså nogen af bygningsarbejderne har lyst til at vende tilbage.

Biludlejning i Syditalien er også en regulær håbløshed. Det er umuligt at leje en bil uden at ende med at betale et gebyr på mindst 250 euro for en klat mudder på bagsmækken. For ikke at tale om, at trafikuheld er en normalitet, fordi de kører som teenagere på speed.

Det ændrer imidlertid ikke på, at de virkelig har fattet, hvordan man nyder livet. Og jeg har 120 procent taget følelsen af ‘la dolce vita’ med hjem og er kun blevet bestyrket i, at det er det helt rigtige at kaste alle mine penge efter mad, vin og kaffe i god kvali. Det gør hverdagen ekstra.