"Da jeg fjernede håret fra hendes ansigt, kunne jeg se, at hun var blå på kinderne og halsen"

”Kom!” siger 2-årige Bianca ivrigt, da hun sammen med sin mor, Olivia Katrine Andersen, åbner døren til deres hjem i Horsens og byder Ude og Hjemme indenfor.

”Tegne Gurli Gris” insisterer hun og peger forventningsfuldt på min notesblok, som jeg har medbragt af helt andre årsager.

Det er umuligt at stå for den lille piges charme, så jeg griber kuglepennen og tegner det bedste, jeg har lært, mens Bianca hiver fotografen med ind på værelset for at vise ham sit legetøj.

"Hun er den samme krudtugle som før," siger Olivia og griner kærligt ad sin datters gåpåmod. Det kan hun heldigvis stadig.

Den 25. maj i år var der ellers overhængende fare for, at det aldrig ville ske igen.

Olivia, som bor alene med datteren, havde to veninder på besøg til en hyggeaften.

De sad alle i køkkenet og spiste pizza, da Bianca fik noget galt i halsen og begyndte at hoste.

Det havde hun prøvet mange gange før, men denne gang var noget andet.

Maden løsnede sig ikke igen, og hendes hoste lød anderledes hul.

"Det var, som om hun hostede indvendigt, og der kom ikke luft ud. Da jeg fjernede håret fra hendes ansigt, kunne jeg se, at hun var blå på kinderne og halsen," fortæller Olivia, som handlede instinktivt.

"Jeg vendte hende rundt, lagde hende over min arm og begyndte at banke hende mellem skulderbladene for at lave frie luftveje," forklarer hun.

Blev slap og stille

Olivia vidste, hvad hun skulle gøre, da hun som led i sin uddannelse til socialpædagog havde taget et udvidet kursus i førstehjælp til børn og spædbørn. Men selv om hun gjorde alt det rigtige, sad maden stadig fast.

"Jeg kunne mærke på hendes krops bevægelser, at hun var bange, og pludselig blev hun slap og stille," husker Olivia, der råbte til veninderne, at de skulle ringe efter en ambulance.

Det var ikke første gang, hun så døden i øjnene.

"Bianca og jeg havde en hård start på livet sammen. Jeg fik meningitis, da jeg var højgravid med hende, og lægerne vidste ikke, hvilken medicin de skulle give mig. Jeg blev indlagt i sidste øjeblik og fik at vide af en overlæge, at hvis jeg var kommet ind nogle minutter senere, ville jeg være død. Han mente, at den eneste grund til, at jeg havde overlevet indtil da, var, at Bianca lå i min mave. Min krop havde kæmpet for hende."

Bianca blev forløst ved akut kejsersnit, da hun selv var tæt på at dø af hjertestop på grund af den medicin, som hendes mor fik.

Lykkeligvis klarede både mor og datter sig igennem uden mén. Nu frygtede Olivia, at de ikke ville være så heldige denne gang.

"Jeg var overbevist om, at jeg var ved at miste hende, mens hun lå i mine arme, men jeg fortsatte med førstehjælpen, for jeg turde ikke at stoppe. Jeg kunne ikke overskue realiteterne, hvis jeg skulle undvære hende, og jeg kunne ikke få mig selv til at vende hende rundt og se hendes livløse ansigt. Jeg nåede at tænke, at jeg aldrig ville røre hendes værelse, hvis hun var død, og at det havde været bedre, hvis jeg i stedet havde mistet hende i forbindelse med fødslen. For nu kendte jeg hende jo."

Afgørende indsats

Pludselig begyndte Bianca at hoste igen. Olivia vendte sin datter rundt.

"Hendes øjne var store og vilde. Jeg kan stadig få et chok, når hun begynder at stirre i dag, for det minder mig om det øjeblik. Hun kiggede på mig sådan i nogle sekunder, så begyndte hun at græde, og jeg troede, at faren var forbi, husker Olivia, som dog ikke kunne få øje på maden på gulvet og konstaterede, at den endnu ikke var hostet op."

I stedet satte den sig fast igen, og Olivia genoptog førstehjælpen, indtil ambulancen kom, og redderne tog over.

Hendes indsats betød, at Bianca – selv om maden fortsat ikke kom op – flere gange fik hostet den rundt, så hun kunne trække luft ind. Det reddede hendes liv.

"Da vi kom ind på hospitalet, blev Bianca undersøgt i narkose, og helt nede i lungerne sad der et stort stykke serranoskinke fast. Det var det, der havde lukket hendes luftveje til. Bianca havde ellers fået serveret en kartoffelpizza, men hun må have fået fat i et stykke af vores. Lægerne sagde til mig, at hvis jeg ikke havde handlet så hurtigt og præcist, som jeg gjorde, ville hun ikke have overlevet, fortæller Olivia, som både var rystet og lettet over beskeden."

"Hvis jeg ikke havde taget kurset i førstehjælp til børn, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have ageret på den måde. Nu sad det heldigvis på rygraden."

Ingen fysiske mén

Efter nogle timer kunne Bianca tage med sin mor hjem fra hospitalet, da lægerne havde sikret sig, at hendes lunger ikke hævede. Hun slap også denne gang uden fysiske mén.

"Men hun var ekstra morsyg i dagene efter og blev ked af det, hver gang jeg gik fra hende. Jeg tror, det var fordi, at det var så utryg og skræmmende en oplevelse for hende. Hun forstod alvoren, selv om hun ikke var så gammel, og det satte sig i kroppen på hende, vurderer Olivia og fortæller, at der gik nogle dage, før Bianca igen ville sidde på sin egen stol og spise derhjemme."

"Hun bryder sig stadig ikke om at bære adgangsarmbånd, når vi er i legeland, for det minder hende om armbåndet, som ambulanceredderne gav hende på. Men ellers tror jeg ikke, at hun tænker over det mere."

Olivia sørgede for, at Bianca hurtigt kom tilbage i de velkendte rutiner, så oplevelsen ikke skulle mærke hende yderligere.

Hun fik først nogle kortere dage i vuggestuen for at se reaktionsmønstrene an, og da det forløb fint, kunne Olivia ånde lettet op og lade hverdagen fortsætte som normalt.

Selv har det taget hende længere tid at fordøje.

"I starten havde jeg mest lyst til at blive hjemme med hende, for jeg var enormt bange for, at der skulle ske hende noget. Jeg tog fri den første dag og på arbejde dagen efter, og der knækkede filmen for mig efter tyve minutter, så jeg måtte vende hjem igen. Jeg havde også været helt ude af den i ambulancen på vej til hospitalet, men det var først, da hverdagen satte ind, at det rigtigt gik op for mig. Der gik nogle måneder, hvor jeg ikke kunne falde i søvn om natten og var ked af det hele tiden, og jeg gik til psykolog for at bearbejde både den episode og omstændighederne omkring hendes fødsel, som jeg pludselig blev mindet om igen. Det hele ramte mig på én gang," fortæller Olivia.

I dag har hun også fået roen tilbage i kroppen og sin normale hverdag igen.

Hun erkender dog, at hun skærer datterens mad ud i mindre bidder end før og generelt er mere bekymret på hendes vegne, end hun nok burde være.

"Jeg tager mig selv i at tænke: ”Hvad nu hvis jeg ikke hørte hende hoste – eller ikke hører det næste gang?”, og jeg kan få dårlig samvittighed over, at jeg lod det ske, siger Olivia, der ikke har serveret serranoskinke siden og først for nyligt var klar til at spise kartoffelpizza med Bianca igen".

"Men hun skal ikke pakkes ind i vat eller farves af mine bekymringer. Selvfølgelig skal hun passes på, men ikke så meget, at det bliver usundt. Hun skal have lov til at slå sig og lære af det, og hun skal ikke vokse op med en frygt for alt, så hun glemmer at leve livet, mens hun har det. Som I kan se, er hun heldigvis ikke et hæmmet barn," tilføjer Olivia og smiler ad Bianca, der stolt viser os diplomet, som hun fik på hospitalet for at have klaret sin første narkose.

Måske kan hendes mor også snart fremvise et flot diplom. I hvert fald er Olivia blandt de nominerede til titlen som ”Årets Førstehjælper” for sin livreddende indsats.

Hun blev indstillet til prisen af sin moster og udvalgt af Røde Kors, som kårer den endelige vinder i starten af det nye år. Olivia er stolt af nomineringen, men hun håber først og fremmest, at hendes historie kan være med til at vise andre vigtigheden i at lære førstehjælp – ikke mindst til børn.

"Børns evner rækker ikke nødvendigvis til at vise med fagter, hvis de har noget galt i halsen eller på andre måder har brug for hjælp. Derfor er det ekstra vigtigt, at man klæder sig så godt på som muligt, så man kan handle og gøre en forskel, hvis det sker," understreger hun.