De blev skilt og flyttede fra hinanden: Så tog de en "befriende" og "pragtfuld" beslutning

Julie kom til verden i 2009, to år efter at hendes forældre, Kim og Rosa, blev et par. Som det sker med mange familier, når hverdagen sætter ind, gik forældrene fra hinanden igen. Da var datteren halvandet år. Det var Kim, der tog initiativet til den svære beslutning.

– Vi havde prøvet alt for at få det til at fungere, men min krop begyndte at sige fra, og jeg kunne ikke mere, forklarer han og fortæller, at han røg ind og ud ad hospitalet med belastningsreaktioner.

I bakspejlet tror både han og Rosa, at hun formentlig var ramt af en fødselsdepression, selv om det aldrig blev konstateret, og det sled på forholdet, der til sidst ikke stod til at redde.

– Det var hårdt at erkende, men vi var enige om, at det var bedst for os alle sådan, hvis vi ikke skulle ende som fjender. Man hører jo desværre mange skrækhistorier om børn, der kommer i klemme i forældrenes konflikter, siger Kim, som derfor flyttede hjem til sin mor sammen med Julie, indtil de en måned efter fandt et nyt blivende hjem.

Både Kim og Rosa vurderede, at det var bedst, at han fremover skulle indtage den primære forældrerolle for Julie. Rosa havde i forvejen datteren Annika fra et tidligere forhold at tage sig af. Annika, som var otte år ældre end Julie, havde sukkersyge, og Rosa var alene om hende, hvilket øgede presset på hende.

– Min telefon var aldrig på lydløs, da jeg ville være til rådighed, hvis der skete noget med Annika, og jeg var tit på sygehuset med hende, mindes Rosa.

Det er ikke alt, hun har nemt ved at genkalde sig, da hun året efter skilsmissen blev kørt ned af en flugtbilist og lige siden har lidt af hukommelsestab. Dog husker hun også, hvor hårdt det var pludselig kun at have Julie hos sig to hverdage om ugen samt hver anden weekend.

– Det var svært at se på hendes tomme seng, når jeg havde afleveret hende hos Kim. Men jeg kæmpede mig igennem det, fordi jeg vidste, at vi gjorde, hvad der var bedst for Julie, siger Rosa, som dog frygtede, hvad omgivelserne ville sige til hendes valg om at overlade det største ansvar til Kim. Hun kan stadig blive bange for andres reaktioner i dag.

– Mange mener jo, at et barn skal være hos sin mor, og at en mor ikke skal gøre, som jeg gjorde, forklarer hun.

Mødt med skepsis

Heldigvis har hun hovedsageligt fået positive reaktioner. I vuggestuen roste pædagogerne de to forældre, da de kunne se på Julie, at hun fortsat trivedes i de ændrede familierammer. Kim har til gengæld mange gange oplevet at blive mødt med skepsis, når han har fortalt, at han havde hovedansvaret for datteren.

– Folk har spurgt mig: ”Har hun da ingen mor?”. De har været uforstående over for, at jeg som mand kunne have den rolle. Det har gjort ondt og givet mig en følelse af at være det næstbedste alternativ. Som om en far umuligt kan klare det lige så godt. Det er ubehageligt at skulle forklare sig, når jeg ikke synes, at der er noget at forklare. Hun er jo også min datter, lige så meget som hun er Rosas.

De skeptiske kommentarer har nogle gange også fået ham til at tvivle på sig selv.

– Jeg har ligget vågen om natten og tænkt på, hvordan jeg skulle få det hele til at hænge sammen som alenefar med et fuldtidsjob. Samtidig bekymrede jeg mig om Rosa, der på en måde var sat ud på sidelinjen, og om Annika, som også var en stor del af mit liv og nu oplevede en ændring i familiekonstellationen. Det begyndte igen at påvirke mit helbred, og jeg indså, at jeg var nødt til at bide tvivlen i mig og ”mande mig op” for vores alles skyld.

Kim og Rosa har med deres valg gjort kritikerne til skamme. Da de blev enige om, hvordan de skulle fordele tiden med Julie mellem sig, tog de nemlig også en anden vigtig beslutning: De ville bevare deres gode forhold og forældresamarbejde, uanset hvilke knubs livet måtte give dem.

Tiden har vist, at det ikke bare var tomme løfter. Gennem årene har de holdt mange ferier sammen og delt adskillige andre gode og sjove stunder med både Julie og Annika. De har spist aftensmad sammen. Været til bankoarrangementer sammen. Hjulpet hinanden med praktiske ting i deres respektive hjem i Vejle.

Julie husker ikke, hvordan det var før skilsmissen, men hun glæder sig over, hvordan det har været siden.

– Det betyder meget for mig, at min far og mor kan enes. Jeg er især taknemmelig for, at jeg kunne nyde min konfirmation, uden at der var anspændt stemning mellem dem, siger hun og bryder ud i latter, da hun bliver spurgt, om hun har andre gode minder i selskab med begge forældre.

– Vi har været på mange cykelture sammen, og vi griner stadig over dengang, hvor jeg som femårig cyklede ned ad en bakke og overså en traktor, der kom imod mig. Jeg nåede lige at dreje væk og styrtede ind i en busk, fortæller Julie og får også sine forældre til at le.

Bare gode venner

Andre spørger hende ofte, om hendes forældre er kærester, og hvorfor de i så fald ikke bor sammen.

– Så må jeg forklare, at de bare er rigtig gode venner, siger hun og sender dem begge et smil.

Omvendt bliver forældrene spurgt, hvorfor de stadig har så meget med hinanden at gøre, når de ikke længere er et par.

– Men det er vel vores egen sag. Vi har et barn sammen, og så skal det bare fungere, indvender Kim og understreger, at det selvfølgelig ikke altid er lutter lagkage mellem ham og Rosa. Ligesom andre mennesker kan de naturligvis også blive uenige.

Begge er dog enige om, at de aldrig bliver et par igen. De fungerer bedre som venner, har de konstateret. Kim har ikke haft en anden kæreste siden skilsmissen, mens Rosa har haft en. Lige nu er de begge single og åbne for en dag måske at finde kærligheden på ny. Det under de også hinanden.

Men skulle det ske, kræver det, at deres partnere kan acceptere Kim og Rosas forhold.

– Ellers dur det ikke, siger de i kor.

Den seneste tid er de rykket endnu tættere på hinanden – både når det gælder venskab og adresse. For tre år siden blev familien nemlig ramt af en tragedie, da Annika døde af sin sukkersyge kombineret med corona i en alder af bare 20 år. Midt i sorgen over sin ældste datter søgte Rosa støtte hos Kim, og det endte med, at hun i november sidste år flyttede ind i samme boligblok, hvor han og Julie bor.

– Der blev heldigvis en lejlighed ledig i naboopgangen, siger Rosa, som kalder det både ”befriende” og ”pragtfuldt”, at de i dag bor så tæt.

Et godt eksempel

Nu behøver Julie ikke engang gå uden for en dør for at besøge sin mor, når hun er hos sin far – eller omvendt. I stedet kan hun skyde genvej gennem kælderen. Samme mulighed har Kim og Rosa, for de er ikke holdt op med at omgås hinanden, hvad enten det gælder hyggelige kaffestunder derhjemme eller en fælles tur i byen.

– Det er også praktisk, at vi altid lige kan låne noget af hinanden. Forleden opdagede Kim, at han manglede mel, da han var i gang med at bage boller, og så smuttede han bare forbi efter kop mel hos mig, ler Rosa og afslører, at hun selv har lavet lignende numre.

I dag deles de ligeligt om Julie, som efter eget valg bor skiftevis hos dem i syv dage hver. At forældrene har truffet de rigtige valg gennem hendes opvækst, ses tydeligt på den nu 15-årige pige. Hun trives med at have både sin mor og far i nærheden, og de fortæller med stolthed i stemmerne, at deres pligtopfyldende datter har fundet et fritidsarbejde på et plejecenter.

– Jeg gør rent, dækker bord og snakker med beboerne, siger Julie, som måske også i fremtiden vil arbejde med ældreomsorg.

– Eller måske som pædagog eller frisør, tilføjer hun. Ligesom de fleste andre teenagere holder hun sine muligheder åbne. Verden ligger for hendes fødder.

– Det var selvfølgelig ikke en skilsmisse, vi håbede på, da vi fandt sammen og fik Julie, men når det nu blev sådan, kan vi i hvert fald glæde os over, at vores samarbejde om Julie har båret frugt. På den måde er vores mission lykkedes, siger Kim, mens Rosa nikker bekræftende.

De står frem med deres historie for at vise et eksempel på, hvordan en familie kan komme godt igennem en skilsmisse, og for at gøre op med forestillingerne om, at en enlig far ikke kan være lige så god for sit barn som en enlig mor.

– Det hele handler om at sætte barnets behov forrest – og ikke sine egne. Det har Rosa og jeg gjort hele vejen igennem. Og det er da gået meget godt, smiler Kim og ser kærligt på sin datter.

Denne artikel blev første gang udgivet af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.