De havde pakket hans ting og kørt ham til København. Så ramte chokket

Chokket ramte, da Sejer flyttede. Han er deres yngste, og de havde hjulpet ham med at køre hans ting ind til København. Nu var de hjemme igen i Nordsjælland og åbnede døren ind til hans værelse.

Der var helt tomt, og der var så stille. Helt stille. Så brød de sammen, de to forældre. Og det kom bag på dem.

– Vi havde jo prøvet det før. Og jeg havde aldrig set mig selv som en, der ville gå ned over, at mine børn flyttede hjemmefra. Det skal de jo, og jeg har altid haft gang i en masse, og jeg har også haft andre ambitioner end at være mor.

– Igennem alle de år, hvor jeg arbejdede som læge, har jeg f.eks. altid skrevet ved siden af mit arbejde.

– Nu følte jeg mig som klichéen på en midaldrende kvinde, der ikke har andet at gå op i end de børn, som ikke længere har brug for en, siger 56-årige Anette Ellegaard.

Det var slemt, ”rigtig slemt”. Og ja, man kan godt sige, at hun på mange måder har skullet genopfinde sig selv. Eller måske snarere genfinde en mening i hverdagen.

– Bare sådan noget som at strukturere sin hverdag har været en udfordring. Sejer dyrkede sport på eliteplan, og jeg stod op med ham klokken seks om morgenen og hjalp med morgenmaden og madpakkerne.

– Der skulle jo være en helt bestemt mængde kulhydrater og proteiner og kalorier og sådan noget. Og vi bor halvt på landet, så han skulle også køres til mange ting.

Nu kunne hun i princippet blive liggende i sengen til langt op ad formiddagen, for hun var også blevet fuldtidsforfatter og arbejdede ikke længere som læge.

– Var der overhovedet nogen, der havde brug for mig? Det var svært at finde meningen, og i lang tid gad vi ikke lave aftensmad. Den stod mest på rugbrød med spejlæg eller takeaway.

Der er så stille

Det er snart tre år siden, Sejer flyttede, og Anette er kommet videre. I det daglige tænker hun ikke længere på det. Men sorgen er der stadig.

– Det er stadig et tab, og jeg kan stadig godt blive trist og ramt. Men det er mere i specifikke situationer. Som forleden, hvor vi havde vi vores datter på besøg.

– Hun fandt nogle billeder frem, fra da hun var lille, og jeg burde jo blive glad, men jeg blev helt vildt ked af det. Over det, der ikke var, over tiden, der går så hurtigt.

– Jeg synes ikke, det er megafedt, at børnene er blevet voksne og flyttet hjemmefra. Men jeg synes også, det var hårdt, da børnene var små, og jeg kunne godt drømme om at være alene. Jeg fik faktisk en skurvogn i haven, hvor jeg kunne trække mig tilbage.

Nu kan hun være alene lige så tosset, hun vil, også inde i huset, og hun har masser af tid til at skrive.

– Men jeg synes, der er meget tomt og stille. Nu er det for meget.

”Du har jo børnebørn”, er der mange, der siger til Anette, når hun taler om sit savn.

– Men det er ikke det samme. Det er hverdagen med børnene, jeg savner. Det daglige liv. Det har man ikke med sine børnebørn. Og jeg ved godt, at der er mange, der ikke kan lide at høre det. Men jeg synes, det var sjovere at være i 30’erne.

– Det er der, man bygger op, det er der, man udlever sine drømme. Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg savner det daglige liv med børn, og det ved mine børn også godt.

– Men jeg har ikke ringet til dem og grædt. De skal selvfølgelig ikke have dårlig samvittighed over, at de ikke bor hjemme.

Livet i 30’erne

Måske er det fordi, hun ikke havde nogen nem barndom selv. Det har i hvert fald betydet alverden for Anette at skabe noget andet og bedre.

– Jeg var kun 20 år, da jeg fik mit første barn, og hele mit liv har handlet om at skabe en rede. Det kan jeg se nu. Men når man er der i livet, hvor det hele sker, er der så meget, man tager for givet, og man forestiller sig, at man har alverdens tid. Livet føles ret uendeligt.

– Men det er det jo ikke, det finder man ud af, når børnene flytter, og jeg har aldrig haft drømme forbundet med at være i 50’erne, så jeg har måttet arbejde en del med at skulle finde en mening, der hvor jeg er i livet nu.

– Men jeg finder aldrig noget, der er mere meningsfuldt, end det var at se og opleve mine børn vokse op.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 30, 2024.