Eksperter bekymrede: Så ofte får børn skældud
Skældud
En ny undersøgelse fra Psykiatrifonden viser, at mere end halvdelen af alle danske forældre skælder deres børn ud mindst én gang om ugen.
Det er især de 4-6-årige, som må lægge ører til mors eller fars skældud, konkluderer undersøgelsen, som er foretaget blandt 1.006 forældre til børn i alderen 1-18 år:
• 1-3-årige: 64 % får skældud mindst en gang om ugen.
• 4-6-årige: 75 % får skældud mindst en gang om ugen.
• 7-12-årige: 45 % får skældud mindst en gang om ugen.
• 13-18-årige: 25 % får skældud mindst en gang om ugen.
Årsager til at børn får skældud
Den hyppigste grund til, at børn får skældud, er ifølge undersøgelsen, at de ikke hører efter. I hvert fald når det kommer til aldersgruppen 1-12 år.
De 13-18-årige får derimod oftest skældud pga. uenighed omkring de huslige pligter.
Top 5 årsager til at 1-3-årige får skældud:
• 1. Barnet hører ikke efter
• 2. Opførsel i måltidssituationer
• 3. Sengetider
• 4. Når man skal ud af døren
• 5. Plagen om slik og søde sager
Top 5 årsager til at 4-6-årige får skældud:
• 1. Barnet hører ikke efter
• 2. Når man skal ud af døren
• 3. Opførsel i måltidssituationer
• 4. Brugen af fjernsyn, computer og andre elektroniske enheder
• 5. Sengetider/Oprydning (delt 5. plads)
Læs også: Psykolog: Skældud skader - gør dette i stedet!
Top 5 årsager til at 7-12-årige får skældud:
• 1. Barnet hører ikke efter
• 2. Brugen af fjernsyn, computer og andre elektroniske enheder
• 3. Oprydning
• 4. Hjælp med de huslige pligter
• 5. Hvordan man taler til hinanden/Lektielæsning (delt 5. plads)
Top 5 årsager til at 13-18-årige får skældud:
• 1. Hjælp med de huslige pligter
• 2. Oprydning
• 3. Hvordan man taler til hinanden
• 4. Brugen af fjernsyn, computer og andre elektroniske enheder
• 5. Lektielæsning
Skældud er skadeligt for børn
På baggrund af undersøgelsen advarer flere eksperter nu kraftigt imod skældud. Skældud er nemlig direkte skadeligt for børnene, understreger de over for Politiken.
- Vi ved fra forskningen, at skældud giver den samme slags sår på sjælen som fysisk afstraffelse. Skældud kan føre til lavt selvværd, depression, angst, manglende drive og en følelse af at være forkert. Der skal meget til, før børn mister tilliden og kærligheden til deres forældre, men skældud gør, at de mister tilliden og kærligheden til sig selv, siger familie- og psykoterapeut Fie Hørby.
Læs også: Sådan siger du nej til dit barn - uden at sige nej
Også børneforsker Erik Sigsgaard sidestiller skældud med fysisk afstraffelse. Han definerer skældud ved, at forældre kritiserer barnet med høj stemmeføring:
- Hvis du prøver at erstatte ’råber ad’ med ’slår’, så ville folk jo blive vildt oprevne. Vi betragter det at slå børn som forkert, skadeligt, forkasteligt, mens vi ser på den verbale vold med langt mildere øjne. Men hvis vi ser på forskningen i skadevirkninger af fysisk kontra verbal vold, så er der ingen forskel. Skældud som en fast del af opdragelsen sætter sig på psyken på samme måde som hos børn, der bliver slået igen og igen, siger han.
Derfor skælder vi ud
Charlotte Diamant fra Psykiatrifonden vurderer, at travlhed hos forældrene ofte er skyld i, at mindre konflikter bliver store og ender med skældud.
- Alt for mange forældre glemmer, at det er dem, der skal tage hensyn til børnenes behov, og ikke omvendt. Du kan ikke forlange af en 4-årig, at han eller hun skal kunne overskue konsekvensen af, at mor kommer for sent på arbejde. Eller at børn kan sidde musestille, fordi far er træt og udkørt efter en lang arbejdsdag, siger hun.
Læs også: Her er hemmeligheden bag velopdragne børn
En anden årsag til, at vi skælder ud, kan ifølge børnepsykolog John Halse være, at vi føler os afmægtige og derfor er hurtige til at ty til verbal afstraffelse:
- Skældud er blevet en lige så fast del af opdragelsen, som øretæver har været. Men forhåbentlig er det et overgangsfænomen, fordi forældre føler sig hjælpeløse. Nu må de ikke slå længere, men hvad skal de så gøre? Det er selvfølgelig godt, at man ikke må slå, men det nytter ikke, at forældre så er gået over til at slå med ordene. Forestil dig, at barnet er en jævnaldrende. De færreste vil nok hævde, at den bedste måde at kommunikere med f.eks. en kollega er ved at råbe og skælde ud, pointerer han.
Læs også:
Skældud skader - her er 4 gode alternativer
Sådan håndterer du bedst konflikter med dit barn
Tæm dit barns raserianfald - 12 tips
Derfor bør du ikke sende dit vrede barn ind på værelset
Sådan sætter du grænser for dit barn
Artiklen indeholder affiliatelink