Fastelavn: Slå katten af tønden kage
Torsdag, 20. februar 2020 - 7:09 Udgivet første gang fredag d. 1. februar 2013 - af Charlotte Hallbæck Foto: Odense Marcipan
Slå katten af tønden kage til fastelavn
For de fleste børn (og barnlige sjæle) er fastelavn en fest. Og som alternativ til de traditionelle fastelavnsboller kan du bage denne fine slå katten af tønden kage. Den vil helt sikkert blive et stort hit både hos børn og voksne. Og helt sikkert er det - ingen vil savne fastelavnsbollerne!
Det skal du bruge til fastelavnskagen:
4 æg
300 g sukker
200 g smør
200 g Odense Blød Nougat
200 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
2 spsk. vaniljesukker
4 spsk. kakao
Odense Marcipanlåg og pastafarver og ekstra ren rå marcipan til dekoration.
Sådan laver du den lækre kage til fastelavn
Pisk æg og sukker til en luftig og skummende æggesnaps. Smelt smørret i en gryde, tag gryden af varmen og smelt nougaten heri. Sigt hvedemel, bagepulver, vaniljesukker og kakao i æggesnapsen og rør det sammen med nougat-smør. Kom dejen i en smurt bradepande og bag kagen ca. 30 min. ved 170° C. Lad kagen køle af.
Læg marcipanlåget hen over den afkølede kage og skær det til. Bland marcipan med pastafarver efter egne ønsker til dekoration. Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir og skær f.eks. to bælter til at sætte rundt om tønden samt katte ud af marcipanen. Brug det afskåret marcipanlåg til øjne og knurhår. Lav serpentiner af udrullet marcipan i andre farver.
Invitér gæster til fastelavn og servér den fine kage.