Familieliv
10. oktober 2024

Frederik og Morten i faderskabsproblemer: "Alt den her snak om ikke biologiske barn driver mig også til vanvid"

Som det ser ud lige nu, er rugemor Nanna og hendes mand registreret som forældre til Morten og Frederiks piger. Der skal først foretages en DNA-test, før de kan blive registreret som forældre
Af: Oliver Morell Andersen
frederik haun og morten kjeldgaard

Foto: Lars H. Laursen

Det har ikke været helt ligetil for Frederik Haun og Morten Kjeldgaard at få deres store drøm om at blive forældre til at gå i opfyldelse.

Den 27. september skete det endelig, da tvillingerne Nora og Emma kom til verden.

Tre dage senere kunne familien på fire køre hjem sammen, men rent juridisk er de endnu ikke forældre til pigerne.

Og processen er lang, før det også kommer til at ske, hvilket frustrerer Frederik Haun.

Det fortæller han på en Instagram-story.

- Jeg har lige være inde for at udskrive papirer til Familieretshuset. Det er sådan, at lige nu er Nanna registreret som mor, på trods af, at hun ikke er pigernes mor eller skal være det, og hendes mand Frederik er registreret som far. Mig og Morten fremgår ikke noget sted.

- Det er ret gak, men sådan er systemet skruet sammen. Derfor skal Morten og jeg have foretaget en dna-test, så vi kan finde ud af, hvem der er biologisk far til hvem.

Efter dna-testen går der fire til seks uger, før svaret kommer, og hvis det stod til Frederik Haun, ville de gerne undgå at blive tvunget til at kende til pigernes biologiske identitet.

- Alt den her snak om ikke biologiske barn driver mig også til vanvid. For det har ingen betydning for os. Det er vores piger, uanset dna.

Nanna kan tidligst fraskrive sig det juridiske moderskab tre måneder efter fødslen, og derfor opstår der i processen indtil den dag er ovre, også andre problemer.

- Vi er blevet indkaldt til en ultralydsscanning af pigernes hofter, fordi de er i en risikogruppe som tvillinger, for noget med hofterne. Ja, whatever. Det skal i hvert fald tjekkes.

- Der er blevet booket en tid, og den tid bliver så sendt til Nannas e-boks og hendes mands e-boks, og der går lidt galt med den tid selvfølgelig, for den er nærmest samme dag, som den bliver sendt ud.

Derfor måtte Frederik Haun ringe for at booke en ny tid, men også her kan bekræftelsen kun blive sendt til Nanna og hendes mand Frederik.

Efter lidt bøvl fik Frederik og Morten heldigvis en ny tid til ultralydsscanning af Emma og Noras hofter.

Parret har generelt været meget åbne i hele processen, og det har de blandt andet valgt for at sætte fokus på uligheden i samfundet, når det kommer til to mænd, der ønsker at stifte familie.

Denne artikel blev første gang bragt på Se&Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også