"Jeg kan stadig blive ked af det, når jeg tænker på, at min mand ikke får lov til at se vores datter vokse op"

Mine piger er meget glade for hinanden.

En dag sagde Mathilda: “Jeg elsker dig, Maya”, og så blev hun helt rørt over, at hvis hendes far havde levet, så ville hun ikke have haft Maya som sin lillesøster. Det var lige gået op for hende.

Jeg syntes, det var så sødt, men det viste også, at de tænker over de større sammenhænge, selv om de er små.

Jeg fik Mathilda med min mand Thomas, som blev syg af kræft, da jeg var gravid i tredje måned. Han døde, da Mathilda var et år.

Jeg var alene med hende i fire år, og så mødte jeg Mayas far. Vi havde kun været kærester i et par måneder, da jeg blev gravid. Det viste sig hurtigt at være et dysfunktionelt forhold, og han forlod mig, da jeg var på barsel. Ordningen nu er, at Maya er hos sin far søndag eftermiddag, og ellers bor hun hos mig.

Det er sindssygt hårdt…

og det var aldrig planen, at jeg skulle være alene med to børn. Men de er det mest meningsfulde i mit liv, og der er ikke noget, der kommer til at slå den kærlighed.

Jeg kan stadig blive ked af det, når jeg tænker på, at Thomas ikke får lov til at se Mathilda vokse op. Han ville så gerne være far, og jeg mangler ham både til at dele forældrerollen med og stoltheden over Mathilda.

Dengang han døde, skulle jeg finde nyt job og et nyt sted at bo. Mit gamle job krævede alt for mange timer som enlig fuldtidsforælder, og jeg var både udbrændt og i sorg.

Hver torsdag havde jeg en ordning med en barnepige, der passede Mathilda fra kl. 16 til 19, så jeg kunne se en veninde eller gå i biografen. Det var de tre timer, jeg levede og åndede for, og det var min gulerod, så jeg kunne jeg køre en uge mere.

Jeg lavede en billedbog…

med billeder af Thomas, som Mathilda begyndte at kigge i, da hun gik i børnehave. Så fortalte jeg, hvad han lavede på billederne, for hun kan godt lide at høre historier om sin far.

Hun er bevidst om, at hendes far døde af en sygdom, og at det heldigvis er meget sjældent, det sker. Og så ved hun, at han elskede hende, og at hvis han selv kunne bestemme, så ville han være i hendes liv hver dag.

Inden Thomas døde, sagde han nogle ting, der var meget store, om, hvad han ønskede for vores fremtid. Han var kun 41 og overhovedet ikke klar til at dø. Jeg fylder 41 i år, og jeg forstår ham virkelig.

Jeg savner en partner

En der har min ryg, og som jeg kan støtte mig op ad. Jeg savner fortroligheden og intimiteten.

Lige nu lever jeg som bevidst soloist, og det betyder, at jeg ikke har en kæreste eller leder efter en. Folk kan være lidt uforstående over for det, men det handler om, at jeg ikke har tid eller overskud til at date.

Jeg var på Tinder sidste år, men det var benhårdt. Der var flere dates, hvor jeg blev brændt af, end hvor daten faktisk dukkede op.

Det er bare ekstra frustrerende, når man har arrangeret og betalt for en barnepige. Derfor tænker jeg først, at jeg skal date igen om et par år, når der ikke skal stables et helt cirkus på benene.

Lige nu er børnene små…

og kræver rigtig meget opmærksomhed. Når jeg endelig har noget alenetid, vil jeg hellere prioritere at se nogle veninder eller gå en lang tur i skoven fremfor at sidde på en café og smalltalke med en date.

Nogle gange tænker jeg, hvordan mit liv ville være, hvis jeg boede i en toværelseslejlighed i byen og ikke havde børn. Hold op en frihed!

Når jeg tænker sådan, ved jeg, at jeg har lidt for meget om ørerne og trænger til at slappe af. Og så minder jeg mig selv om, at det kun er et spørgsmål om få år, før pigerne er store, og at det er med at nyde dem, så længe de er små.