Journalist Mikkel Frey: "Jeg havde en adfærd, der handlede om at ødelægge mig selv”

Mikkel Frey gik ind i stuen og pegede på sin mor med en legetøjspistol. Han vidste godt, at der var noget galt. Og så fortalte moren ham, at hans far havde taget sit eget liv.

– Selv om jeg kun var otte år gammel, forstod jeg godt, at det var et selvmord. Og fra det øjeblik jeg fik det at vide, holdt jeg op med at føle særligt meget, og jeg holdt op at overveje konsekvenserne af det, jeg gjorde. Jeg gjorde det, der faldt mig ind, og jeg angreb alt, hvad jeg kom i nærheden af, fortæller Mikkel Frey.

I dag er han journalist og forfatter til den nyligt udkomne bog ”Sørgekåben”, der handler om farens selvmord, om ødelæggende traumatiske familiehemmeligheder, og hvordan farens selvmord har kastet skygger helt ind i Mikkel Freys voksenliv.

– Jeg blev nødt til at skrive bogen. Jeg har frygtet min far i mig selv så ekstremt meget i mit liv, at jeg godt vidste, at en dag var jeg nødt til at konfrontere mig selv. Jeg forestillede mig, at det ville blive, ligesom man ser på film, hvor ham og jeg på den ene eller anden måde skulle mødes, og så skulle opgøret være der. I bogen begyndte jeg at beskæftige mig med, hvad han er for en, og hvem han er i mig, siger Mikkel Frey. Han blev dog hurtigt klar over, at der ikke kom noget opgør. Det var snarere en proces, en livslang proces.

Hvorfor faren begik selvmord, er stadig et åbent spørgsmål for Mikkel Frey. Faren havde gjort oprør mod de borgerlige værdier, han var vokset op med i familiehjemmet i Rødovre og var blevet revolutionær på venstrefløjen. Her havde han mødt Mikkel Freys mor og var også blevet læge. Selvmordet var en kulmination på, at faren havde haft konflikter med sin afdeling på Rigshospitalet, hvor han arbejdede og forskede som hjertelæge. Til sidst var han blevet bortvist. Og hans kone – Mikkel Freys mor – havde bedt om en skilsmisse.

Hvordan var han som far?

– Jeg kan ikke huske særligt meget af den tid, jeg var alene sammen med min far. Men jeg var utryg ved ham. Han sagde alle sådan nogle ting, jeg ikke helt forstod. Det var dog ikke raseri eller skældud, men han havde et abstraktionsniveau, som et barn ikke havde en chance for at forstå. Men han var også en far, der tog mig med i naturen, og han spillede kort med mig. En far, jeg sad på skødet af og holdt i skægget på højskuldre, og en far, der cyklede med mig siddende på barnesædet.

Mikkel Frey blev gradvist mere utryg ved sin far op til selvmordet. Faren opførte sig psykotisk, var på medicin, og når han ikke fik medicin, var han hektisk og skældte heftigt ud – også på Mikkel Frey, 14 dage før han tog sit eget liv.

– Uden at være psykolog tænker jeg, at når man som barn får skældud på den måde, og at ens far så lige efter begår selvmord, så giver det grobund for, at selvhadet kan vokse, siger Mikkel Frey.

LÆS OGSÅ: Anjas mor gemte på en hemmelighed: ”Den griber stadig ind i mit liv”

Bare lad det være

Efter farens død gik Mikkel Frey fra at være et tryghedssøgende barn til at blive et barn, der var udadreagerende og i konflikt. Han brugte sin tid på at slås og regne ud, hvordan han kunne lave ballade uden at blive opdaget af lærerne. Han skiftede skoler flere gange og blev sendt til mange forskellige skolepsykologer. Konklusionen var ofte den samme: Mikkel skaber et hav af problemer for sig selv.

Når Mikkel tænker tilbage på det i dag, så tror han, at en af grundene til, at han havde svært ved at tackle selvmordet, var, fordi hele familiens reaktion på selvmordet var, at der ikke skulle tales om selvmordet, ud fra idéen om, at det gik over, hvis man lod være med at beskæftige sig med det.

– Selvmordet skulle ikke være en undskyldning for os alle sammen, det var sådan en formulering, vi havde i familien. Vi skulle videre, men jeg blev et symbol på, at der var noget galt, fordi jeg var udadreagerende. En ting var, at jeg opsøgte rollen, men jeg tror også, at jeg fik den af familien. Så blev fortællingen i familien noget med: ”Det er selvfølgelig hårdt med det selvmord, men det er altid noget, vi andre ikke har det lige så dårligt, som Mikkel har det.”

Skyggen følger med

Mikkel Freys taktik fortsatte op igennem ungdomsårene. Han blokkede alt ude, der havde med faren at gøre. Han blev samtidig en del af en ungdomsgruppe, der lavede småkriminalitet og hærværk. Om natten i weekenderne kravlede han ud ad vinduet og røg joints og drak øl med vennerne. Da han var 16 år, flyttede han, moren, morens nye mand og søsteren til Aarhus, og det var en lettelse for Mikkel at lægge Herlev bag sig. Selvmordet havde han også lagt bag sig. Udadtil.

– Jeg brugte den samme taktik som resten af familien. Hvis jeg lod være med at forholde mig til ham, så holdt han op med at eksistere. Jeg kan huske, at jeg sagde til folk: ”Ja, min far har taget sit eget liv, men det har jeg styr på.”

Indeni var der dog ikke styr på så meget. Som 17-årig fik Mikkel Frey sit første angstanfald. Det gjorde ham bange for, at der var en magisk forbindelse mellem ham og faren, og at der var kræfter inden i ham, som han ikke selv kunne styre, der ville få ham til at begå selvmord. Døden lurede hele tiden på ham, følte han og han måtte opfinde nogle magiske ritualer for at undgå den. F.eks. var det mange år næsten umuligt for ham at krydse Storebæltsbroen, og han blev nødt til at opfinde nogle ritualer, der ville forhindre ham i at springe ud over rælingen. For at blive angstanfaldene kvit pakkede han ting væk, der mindede om hans far: billeder af faren, farens elskede udstoppede sommerfugle, farens bøger.

Samtidig begyndte Mikkel Frey at få enormt dårlig samvittighed over alt, hvad han gjorde forkert, en dårlig samvittighed, der var helt ude af proportioner.

– Hvis jeg eksempelvis havde været i byen, og jeg var kommet til at spilde en øl på nogen, så opførte jeg mig, som om jeg havde slået nogle ihjel, fortæller han.

– Jeg havde det svært i sociale relationer. Det krævede enormt meget af mig at indgå i de sociale relationer, og jeg brugte enormt meget tid på at finde uf, hvordan jeg skulle være i relationerne. Samtidig havde jeg et meget heftigt selvhad. Jeg havde en adfærd, der handlede om at ødelægge mig selv.

Men han satte ikke selv sine problemer i relation til farens selvmord:

– Når man er traumatiseret, er det sjældent, man ved, hvad det handler om. Jeg havde en masse problemer, men jeg kunne ikke se, at det handlede om min fars selvmord. Jeg troede, at det handlede om, at jeg var forkert. Jeg troede, at hvis jeg pillede mig selv helt ned, så folk i virkeligheden vidste, hvem jeg var, så ville ingen vide af mig. Men når jeg så tænkte konkret på, hvad det var, jeg havde gjort, siden de ikke skulle vide af mig, så kunne jeg ikke rigtig komme på det.

Jagten på et frirum

Udadtil begyndte det at gå godt. Selv om Mikkel Frey aldrig fik nogen gymnasial uddannelse, lykkedes det ham at blive journalist, han blev vært på ”Deadline” på DR2, og han begyndte at få forhold til kvinder. Noget, der tidligere havde været svært for ham. Men i kærligheden spøgte hans fars selvmord stadig, selv om han forsøgte at skubbe det væk.

– I takt med at jeg skubbede mindet om min far væk, begyndte jeg at interessere mig meget for sanseverdenen. Jeg begyndte at sige til mig selv, at kærligheden kunne give mig et rum, hvor jeg kunne blive fri. Jeg troede, at hvis jeg mødte en bestemt kvinde, ville alting forandre sig. Og jeg mødte også mange søde og dejlige kvinder, og vi blev virkelig forelsket, og jeg var enormt god til at dyrke forelskelsen. Jeg kunne diverse kærlighedscitater og skrev digte til mine kærester.

Men ligegyldigt hvilken kæreste Mikkel Frey havde, endte det med, at han ikke havde tillid til, at kæresten elskede ham.

– Jeg kunne ikke på nogen måde tage imod kærlighed. Jeg var altid sikker på, at vedkommende ikke kunne elske mig, og så endte det med, at jeg skubbede hende væk, eller hun gik.

– Når jeg havde vanskeligheder med kvinder eller gjorde ting, der var hårde ved mig selv eller drak for meget i perioder eller ikke kunne holde ud at være på mit arbejde, så konstaterede jeg, at skyggen var inden i mig. Så hver gang jeg gjorde noget, f.eks. blev vred på en kæreste eller skubbede én væk, så blev det et tegn for mig på, at jeg var ligesom min far, siger Mikkel Frey, der ikke har nogen kæreste p.t.

Undervejs har der været mange faktorer, der har spillet ind på, at Mikkel Frey er et andet sted i dag. Han lavede nogle radioprogrammer om farens selvmord, der fik ham til at reflektere over, om forestillingen om et skæbnefællesskab med faren måske netop var en forestilling og ikke virkelighed, og for tre år siden opsøgte han en terapeut, der hjalp ham med at se, at det godt kunne være, at Mikkel Frey troede, at han var som sin far, men det behøvede ikke at være udtryk for, at det faktisk var tilfældet. Og at det heller ikke ville betyde, at han ville ende med at begå selvmord som sin far. At de var to forskellige mennesker.

– Lige så stille og roligt hjalp min terapeut mig et sted hen, hvor jeg kunne prøve at kigge på det. Der lærte jeg, at de reaktioner, jeg havde med magisk tænkning, snarere var forsvarsmekanismer og bundet af nogle tidligere oplevelser, end at der var tale om, at jeg med magiske ritualer i mig kunne bekæmpe trangen til selvmord.

– Jeg blev enorm lettet. Jeg tænkte: Gud, det kan godt være, at det slet ikke er så forfærdeligt!

Tilbage står det uopklarede spørgsmål om, hvorfor hans far valgte at tage sit eget liv. Og det mener Mikkel Frey, at han nok aldrig finder hele svaret på. Han begyndte dog at høre nogle familierygter i forbindelse med bogskrivningen, nogle grundlæggende fortællinger, der rykkede ved familiehistorien. Han fandt ud af, at hans farfar havde en dom for bedrageri og havde siddet i fængsel. Noget, som var blevet tiet ihjel i familien.

LÆS OGSÅ: Psykologens råd til selvmordsefterladte: Alle følelser skal frem – også de forbudte

Alting er forandret

At farfaren var svindler, stod i kontrast til det hjem, Mikkel Frey kendte i Rødovre, når han var hos sin farmor og farfar. Det var et ordentligt hjem med borgerlige værdier. Samtidig fandt han ud af, at familiens heltefigur, Mikkels oldefar, som efter sigende skulle have hjulpet jøder over til Sverige, i virkeligheden var værnemager. At familien havde gået og gemt på disse hemmeligheder i så mange år, betød også, at der var en enorm skamfølelse i familien.

– Min far voksede op med borgerlige værdier, ordentlighed og etikette, og så var hans egen far svindler. Min far holdt det hemmeligt, og min farmor har også kæmpet hårdt for at opretholde facaden. Min far byggede et liv op af skam. Jeg har valgt at fortælle om det i min bog, fordi familieskammen måtte høre op.

– Jeg vil nødig sige, at det var det, der slog min far ihjel, men jeg tror, at hvis man lever i et regime, hvor noget er totalt tabuiriseret, så er det meget let at lave en spaltning i sig selv også. Den kan jeg se, min far har lavet. Han var et splittet menneske, og den splittelse kommer i spil, da han får et sammenbrud på arbejdet, og min mor vil skilles, siger Mikkel Frey.

Hvor står han i dag efter bogens udgivelse?

– Jeg har det markant bedre, end jeg har haft det før. Selvhadet er blevet mindre, og min egenomsorg er blevet større.

– Alting er forandret, og så bliver jeg totalt overvældet, når jeg pludselig forstår, hvor skidt jeg har haft det i de år, hvor jeg troede, jeg havde det godt. Et andet godt eksempel er, at jeg tidligere projicerede mine egne problemer over på de kærester, jeg havde, og det er jeg holdt op med. Langt om længe forstår jeg, at jeg godt kan være ked af det uden at være forkert, siger Mikkel Frey.

LÆS OGSÅ: Anjas mor gemte på en hemmelighed: ”Den griber stadig ind i mit liv”