Familieliv
11. december 2019

Lola Jensen: 8 råd til en god julemåned med børnene

Jul kan være meget overvældende for børn med alt fra slikorgier til den helt uudholdelige forventningens glæde. Få familievejleder Lola Jensens bedste råd til at håndtere det.
Af:
jul

Onsdag, 11. december 2019 - 7:01 Udgivet første gang dec. 2015. Af Anne Romanelli

Skal din toårige gnaske økologiske agurkestave, mens de øvrige børn har hver sin godtepose til julehyggen i institutionen?

Hvor mange juleafslutninger i børnehave, gymnastikforening eller mødregruppe er det egentlig, de små har behov for?

Og hvordan løser man bedst den laaaaange ventetid selve juleaften?

Her får du familievejleder Lola Jensens 8 bedste råd til en god jul for børnene:

Før juleaften:

1) Julearrangementer
Julearrangementerne kan godt tage overhånd, så sorter i dem, men prøv at komme med til de vigtigste arrangementer, der er i børnenes regi. I hvert fald dem, hvor I kan forudse, at det ikke er sjovt for jeres barn at komme næste dag og være den eneste, der ikke deltog. Del jer op, ellers bliver det også et maratonløb for jer, hvis I har to-tre børn eller flere.

2) Spar de mindste for juleindkøb
Det kan være overvældende og også hårdt og kedsommeligt for de mindste at tage på julegaveindkøb til hele familien. Lav en tur, hvor du hjælper børnene med at købe gaver til de allernærmeste og på den måde lærer dem glæden ved at give. Dur bedst fra fireårsalderen og op.

3) Brug børnenes pynt
Julemåneden er stressende for de fleste voksne, men undgå at lade det smitte af på børnene. Gør i stedet december til en festlig og positiv tid for ungerne ved at lade dem pynte op derhjemme med alle deres kreationer fra børnehaven og vuggestuen. Byd de spraglede og måske tvivlsomme kunstværker velkomne, og overlad den stilrene jul helt i sølv til damebladene.

4) Begræns slikmængderne
Det kan næsten ikke undgås, at december bliver lidt mere usund end årets andre måneder, og måske kan man også være lidt 'large' og lade junior få en slikpose, hvis alle de andre børn i institutionen eller skolen får det. Begræns i stedet slikspiseriet derhjemme ved f.eks. kun at sætte en lille slikskål på bordet til jul. Har I fast slikaften fredag eller lørdag, så spring den over i december.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer vi bedst igennem juleaften med små og (halv)store børn

Selve juleaften:

5) Forventningens glæde
Det er godt at øve sig i at vente på jul og at kunne tilsidesætte egne behov. Husk dog at være fair. Træk ikke ventetiden ud i det pinefulde ved at stå og vaske op i det uendelige.

6) Giv et konkret tidspunkt
Når børnene juleaften for 10. gang spørger, hvornår gaverne skal åbnes, så er det ikke for at irritere. De vil virkelig gerne vide hvornår, så de har noget at forholde sig til. Fortæl dem helt konkret, at 'det er lige om lidt, når vi har spist risalamande og fjernet tallerkenerne'.

7) Gem gaverne til slut
Børnene skal have en vis alder, før de kan tåle synet af et gaveorgie under træet til jul. Nogle børn får feber af spændingen. Andre kaster op. Det er de færreste børn under fem år, der kan magte synet. Læg i stedet gaverne under træet til allersidst.

8) Børn kan ikke holde begejstringen
Kald ikke barnet utaknemmeligt, hvis han ikke jubler af fryd over gave nummer 11. Han er kun et lille barn. Der er grænser for, hvad han kan kapere.

Læs også: Sådan undgår du et vinterhalvår med snot og hoste

Læs mere om:

Læs også