"Min gode barndom kan ikke forhindre, at jeg altid vil føle en sorg over den måde, jeg kom til verden på"

Jeanette Søm Munk ved meget lidt om de første otte måneder af sit liv.

Hun ved kun, at hun som nyfødt i november 1971 blev fundet i Irans hovedstad, Teheran, foran en politistation på en trappesten.

Og at politibetjenten, der fandt hende, efterfølgende indleverede hende til et svenskejet børnehjem.

– Der fulgte ingenting med mig, ingen papirer eller dokumenter og ingen oplysninger om, hvem mine biologiske forældre er. På børnehjemmet vurderede de mig til at være cirka 14 dage gammel, så det blev besluttet, at jeg nok var født 11. november.

Men det er et gæt, så selv min fødselsdag er jeg usikker på. Jeg aner heller ikke, om jeg er født som muslim, kristen, jøde eller bahai. Eller om det er min biologiske mor, min far eller en helt anden, der lagde mig på trappestenen.

Fordi der ingen spor er, har Jeanette, som i dag er 49, aldrig bildt sig ind, at hun kan finde sine biologiske forældre og få at vide, hvorfor de valgte at give hende fra sig.

Det er et mysterium, hun må leve med. Hvad hendes livs begyndelse på et børnehjem har gjort ved hende, handler hendes bog, “Er du her stadig i morgen?”, om.

En bog, hun har fået en ghostwriter til at hjælpe sig med at skrive og selv har udgivet.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en dybt ulykkelig historie om de traumer, hun har fået som adopteret.

Eller om aldrig at kunne føle sig hjemme hos sine adopterede forældre eller i sit nye hjemland.

Jeanette understreger flere gange både i bogen og over for mig, at hun har haft så god en barndom, man nu kan have som adopteret, og er vokset op i et kærligt hjem, hvor hun følte sig elsket.

Men selv lykkelige adoptioner har en bagside. Det er det, hun gerne vil fortælle.

– Min gode barndom kan ikke forhindre, at jeg altid vil føle en sorg over den måde, jeg kom til verden på. En sorg, som jeg ved, andre adopterede og omsorgssvigtede også kan føle.

– Jeg vil også altid være præget af, at jeg tilbragte de første otte måneder af mit liv på et underbemandet børnehjem, hvor der ikke var tid til at give mig den pleje og nærkontakt, der er så vigtig for små børn.

Som Jeanette sidder her en sommerdag i sit lyse køkken i Valby, kan man godt se, at hun har udenlandske rødder.

På den anden side taler hun ravjysk med spor af noget københavnsk over sig og blender på alle mulige andre måder fuldstændig ind i sine danske omgivelser.

Hvor meget adoptionen har præget hende, gik da også først for alvor op for hende, da hun efter en årrække som pædagog uddannede sig til gestaltterapeut.

– I løbet af uddannelsen skal man selv i terapi, og for mig var det som en Pandoras æske, der åbnede sig. Pludselig forstod jeg meget mere om de problemer, jeg har haft, siger hun.

Men først vender vi tilbage til august 1972, hvor hendes danske adoptivforældre, Ole og Mette, tog ned for at hente hende i Teheran. Selv om det var en by i fremgang, var hendes forældre chokerede over fattigdommen.

– At det lige blev Teheran, de adopterede mig fra, er tilfældigt. De havde i forvejen adopteret min søster, som var dansk, og ville nu gerne have et barn mere.

Fra 1970 til 2010 blev der kun adopteret 75 børn fra Teheran til Danmark. Heraf alene i 1972, hvor Jeanette kom hertil, 35. Jeanette mener selv, det var udtrykket i hendes øjne, som blev hendes held.

Personalet på børnehjemmet fortalte nemlig hendes adoptivmor, at de børn, som blev udvalgt til at blive bortadopteret, skulle være sunde og raske og have liv i øjnene.

– Da vi kom til Danmark, viste det sig, at jeg var landet i den helt rigtig familie, den fornemmelse har jeg altid haft.

– Jeg voksede op i trygge og stabile omgivelser med rummelige forældre, der gjorde alt for, at min søster og jeg skulle trives.

Som fire-femårig spurgte hun sin mor, om hun havde ligget i hendes mave, og hendes mor svarede ærligt, at Jeanette havde ligget i en anden kvindes mave.

Det var med andre ord aldrig en hemmelighed, at Jeanette var adopteret og derfor havde mørkere hud og hår end de andre i sin klasse. Heller ikke hendes forældre havde dog mange oplysninger om hendes første levemåneder.

– Først som voksen har jeg via Facebook fået kontakt til andre, der boede på børnehjemmet i Teheran. De kunne fortælle, at vi lå på værelser i små grupper.

– Jeg ved også, at vi lå rigtig meget ned, og at mit hoved bar præg af det. Vi blev helt sikkert ikke stimuleret og trøstet nok, og der var ingen, vi kunne binde os til, sådan som et barn binder sig til sin mor.

Selv har hun aldrig haft lyst til at besøge stedet og har heller aldrig været tilbage i Teheran efterfølgende.

– I mange år lukkede jeg ned for alt det med min adoption og ville helst ikke beskæftige mig med det. Først under min uddannelse til gestaltterapeut fik jeg mod til at se tilbage.

Som barn havde hun mange indlæringsvanskeligheder, og selv om hun med tiden er blevet bedre til det boglige, har hun skullet kæmpe for at få sine uddannelser både som pædagog og terapeut.

– Jeg anede ikke, hvorfor jeg blev så træt af bare at se på en bog og havde svært ved at koncentrere mig. Men under uddannelsen mødte jeg en terapeut, der mener, at jeg har haft en slags posttraumatisk stress.

– Det giver god mening. Hvis min biologiske mor under sin graviditet fandt ud af, at hun ikke kunne beholde mig, må hun have været rædselsfuldt stresset, og de stresshormoner har hun overført til mig. Så allerede da jeg lå i hendes mave, fik jeg grundlagt et mønster, der påvirker mig den dag i dag.

I moderne psykologi ved man, at det første år i et barns liv er supervigtigt for dets evner til senere at modtage og give kærlighed.

– Som hittebarn har jeg aldrig oplevet den symbiose med min mor, som skulle give mig en grundlæggende tryghed og base, jeg senere trygt kunne gå på opdagelse ud fra.

– I stedet oplevede jeg stress og uro. Man kan gøre meget for at reparere på det i sit senere liv. Mine forældre gjorde afgjort deres ved at være så kærlige, men jeg tror altid, at noget af det utrygge bliver tilbage.

For Jeanette har det betydet, at hun blev tryghedsnarkoman og altid har haft et stort socialt behov.

– Jeg elsker at have mennesker omkring mig. Det kunne ikke gå stærkt nok med at få veninder med hjem fra skole, da jeg var barn, og jeg ville også gerne have en veninde med på ferie.

– På et tidspunkt var en god veninde hos sin moster, så gav jeg udtryk for, at jeg savnede hende og kom derhen. Jeg gjorde alt for ikke at være alene.

Frustrerende kærlighed

Jeanette mener også, at det er tiden på børnehjemmet, der senere har skabt rod i hendes kærlighedsliv. Længslen efter at smelte sammen med andre fik hende allerede som teenager til at brænde efter at få en kæreste.

– Men det var ikke nemt, for på den ene side ville jeg rigtig gerne indgå i et parforhold, men jeg var også bange for at blive forladt igen. Det er derfor, min bog hedder “Er du har stadig i morgen?”.

– Det spørgsmål har holdt mig vågen mange nætter, og ofte var min ængstelse med til at ødelægge forholdet. Jeg har overanalyseret mine parforhold og altid prøvet at forudse, om han mon var på vej væk.

Samtidig var hun ikke særlig kritisk med, hvem hun blev kærester med.

– Jeg kunne stå på et diskotek og tænke: “Ham der er vist kun ude på en ting, og jeg er jo mere til et fast forhold.” Alligevel gik jeg med ham hjem, fik det dårligt bagefter og følte, jeg havde svinet mig til. Veninderne fattede ikke, hvorfor jeg så ikke lod være. Men jeg var jo gennemsyret af mit behov for kærlighed.

Efter mange frustrerede år med korte forhold, som endte ulykkeligt, besluttede hun, at hun hellere ville være single.

– Men jeg var misundelig på mine veninder, der begyndte at stifte familie, for jeg havde en kæmpedrøm om at få mand og børn og havde regnet med at få mit første barn, inden jeg var 25. Det kom ikke til at ske, heller ikke da jeg var 30.

Endelig, da hun var tæt på 38, mødte hun Christian, som er den helt rigtige mand for hende, og som hun har været sammen med siden.

– Han er en, jeg kan snakke med og betro mig til, en, der gider lytte, og som foruden at være min mand også er min bedste ven.

De fandt hurtigt ud af, at de ville have børn sammen, men måtte kæmpe for det i nogle år, før hun midt i fertilitetsbehandlinger 42 år gammel blev gravid med Anna på naturlig vis.

– Hun er syv år nu, og andre af mine veninder har børn, der blev studenter her i sommer. Men jeg er så glad for, at det lykkedes.

– Selv om jeg også er stødt ind i problemer med at være mor. Jeg elsker min datter over alt på Jorden, men indimellem har jeg brug for at trække mig tilbage. Det stammer sikkert fra, da jeg lå på børnehjemmet og var overladt til mig selv det meste af tiden.

– Der lærte jeg at finde ro og trøst i at gå ind i mig selv. Når min datter bliver urolig, vil hun have kontakt, og det kan være svært for mig at rumme.

Undervejs i sit ægteskab og moderskab har hun også skullet lære, at det er normalt at skændes, og at verden ikke går under af den grund.

– I mange år var jeg en rigtig pleaser, fordi jeg var så bange for, at uenigheder og vrede ville få folk til at gå deres vej. Men det er gået fremad også på det punkt.

Dårligt selvværd

Længslen efter at vide, hvor hun kommer fra, fylder ikke ret meget mere.

– Men måske er det for at beskytte mig selv mod skuffelser, jeg siger det. For hver eneste lille ny oplysning, jeg får, rumsterer jo rundt i mig.

– Mens jeg researchede til min bog, kiggede jeg nærmere på nogle papirer og fandt ud af, at jeg vejede 2,5 kg, da jeg blev indleveret til børnehjemmet. Det var et kæmpe chok at se sort på hvidt.

Da Jeanette var barn, kunne hun også få det mærkeligt, hvis hendes forældre snakkede om adoptionen, endda selv om hun måske selv havde spurgt til den.

– Så gik jeg ud og græd i nogle håndklæder. Jeg ville ikke vise dem, hvor ked af det jeg blev, for jeg var jo glad for dem. Stadig i dag kan jeg have svært ved at svare, når fremmede folk spørger, hvor jeg kommer fra.

– Jo ældre jeg er blevet, jo mere føles det som noget privat. På et tidspunkt vil jeg måske gerne have en dna-test og finde ud af, hvad mine rødder er.

– Jeg kunne godt tænke mig at vide, om jeg er mest perser, eller der også er noget andet i mig. Men samtidig er jeg nervøs for, hvad jeg finder ud af.

Som terapeut har hun i dag specialiseret sig i at hjælpe unge og voksne adopterede.

– Og jeg kan se, at vi alle er kendetegnet ved at have et dårligt selvværd. Vi føler alle nogle gange, at vi skal gøre noget ekstra for at have ret til at være her.

Hun håber, at hun ved at fortælle sin historie i bogen kan være et spejl for andre med lignende problemer.

– Jeg vil gerne gør det mere kendt, at man også med en tryg og god opvækst hos adoptivforældre kan slæbe en ulykkelig bagage med sig.

– Det betyder ikke, at man er dømt til et ulykkeligt liv, men at man kan støde ind i problemer, der bliver ved med at spænde ben for én, indtil man bliver bevidst om dem og gør noget for at slippe af med dem.