Familieliv
17. oktober 2024

Når man har været lagt ned som familie på grund af “noget med maven”, så tager man ingen chancer

Som børnefamilie kan det sommetider virke som om, man ikke laver andet end at vaske hænder dagen lang. Det er skod. Men alternativet er langt værre.
Af: Thomas Balslev
thomas balslev klumme

Foto: Kristina Pedersen

Min bedste ven har lige købt et hus langt ude i skoven. Nu bor han der sammen med sin lille familie, langt væk fra mig og storbyens larm. Hver anden dag sender han mig et billede af nogle vilde kantareller, han lige har plukket i skovbunden. Det er hans måde at propagandere på, fordi han håber, at jeg også flytter min familie ud på landet til ham.

Her den anden dag opdagede han, at der luskede nogle unge fyre rundt ude på hans grund (som er ganske stor). Med snuden i græsset gik de og sankede, som det hedder, men på deres blotte udseende kunne han se, at de her to fyre ikke var normale svampeentusiaster. De var ikke naturens rene børn på den måde. De lignede mere nogle, der måske lige havde hørt en plade med Bob Marley.

Da de var forduftet, gik min ven ned til det område, hvor de havde været, og ja, så fik han bekræftet sin fornemmelse: Gutterne var ikke taget hjem for at lave champignon a la creme, de var på vej på syretrip. Jordbunden var nemlig mere eller mindre fuld af spids nøgenhat, den her temmelig psykedeliske svamp, som kan være bevidsthedsudvidende og sådan noget. Har jeg hørt.

Nå, men det er jo fint nok. Men som sindig familiefar kan man jo godt blive lidt bekymret for, at ens børn kom for skade at få fingrene i den slags, når de alligevel er ude for at lege på græsset. Én ting er to rollinger på 3 og 5 år, en anden ting er to rollinger på svampetrip.

Lad mig bare sige det helt kort: Det er ikke det, man har brug for som børnefamilie. Man kan godt argumentere for, at det i forvejen kan være en temmelig psykedelisk oplevelse. Jeg tror for eksempel, jeg hallucinerede lidt under aftensmaden i går.

Sådan er det bare, men man gør selvfølgelig sit for at holde problemerne i ave, når man har små børn, og én af de allermest grundlæggende ting, man foretager sig i det henseende er simpelthen at vaske sine hænder. Man vasker sine hænder hele tiden. Man vasker andres hænder.

Igen. Og. Igen.

Jeg kigger ofte på mine hænder og bliver grebet af nostalgi, fordi de ligner nogle, der kunne sidde på en 82 år gammel kvinde. Jeg er bange for, at huden på mine hænder aldrig bliver den samme igen.

Men ved du, hvad jeg er endnu mere bange for? Hvor mine børns hænder har været. Den slags ved man ikke nødvendigvis som forældre. Men når man engang imellem kaster et blik på sin 3-årige, der ligger alene i stuen og ser fjernsyn uden en trevl på kroppen, så får man jo et indblik i, hvor de sommetider befinder sig. Og det er sådan set fint nok.

Det betyder bare, at jeg personligt er blevet ret optaget af, at mine børn vasker deres hænder – og gerne grundigt – inden de spiser aftensmad med os andre eller foreslår, at man leger tandlæge med dem.

Når man først har prøvet at være lagt ned som familie på grund af “noget med maven”, så tager man ikke nogle chancer, når det kommer til håndhygiejne. Selvom jeg normalt anser mig for at være et rimelig kompromissøgende menneske, er der ingen forhandlinger ved håndvasken. Der skal bare skrubbes. Sådan er det.

Når jeg tænker over det, er det egentlig vildt, hvor meget håndvask fylder i mit liv, efter jeg har fået børn. Jeg husker det ikke som noget, der rigtig fyldte i mine tyvere. For et stykke tid siden læste jeg faktisk en lidt spektakulær historie om nogle unge kvinder, som ikke rigtig gad at vaske hænder efter toiletbesøg, fordi de havde gellak på fingrene og ikke kunne lide at have våde og kolde hænder.

Det skabte en del furore på internettet og i tabloidpressen, hvilket nok også skyldtes, at det punkterede nogle fordomme, men det siger også noget om, at der – uanset hvor kedeligt det virker – er store følelser på spil, når mennesker har med håndvaskning at gøre.

Det er en central del af vores civilisation og kultur, at vi har rene hænder, men guderne skal vide, at det ikke er en kulturel overlevering, som finder sted i stilhed. Børn spasser ud, når de skal vaske hænder. For en på 3 eller 5 er det praktisk talt tortur hver anden gang, de skal gøre det. Og hver anden gang leger de så i stedet med sæben i 10 minutter, hvilket heller ikke er fordelagtigt, når man skulle være på arbejde for 10 minutter siden.

For leden spurgte min søn mig, hvad hjemløse egentlig gør, når de skal vaske hænder, “for de har jo ikke noget badeværelse”. De vasker nok ikke så meget hænder som dig, sagde jeg, hvortil han replicerede, “men det skal man jo.” Det kunne jeg jo kun give ham ret i. Og det siger jeg selvsagt ikke for at bebrejde dem, der ikke har den mulighed, men for at sige, at det dybest set også er en luksus at have rene hænder.

Det argument havde jeg nu ikke held med at indpode i min søn. Han er stadig mere af den overbevisning, at håndvaskning, billedligt talt, stinker.

Til gengæld har han fundet glæden ved at rense negle med en neglerenser, og det kan godt være, det umiddelbart kan lyde lidt neurotisk, men det afspejler en efterhånden vigtig værdi i min tilværelse. Far er stolt.

Problemet er som bekendt, at det sjældent holder særlig lang tid ad gangen. Livet er bogstaveligt talt fuld af skidt og lort, og derfor kan det nogle gange godt føles lidt som om, man ikke laver andet end at vaske hænder, vaske tøj og vaske op i en børnefamilie.

Det er jo i sig selv ganske syret.

Læs mere om:

Læs også