Parterapeuten: Vi stiller sindssygt høje krav til, hvad kærligheden skal være

Er der mon noget andet derude?

En større og mere rigtig kærlighed end den, vi i årevis har levet med i et ægteskab, der ikke længere er nyt og spændende?

Det er der mange af os, der tror i dag, mener parterapeut Katrine Axholm.

– De ældre generationer var gift under meget anderledes vilkår, end vi bliver det i dag. Det betød, at de ikke stillede lige så høje krav til kærligheden. Fordi vi i dag lever så meget i overskud og er så privilegerede i vores del af verden, har vi muligheden for at stille høje krav til tilværelsen og dermed også til kærligheden, siger hun.

Katrine Axholm mener, at vores forestilling om, hvordan kærligheden skal være, samtidig bliver fodret af popsange, film og serier.

– Vi dyrker stadig den eneste ene … “og så levede vi lykkeligt til vores dages ende”. Vi har et urealistisk billede af, hvad kærligheden skal kunne. Vi forestiller os, at det ene menneske, som vi på et tidspunkt i vores liv forelsker os i, skal være vores samtalepartner, vores wingman, vores bedste ven, vores sparringspartner, forælder til vores børn, vores fortrolige og vores sexpartner gennem et helt liv. Vi stiller sindssygt høje krav til, hvad kærligheden skal være, siger hun.

Der er ifølge parterapeuten ikke som sådan noget galt i at stille krav til kærligheden og ægteskabet, men hun oplever, at der ofte er tale om forventninger, der er svære at indfri.

– Det betyder, at mange mennesker bliver skilt, ikke fordi de er ulykkelige, hvor de er, men fordi de har en forestilling om, at de kan få noget bedre. Vores bedsteforældre blev skilt, hvis manden spillede, gik på druk eller havde en affære. I dag bliver mange skilt, fordi de tror, at de kan få mere kærlighed et andet sted. Og det er bare langtfra altid tilfældet, siger Katrine Axholm.

Hendes erfaring er desuden, at hendes klienter fokuserer meget mere på fejl hos den anden person end på, hvad de selv gør.

– Vi har en forestilling om, at kærlighed er noget, der skal komme fra en anden: Du skal dække mine behov. Du skal se mig, du skal respektere mine grænser, du skal fylde mig op, du skal elske mig på en måde, der gør, at jeg føler mig set og hørt og værdifuld og holdt af.

Hvor kommer kærligheden fra?

Når vi ikke får den anerkendelse, vil mange forsøge at tigge og bede om den, måske endda trygle, manipulere og i sidste ende trække os.

Ifølge Katrine Axholm har vi et for stort fokus på, hvad den anden skal give eller gør forkert.

– Vi har en idé om, at kærlighed skal komme fra en anden. Og så længe vi har et billede af, at den vigtigste kærlighed er den, vi får fra et andet menneske, gør vi os afhængige. Når vi så ikke får den kærlighed på den måde, vi gerne vil have den, begynder det at slide på os selv og på vores selvværd, siger hun.

Det kan i sidste instans få os til at miste vores tiltro til kærligheden overhovedet, og så kan vi vælge at bryde med kærligheden eller ægteskabet.

Spørgsmålet er, hvorfor bliver vi overhovedet gift med så dårlige odds?

De færreste af os ville formentlig investere i en virksomhed, der stod til at gå konkurs, eller sætte vores børn i en skole, hvor 50 procent af eleverne dumper afgangs­eksamen.

– Vi bliver gift, fordi vi ikke er spor rationelle. Vi har en drøm om, at det kan lykkes, fordi vi er forelskede, og hormonerne kører rundt i kroppen, og vi har en forestilling om kernefamilien, og hvor vidunderligt, det kan blive. Vi er nok lidt naive, siger Katrine Axholm.

Det er ikke, fordi vi ikke vil kæmpe for ægteskabet, men vi kæmper for det forkerte, mener hun.

– Når du bliver ved med at sige til Claus, at du savner det eller det, eller du ikke bryder dig om, når han gør det eller det, så er det ikke at kæmpe. Det er at blive hængende i den samme nedadgående spiral. At kæmpe er at tage ansvar og sige: “Jeg er villig til at tage ansvar for det, der er min andel i, at jeg har det sådan, som jeg har det i mit parforhold”, siger hun.

Men hvad nu, hvis den anden ikke er villig til at kæmpe og på samme måde kigge indad?

– Selvfølgelig kan man nå til et punkt, hvor man har taget så meget ansvar og er blevet så afklaret med sig selv, at man ikke har lyst til at være i et forhold, fordi det er for ulige, eller den anden person ikke er villig til at arbejde med sig selv, siger Katrine Axholm.

Hun er dog aldrig den, der i sidste ende dødsdømmer et ægteskab, for selv om der kan være problemer, som synes uløselige, kan det for nogle løses alligevel.

– Det er ikke min opgave at vurdere, om et par skal forlade hinanden, men jeg kan godt i mit stille sind tænke, at “det her er virkelig op ad bakke”. Samtidig kan jeg i et sådant tilfælde høre fra parret tre år efter, at de pludselig har det godt, mens andre, som jeg har tænkt var på rette vej, er gået fra hinanden, siger hun.

Fokus på børnene

Et af de større temaer, når det handler om skilsmisser, er, hvad der er bedst for børnene.

Men det handler ikke nødvendigvis om, at man skal blive skilt på det rigtige tidspunkt, når man har børn, mener Katrine Axholm.

– Børn kommer til at sørge over, at deres forældre går fra hinanden, uanset om de er 2, 8 eller 17 år. Det, der er vigtigt, er, om forældrene er voksne og ansvarlige, når de bliver skilt.

Det handler ikke nødvendigvis om, at man skal spise familiemiddage sammen en gang om ugen.

– Børn vil altid ønske, at deres forældre bliver sammen, så hvis man bliver skilt, handler det om, at man ikke taler grimt om hinanden eller hænger den anden ud. At man er ansvarlig og tager sig af sin egen sorg og tab og vrede uden om børnene. Så skal de nok klare en skilsmisse.

Hvis man kan se, at skilsmissen ikke kan undgå at blive “grim”, er det ikke nødvendigvis en god ting at vente med at blive skilt, til børnene er større.

– Vi er forbilleder for vores børn i forhold til bl.a. kærlighed, relationer og grænser. Og hvis vi lever i en usund relation, lærer vi vores børn om usunde kærlighedsrelationer. Børn er meget bedre tjent med, at mor tager ansvar for sig selv og siger: Jeg vil ikke leve i en giftig eller ubehagelig relation, og derfor beslutter jeg mig for at gå. Det kan godt være, det bliver grimt, men så må man tage den derfra, siger Katrine Axholm.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 41/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.