Fire dage efter sidste stråle-behandling var Matilde Kimer tilbage på arbejde: "Det eneste, jeg havde lyst til, var at være til nytte"

Håret er vokset ud igen. Det er også slut med de kunstige øjenvipper. Det er godt et år siden, Matilde Kimer kom tilbage til udenrigskorrespondent-jobbet i DR efter ni måneders mildt sagt alvorlig sygdom.

Hun har også for længst fået sin presseakkreditering til Ukraine tilbage. Den mistede hun ellers kortvarigt, lige før hun blev syg, fordi nogen i det ukrainske efterretningsvæsen pludselig mente, at hun var spion. Det var hun så alligevel ikke.

Matilde kan til gengæld ikke rejse ind i Rusland før 2032. Hun blev udvist et lille halvt år efter Rusland invaderede Ukraine – formentlig fordi det russiske system ikke kan lide journalister, der ikke blindt accepterer systemets udlægning af pravda, som sandhed hedder på russisk.

Hun og familien var faktisk flyttet til Moskva, men hun havde lige nået at få familien sendt hjem til Danmark inden invasionen. Så blev hun selv deporteret.

Og kort inden da? Var der også lige skrækhistorien om lejeren fra helvede. Den kvinde, der angiveligt var advokatsekretær og alenemor og havde lejet familiens hus igennem et velrenommeret udlejningsbureau, mens de selv var udstationeret i Moskva, viste sig at drive bordel fra adressen i Hvidovre.

Omfattende skader i huset, ødelagte møbler og hvidevarer, smadrede døre og total desinfektion efter efterladte ”remedier” og tydelige spor af, hvad huset havde været brugt til, kostede familien en kvart million kroner.

Fokuseret på håbet

Så måske er det meget naturligt, at det lyder, som om Matilde Kimer løber, når hun taler. Som om alt det, der er sket, både skal siges HØJT, for så er det sagt, men samtidig skal det også lægges bag hende, børstes af. VIDERE!

Hvordan ser verden ud lige nu?

– Hmm … dirrende. Jeg synes, den er uforudsigelig og angstprovokerende på mange planer, og så er den på vores kontinent præget af …. uvenskab og magtkamp, som jeg tror, vi havde en følelse af, ikke rigtig gjorde sig gældende her. Det har vi jo fået en kæmpestor lektion i, at det gør. Putin har trukket Rusland ud i en kæmpestor voldspsykose.

Men helt i Matildes ånd – så lad os fokusere på håbet:

– Zelenskyj er en Rambo i undermålerudgave, og det har betydet så meget for den jævne ukrainers tro på, at ”okay, hvis den lille fjollede komiker, der spiller klaver med sin diller, kan – så kan jeg også”. På den måde kan man sige, at frygt er voldsomt smitsomt. Men det er mod også. Og dét har han lært ukrainerne.

Hvad gør dig allermest frustreret i dit arbejdsliv?

– Det mest frustrerende er, at jeg ikke kan dække det land, jeg har brugt to årtier af mit liv på at blive klogere på, men jeg ved ikke, om min chef og jeg ville turde, at jeg var i Rusland nu, hvis jeg faktisk måtte. For tre år siden boede jeg i Moskva med min familie. Der var masser af ting at kritisere ved den russiske ledelse, men det var ikke sådan, at jeg tænkte, at jeg var i højrisiko. Det er jeg nu. Vi har vestlige medie-kolleger, som fortsat har en korrespondent i Moskva, og som hver eneste dag balancerer på sabelspidsen i forhold til, hvad han/hun må sige. Der er meget behersket bevægelsesfrihed og endnu mere behersket ytringsfrihed. Og er det så værd at sende et signal om, at man kan være der?

Deportationen i august 2022: Matilde ankom til Moskva, men kom aldrig igennem lufthavnen. Hun blev simpelthen fysisk eskorteret ud til et fly. Trods magtdemonstrationen var hun ikke bange.

– Jeg var vred og enormt ked af det, men jeg ville ikke have, at FSB-folkene skulle se, at jeg var ked af det, så jeg var mest vred. I hvert fald udadtil. Jeg græd en lillebitte smule, da jeg var blevet losset ombord i det dér Turkish Airline-fly. Men det var mest, fordi jeg sad med en rigtig god, ældre ven i røret. Jeg skulle have været til middag hos ham, og han sagde, at nu troede han ikke på, at han fik mig at se igen. For han er ikke rask, og jeg var blevet udvist for 10 år, og den tidshorisont virkede uoverstigelig.

Hvordan har du det selv nu?

– Fysisk? Der har jeg det sgu godt. Jeg har hår og alt muligt, ha ha, det er så dejligt. Jeg havde min sidste kræftbehandling i september 2023, og 7-9-13, så lykkedes det.

Matilde havde lymfekræft som teenager. Og kræftceller i skjoldbruskkirtlen i begyndelsen af 2022. I december samme år viste ”bæstet” sig så igen.

– Jamen, nu havde jeg tarmkræft.

Det er ufatteligt, hvad du skal igennem?

– Jeg har også indsendt en officiel klage til min mor over, at hun har produceret sådan en mandagsmodel. Hvis det ikke er det ene, der bryder sammen, så er det det andet. Men indtil videre er det lykkedes med trisser og gaffatape at få mig repareret igen.

Matilde er ret cool om forløbet med skjoldbruskkirtlen. Hun var i Ukraine, da hun, 10 dage inden Rusland invaderede landet, fik at vide, at ”den underlige ting” i hendes hals var celledelinger og skulle opereres ud.

– Og hvis ikke det var, fordi, min mand nærmest hoppede på mig i røret, var jeg sgu nok ikke kommet hjem til Danmark til den operation. For det var ikke en hurtigt voksende ting, altså det var ikke kritisk, vel? Der var et land her, der måske ville bukke under, og jeg syntes, det var tæt på fysisk smertefuldt at skulle rejse hjem for at få den operation. De opererede det ud, og det var det. Det kunne nærmest ikke en gang kategoriseres som kræft inde i mit hoved i hvert fald. Det var bare ”ud med dyret, du er færdig”. Tjek og biopsier bagefter, men det var også det. Men bagefter måtte jeg ikke løfte noget og ikke flyve i 14 dage.

Der var vel andre, som ville have kradset på døren for at komme ind på operationslejet?

– Jeg var godt med på, at det var alvorligt. Men i et større perspektiv var det jo ikke en skid. Det var bare mig. Det var bare ét menneske. Punkt to: 14 dage fra eller til ville ikke betyde noget, det var ikke en akut situation. Og det var edermame vildt at være i Kharkiv og nærmest kunne høre kampvognene trille mod byen. Det var så meget større end noget, jeg selv kunne fejle.

Okay så. Men tredje gang?

– Ja, DET var så lidt en anden historie, for det blev opdaget meget sent.

Matilde havde ondt i maven, men hun var selv ret sikker på, at det var psykosomatisk – udløst af umulige arbejdsomstændigheder: At hun ikke længere måtte rejse ind i Rusland.

– Oven i havde jeg den ”vidunderlige” hændelse, hvor en ukrainsk efterretningstjenestemand, mente, at jeg var spion. Jeg havde det bare sådan: ”Nu stopper I fandeme, det er da utroligt med jer”. Så jeg var bare sikker på, at det var min ”ked af det-hed”, der gav mig så ondt i maven.

Hun var til et par undersøgelser, der ikke viste noget. Før en biopsi i december 2022.

– Og så gik det stærkt. Det er første gang i mit voksenliv, at jeg har lagt min telefon, alle nyhedsbureauer og alle sociale medier fra mig og sagt: ”Okay, nu er der EN opgave – og det er at overleve”.

For:

– Lægen sagde: ”Det her er rigtig, rigtig skidt, det er så skidt, at jeg ikke kan komme med nogen garantier”, men hun ville give det en chance. Hvis jeg troede på det, så troede hun på det, men jeg skulle være forberedt på, at behandlingen var livstruende, fordi stråledoserne og kemodoserne, som vi var nødt til at anvende, var så voldsomme, fordi jeg var så langt henne i sygdomsforløbet; jeg var i stadie fire. Så … jeg måtte ud at hænge ud over klippen, hvis vi skulle have fat i den. Hun sagde også, at uden behandling ville jeg ikke overleve 2023. Og dét ville jeg gerne.

Der var børn, mand, liv og perspektiver at tænke på. Og de syv-otte dage, det tog, fra ”den meget ufede samtale” til behandlingen startede, føltes alt, alt for lange.

– Lægen havde sagt, at det eneste, jeg selv kunne gøre, var at sørge for at få masser af protein, fordi jeg ville blive nedbrudt af behandlingen, så det første, min meget søde og også halvdesperate ægtefælle gjorde,, var at tømme Føtex. Jeg tror, han var væk i tre timer, han kiggede nærmest på alle varegrupper, for jo mere protein, han kunne få i mig, des bedre. Han kom hjem med nødder, skyr, proteinboller, klam klam proteindrik (jeg har aldrig kunnet få en proteindrik ned), og han havde købt 18 varianter! Men det var jo, fordi der var noget, man kunne gøre SELV. Jeg lå ikke bare der og var et stykke kød, der skulle grilles, gasses og forgiftes. Så vi prøvede begge to at fokusere på det, vi selv kunne gøre – og gøre det. En krop, der ikke vejer noget, kan ikke stå imod. Jeg vidste, at hvis jeg og min krop skulle vinde over det her bæst, der havde besat mig, så var jeg nødt til at spise.

– Jeg prøvede også så vidt muligt at være praktisk. Når jeg ikke havde alt for ondt, kunne jeg finde på at gennemgå vores økonomi – hvis jeg nu ikke kom tilbage fra det her. Det syntes min mand var alt for kynisk, så det måtte jeg jo ligesom kigge på.

Og så fulgte seks uger med kemo og stråling.

Hvordan havde du det?

– I starten havde jeg det … kun lidt dårligt. Ej, jeg havde ondt … jeg havde rigtig ondt.

Matilde havde også fået at vide, at det var vigtigt, at hun bevægede sig en halv time om dagen. Kom op at stå. Kom i bevægelse

– Og det prøvede vi jo, indtil jeg bare … indtil han måtte …

Bære dig?

– Ja. Og så prøvede vi at være så ærlige, som man nu kan holde ud at være med hinanden. Så når han mistede modet, var jeg stærk. Og omvendt.

Hvad sker der med kærligheden i den situation?

– Jeg synes, jeg mærkede kærligheden hele tiden. Selv i ækle proteindrikke. Men … altså frygt og smerte kan meget hurtigt komme til at styre. Og jeg havde altså rigtig ondt. Vi havde et håndklæde, som jeg kunne tage i munden, når det gjorde så ondt, at jeg var nødt til at skrige – for at børnene ikke skulle høre det. Når jeg signalerede: Det er nu!, var det håndklædet i munden, så jeg kunne dæmpe mig, og så skyndte han sig at sætte musik på inde i stuen og skrue op, så skulle den bare have fuld Metallica. Børnene vidste jo godt, at jeg havde ondt, det kunne de se på mig, men de behøvede ikke at høre, hvor ondt. På hospitalet havde de strålet hele mit fordøjelsessystem, der var ikke så meget hud tilbage. Det gjorde nas. Det gjorde rigtig nas.

Hvornår kunne I se lys for enden af tunnelen?

– Jamen … det troede vi, at vi kunne i maj 2023. Der var jeg til scanning. Men den viste så, at det havde spredt sig til leveren. Det betød, at jeg skulle have en rigtig saftig omgang kemo mere hen over sommeren. Der var snak om, at de skulle skære 80 procent af min lever ud bagefter. Det, syntes jeg, godt nok lød lidt ubehageligt, men så blev jeg indstillet til en helt ny strålemaskine, som med kirurgisk præcision kunne skyde stråler lige ind i den lille metastase, der var begyndt at slå lejr. Jeg kom ind i den mirakelmaskine, og så har alt været godt lige siden.

Er du bange for at det kommer igen?

– Ja. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Men … ni ud af ti dage er jeg i stand til at sige: ”Jeg har lige fået en ny lækker scanning, der frikender mig, jeg har lige købt mig tre måneder mere som kræftfri”. Jeg prøver i hvert fald at nå hen til at være afklaret om, at jeg spiller i forlænget spilletid. Og jeg kan finde på alle mulige sjove krumspring for, at den dommer bare bliver ved med at lægge år til. Statistisk set er det en for skør krop, jeg har fået stillet til rådighed. Den er fandeme dum. Men den har holdt til alt det, den er blevet budt. Så selv om den laver ballade, har den jo båret mig igennem. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg er her. Det var et forfærdeligt forløb rent fysisk, men jeg er SÅ glad, så taknemmelig over, at jeg fik den onkolog, der sagde: ”Ej, vi prøver sgu”. For jeg fik jo også at vide, at det ikke var alle lægerne i det lægeplenum, der havde ment, at det var smerterne værd, fordi man måske ikke troede på, at man ville kunne fikse mig. Men hun troede på det, og … kroppen holdt.

Og sindet med. Matilde siger, at det er lykkedes hende at være ”disciplineret syg” – de fleste dage.

– Jeg har også haft dage, hvor jeg bare klappede sammen og grædt og syntes, at nu kunne det fandeme ikke være min tur til at have ondt mere, der måtte være nogle andre nu, der gad at have ondt for mig. Eller i hvert fald af mig. Men … jeg prøvede at være ret nøgtern de fleste timer de fleste dage og sige: ”Okay, jeg har ikke bedt om det her, it is as it is, hvordan kan jeg bedst fikse det?”. Jeg skal ikke bedrage mig selv, når jeg står der og har en dødsdom hængende lige foran mig – men jeg skal være positiv og optimistisk, så langt jeg kan. Det var ikke alle dage, det lykkedes, men de fleste dage gjorde det. Jeg har prøvet ikke at synke ned i alt for meget ynk, for det er ikke sundt: ”Åh, hvorfor mig igen?”. Ja, hvorfor – er der nogen, der har et svar? Nej. Og ynk gjorde ikke noget godt.

Matilde var sygemeldt fra sit arbejde i ni måneder.

– Jeg kom tilbage, fire dage efter den sidste strålebehandling.

Fire dage?

– Jamen, der startede vores udlandsseminar.

Følte du dig rask?

– Nej-neeej, jeg havde jo virkelig ikke noget hår og ikke nogen øjenvipper. Min søde, store pige, som er meget mere feminin end mig, havde fortalt mig, at jeg kunne købe falske øjenvipper. Jeg havde det lidt sådan: Gad jeg ligne en nøgen ørkenrotte til vores udlandsseminar? NEJ. Så til det her seminar var jeg pivskaldet, men med flotte, flotte, falske øjenvipper. Og jeg havde også bare virkelig brug for at lave noget journalistik. Nu var det jo ikke, fordi krigen var gået væk, eller vigtigheden af mit ressortområde på nogen som helst måde var blevet mindre, så jeg ville bare gerne tilbage på arbejde. Efter ni måneder som patient ville jeg bare rigtig gerne være Matilde, og en meget stor del af Matilde er at være journalist. Jeg kunne sagtens have sagt til min chef: ”Der går lige en måned eller to eller tre mere”. Men det eneste, jeg havde lyst til, var at være til nytte. Jeg synes jo, at det, jeg laver, er vanvittig interessant og megavigtigt.

Var det sårbart at gå på skærmen?

Matilde lyder nærmest overrasket ved tanken, da hun svarer:

– Ja, det var det faktisk. En af de første dage, jeg var tilbage på job, var jeg studievært med virkelig kort hår. Og falder på Twitter over et eller anden fjols, der skriver: ”Ej, det er virkelig ikke klædeligt, at hun har klippet sit hår”. Hvor jeg bare tænkte: ”Åh, så er vi tilbage”. 99 ud af 100 ville nok godt kunne have regnet ud, at det ikke var, fordi jeg var kommet galt af sted med en barbermaskine, vel? Men jeg havde det lige et kort øjeblik sådan: ”Fuck, et skaldet hoved er det eneste, folk ser, de hører overhovedet ikke, hvad jeg siger, det er fuldstændig lige meget”. Men okay, det var én, og hvad så? Der har været mange tåbelige kommentarer igennem årene, men der har også været 10.000 fede. Tillidsfulde og opmuntrende ord.

Matilde har ikke brugt paryk i forløbet.

– For jeg er ikke en parykpige. Jeg var egentlig ret inspireret af en sygeplejerske, jeg mødte i Ukraine. Hun havde bare barberet sig korthåret, fordi hun arbejdede på en kræftklinik, og sagde: ”Man kan sagtens være smuk uden at have hår, det er noget pjatfis”. Og sådan prøvede jeg i hvert fald også at have det. Selv om jeg jo godt kunne kigge mig i spejlet og tænke: ”Det kunne være sjovt, hvis der en dag kom en kvinde frem i spejlet igen”. Men så måtte jeg bare pensle mine manglende øjenbryn op og lime nogle øjenvipper på. Det kan godt være, jeg lignede en, der havde været oppe at slås med min mands barbermaskine, men det vigtige for mig var, at dét ikke skulle bremse mig.

Igennem de ni måneder sygdom var der, siger Matilde, nærmest en ”kortege” af mennesker, der kørte hende til kemo, stråling, prøver og så videre. Hendes mand, hendes bror, hendes svigerinde. Og hendes mor.

– Jeg har nogle meget fine billeder af os: Min søde mor prøver at fremtvinge et smil, mens jeg sidder helt grå og skaldet ved siden af. En af de ting, jeg først har fattet og tænkt over som supervoksen, midaldrende faktisk, er, hvor glad jeg er for, at jeg som mor ikke selv skal udholde, at et af mine børn er igennem det, jeg har været igennem. Jeg ville ikke vide, hvilken kropsdel jeg skulle slå knude på for at holde det ud. Men det gør min mor jo. Igen. Hun skulle jo også gøre det, da jeg var teenager. Der er hun også sej.

Matildes forældre blev skilt, da hun var syv, så hun voksede op med sin mor og hendes værdier.

– Så opdragelse, vil jeg nok mene, var min mors ansvar. Hun var egentlig sådan lidt en hippie, og det er jeg ikke. Hun opdragede mig og min bror til, at vi skulle tro på vores drømme, men vi skulle også vide, at drømme ikke var noget, der lige landede på hovedpuden og blev til virkelighed. Hun var sådan lidt: ”Du kan, hvad du vil, men ikke gratis, så sæt i værk. min ven! Der er ikke noget, der kommer af sig selv. Hvis noget er værd at kæmpe for så bevis det”. Det med at turde. Og at prøve ting af. Og vide at det ikke er alt, der lykkes i livet – men at det er fint sådan. Det har egentlig været et pejlemærke.

Matilde er tilbage på skærmen. Fordi hun vil. Fordi verdens tilstand i den grad fortjener vores opmærksomhed. Hun er i hjelm og skudsikker vest, når det er nødvendigt. Og med den sædvanlige aftale med familien derhjemme: Hvis noget arbejdsmæssigt potentielt kunne være farligt, siger hun det. Men først bagefter.

– Så skal min mand ikke sidde og være skidebange, for det er ikke rart. Det er heller ikke rart for mig at tænke på, at han er bange for, om der sker mig noget. Men nu har vi haft mange år til at øve os, så vi er blevet ret gode til, at jeg ikke overinformerer på forhånd. Vi laver nogle farvekoder i forhold til, hvor risikabelt det er, det jeg skal ud at filme: grøn, gul – og rød. Min mand ved godt, at hvis jeg er i rød zone, så hører han ikke fra mig. Enten er det et sted, der er for risikabelt, eller også er min telefon slet ikke med, for jeg skal ikke geolocates og være skyld i, at nogen får en granat eller et missil i hovedet, vel? Og i gul og grøn vil der også være samtaler, hvor det bare skal gå hurtigt. Der skal vi ikke snakke om, hvad der skal købes ind til børnefødselsdagen.

Om 10 år – hvordan ønsker du så, at verden ser ud, og dit eget liv?

– I 2035? Wauw. Jamen, så er jeg stadigvæk rask, ikke?

Det er nummer et!

– Yes, det er en start. Og så har der været en, helst helt ublodig, revolution i Rusland.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 4/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.