Moderskab
4. maj 2021

Ane Høgsberg: ”Fra det øjeblik, der er to streger på testen, er vi hårde ved os selv”

Komiker Ane Høgsberg synes, der er en lille internet-revolution i gang blandt kvinder med virtuelle mødregrupper, og forhåbentligt kan det være en måde at fjerne noget af presset fra mor-skulderen.
Af: Katrine Rosenbæk
https://imgix.femina.dk/2021-04-21/anehoegsbergpng.png

Foto: Privat

Hvorfor deler du tanker og fotos om graviditet og moderskab på Instagram?

– For mig er Instagram et arbejdsmæssigt cv, men det er også en dagbog og et virtuelt, personligt fotoalbum.

– Det er vigtigt for mig at fortælle om graviditet og moderskab, fordi jeg er mere end komiker. Vi er ikke så mange kvinder i faget og endnu færre, der er mødre, så det er for at vise, at jeg også rummer den side.

Hvilken respons får du?

– Udelukkende positiv respons. Mange kommentarer som ”gud, det er så meget min mand” eller ”det er så meget mig” eller ”fuck, den putning har jeg også haft i dag”. Det er jo helt vildt dejligt.

- Som komiker er det dejligt for egoet, at nogen synes, det er sjovt, og som ny mor er det rart at se, at “gud, jeg er ikke den eneste, der har tænkt de her tanker eller følt det her”.

Genindlæs din browser, hvis opslaget ikke dukker op

Apropos svære ting, så har du skrevet et opslag om at supplere amning med flaske. Hvilken respons får du på den type opslag?

– Jeg har været meget positivt overvældet og rørt over responsen på lige præcis det opslag, fordi det var meget følsomt for mig at dele.

– Mange skriver: ”Ej, jeg ville ønske, jeg havde set det her opslag, da jeg selv kæmpede med amning og flaske for to år siden.” Andre skriver, at de går igennem det samme, og at det lige var mit opslag, de havde brug for at læse.

Tænker du over, at I mødre på Instagram er med til at dele nogle erfaringer om det at være mor, som måske ikke får plads så mange andre steder i den offentlige debat og i medierne?

– Det er først, efter jeg er blevet mor, det er gået op for mig, hvor vigtigt det er at dele.

– Jeg vidste for eksempel ikke, at amning ville fylde så meget hos mig, og jeg vidste heller ikke, at der er så mange kvinder, der kæmper så skørt meget med det, for det er ikke noget, man taler særligt meget om – der er en forventning om, at det bare skal lykkes. Og hvis det ikke lykkes, så er det, fordi du ikke har kæmpet hårdt nok.

Ane Høgsberg

  • 33 år
  • Komiker.
  • Er kærester med Lasse, mor til Ebbe, som blev født i december 2020, og bonusmor til Axel på tre år.
  • 56.500 følgere på Instagram under navnet @anehoegsberg.

Tror du, det kan tage noget af presset af mødrenes skuldre?

– Det håber jeg, men jeg tror desværre, at presset er større end forløsningen ved at læse om nogen, der har gået igennem det samme.

– Jeg synes dog, der er en lille internet-revolution i gang blandt kvinder, hvor vi bakker hinanden op, og jo mere, vi gør det, jo mindre bliver presset forhåbentligt.

– Men jeg tror altid, presset vil være der. Fra det øjeblik, der er to streger på testen, er vi hårde ved os selv.

Du siger fra over for gode råd. Hvorfor?

– Fordi jeg synes, det er med til at skabe et pres. Det er med til at få mig til at føle, at jeg er en dårlig mor – at jeg ikke selv kan regne ud, at man skal gøre sådan og sådan.

– Man behøver jo ikke fortælle folk, hvad man synes, hvis man ikke er blevet spurgt. Det er ligesom at have 45.000 svigermødre – og så skidesjovt er det ikke.

– Den del af mødregruppen er jeg ikke interesseret i at være en del af.

Læs mere om:

Læs også