Fra økofødsel til akut kejsersnit

Endelig kommer barnet! FUCK, FUCK, FUCK, hvad fanden sker der! FUCK NU AF, HVOR GØR DET PISSEFUCKING ONDT! Fødslen er værre, end nogen kunne have forberedt mig på. De første mange timer har jeg veer hjemme på gulvet, og jeg trækker vejret, som jeg har lært, jeg skal, og ja, det hjælper lidt, men kun lidt.

Da jeg ringer til barselsgangen, forklarer en irriterende rolig jordemoder, at jeg skal lægge varme omslag om lænden, og at det hjælper, så jeg kan tage nogle flere timer hjemme. Hvis jeg ikke er åben nok, sender de mig alligevel hjem igen, forklarer hun. Jeg sender Johan ud i køkkenet, og han lægger et vådt håndklæde i den nye mikrobølgeovn, og jeg lægger omslaget om lænden, og det er ikke varmt nok. I takt med at veerne bliver stærkere, skal jeg have varmere omslag, og da Johan efter seks timers veer fjerner et omslag og ser, at jeg har givet mig selv en andengradsforbrænding på lænden og røven, mener han, at det er på tide, vi tager mod sygehuset.

Jeg har veer i taxaen, og jeg krabber mig ind på hospitalet, ingenting går hurtigt nok. Jeg har besluttet mig for en økofødsel, og for at jeg ikke skal have epidural, men efter 23 timer i fødsel, og efter jeg har fortalt Johan, at nu dør jeg, kommer en venlig læge med en mærkelig paphat på hovedet og forklarer mig, at hvis jeg ikke sidder helt stille, når han lægger sprøjten, bliver jeg lam fra halsen og ned. Johan holder mig fast, og det eneste, jeg tænker, er, om jeg så ikke kan mærke veerne, hvis jeg bliver lam, og hvor slemt er det egentlig sådan at være lam?

To timer senere bliver jeg kørt på operationsstuen til akut kejsersnit, og jeg ønsker mig mere medicin og tigger og beder om det og tænker, at jeg ville være dygtig til at være narkoman, hvis jeg fik muligheden. Elias kommer og scorer topkarakter. Åbenbart begynder man sit liv med at blive vurderet. Ikke særlig økologisk. Jeg ligger på ryggen i en stor operationsstue med 11 læger omkring mig, og min smukke mand står med vores barn i armene. Minutter forinden har jeg for første gang nogensinde set Johan være bange. Jeg ligger på ryggen, mens fem læger snitter i mit maveskind, og en sjette er ansat til at simulere ve, så barnet ikke får en for let entre ud i den store verden. Man skal vel begynde realistisk. Johans ansigt er dækket til med pap og papir, og han har et skilt på brystet: Johan: Far. Hans øjne er fyldt med angst, og i mine tåger tænker jeg, at jeg hellere må prøve at klappe ham på skulderen. Jeg tror, jeg prøver, men det gør jeg ikke.

Da barnet bliver løftet ud, går min krop amok og begynder at ryste, og før jeg tænker på barnet, tænker jeg på vand. Jeg har intet drukket i 27 timer, og jeg vil have vand. Jeg beder om vand hele tiden, og til sidst forbarmer de sig over mig og sprøjter destilleret vand fra en 10-mls pipette ned i min mund. Det er det eneste, de har. Min krop hopper videre på lejet, og det bliver den ved med, indtil jeg en time senere holder Elias' lille nøgne ranglede krop med den løseste, blødeste hud i verden mod min nøgne overkrop. Han er her. Og han har scoret topkarakter. Men det har jeg ikke. Jeg kunne ikke føde. Jeg føler mig som en snyder, og jeg føler mig snydt. Men Elias er her hos os nu. Og han er o.k. og rask og har ti fingre og ti tæer og vejer 3400 gram, og hans hår er fedtet og ligger i små ottetaller over hele hans hoved.

Læs flere uddrag fra "Hvor lagde jeg babyen?" her:
Ammemafiaen
Mor? Hvem, mig?
Mor i Netto
Godnat og god tuder