Hun bønfaldt hospitalet om at tage hendes søn ud. Da hun kom hjem, måtte hun kravle rundt i lejligheden

Det føles, som om en kniv gennemborer hendes ryg og lænd, mens hun ammer sin nyfødte søn, Aaron. I adskillige måneder har den jagende smerte haft en fast plads i Camillas krop.

Den tid, der skulle være fyldt med en altoverskyggende lykke over at endelig at blive mor, er i stedet fyldt med magtesløshed.

Barselsbesøgene er aflyst, og ensomheden kravler lige så stille ind på hende. For hvordan hun nogensinde skulle kunne give sin søn den opvækst, som han fortjener, kan hun ikke længere få øje på.

– Min største drøm var at få et leverpostejsliv, hvor jeg skulle gå lange ture med barnevognen, smide min søn op i luften og spise aftensmad på det samme tidspunkt hver dag. Men det kunne jeg bare ikke, forklarer 46-årige Camilla, der bor i en forstad til København.

Når Camilla ser tilbage i sit liv, har hun nogle gange svært ved at genkende den person, hun var engang. I mange år var karrieren i højsædet, og det var ikke unormalt, at hun arbejdede 80 timer om ugen.

Selv om tanken om at få børn altid havde været en del af hendes fremtidsplaner, havde hun altid tænkt, at hun nok skulle nå det.

Blev skruk

Men da hun fik en kæreste, der selv havde to børn, begyndte moderfølelserne for alvor at presse sig på. Når hun så hans to børn løbe ham i møde med et stort smil, vidste hun, at tiden var inde.

Men kæresten var ikke interesseret i flere børn. Derfor valgte hun at stoppe forholdet til trods for, at hun stadig elskede ham. For drømmen om selv at være mor, ville hun ikke opgive.

Som 40-årig bookede Camilla første gang en tid på en fertilitetsklinik. Kort tid efter kunne hun med stor glæde se to streger på graviditetstesten.

Lykkefølelsen brusede i kroppen, og hun fortalte med glæde alle, at hun snart skulle være mor. Men tre måneder senere var gulvet fyldt med blod.

– Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg kunne miste barnet. Jeg var bare i min lykkeboble, hvor jeg udelukkende fokuserede på, at jeg snart skulle være mor, forklarer Camilla.

Trods sorgen, valgte hun at blive insemineret igen kort tid efter. Når hun lagde sig på briksen og efterfølgende fyldte sig med hormoner, begyndte ensomheden at snige sig ind på hende.

Hun savnede en at holde i hånden, som hun kunne dele sine tanker og følelser med.

Da hun blev gravid igen, var glæde erstattet af bekymring. Hun gik til scanninger hver uge, og var konstant opmærksom på kroppens signaler. En dag mærkede hun endnu engang, at der var noget galt.

– Jeg gik til jordemoderen og sagde, at mit barn var dødt. Hun forklarede, at jeg jo lige var blevet scannet, men jeg insisterede på at få en ny. Og ja. Den gav mig desværre ret, forklarer Camilla, der var fem måneder henne i sin graviditet. Derfor var hun nødsaget til at føde sin døde datter.

Den efterfølgende tid krøb en mørk sky af sorg ind over Camillas sind. Hun begyndte at isolere sig, og ofte lå hun i sengen og kiggede tomt ind i væggen.

Syg og afkræftet

Camilla endte med at abortere fem gange. Til sidst var hun så vant til det, at hun nærmest forventede det på forhånd. Derfor var der heller ikke stor glæde at spore, da hun som 43-årig endnu engang så de to streger på graviditetstesten.

– Jeg konstaterede bare, at jeg var gravid. Men jeg havde jo ingen forventning om, at jeg ville få lov til at holde mit barn i armene. Derfor sagde jeg heller ikke noget til nogen, og jeg delte ikke mine bekymringer. For der var bare ikke rigtig nogen i min omgangskreds, der ville kunne sætte sig ind i, hvordan jeg havde det, forklarer Camilla.

I sin 4. graviditetsmåned blev hun ramt af en bækkenløsning, der invaliderede hende. Uanset om hun lå ned eller stod op, var den jagende smerte til stede.

Hun blev sygemeldt fra sit arbejde, og ensomheden hjemme i lejligheden fyldte mere og mere. De sidste to uger af graviditeten bønfaldt hun Hvidovre Hospital om at tage hendes dreng ud.

Hun havde ikke sovet i flere måneder, og hun var så afkræftet, at hun ikke kunne hænge sammen.

– Er han død? Spurgte hun, da hun lå på det korslignede operationsbord efter det forløsende kejsersnit.

Kort tid efter hørte hun den gråd, som hun havde fantaseret om i mange år.

– Jeg græd, da jeg så ham. Han var bare helt perfekt. Men samtidig var jeg så udmattet af flere måneder med manglende søvn og smerter. For selv om jeg var lykkelig, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle tage mig af mit barn derhjemme. På det tidspunkt, kunne jeg ikke engang gå, forklarer Camilla, der i en periode måtte flytte hjem til sine forældre.

Efter fem uger var hun tilbage i sin lejlighed med sin nyfødte søn Aaron. Når Camilla skulle rundt i lejligheden, kravlede hun på alle fire for at mindske smerterne.

I de første mange måneder kom Camilla stort set ikke uden for døren. Hun bestilte dagligvarer, der blev leveret fra Rema, og hun kunne lige komme ud i gården, hvor hun lagde sin dreng til at sove i barnevognen.

Aaron kunne have op til 80 opvågninger om natten, og til sidst var Camilla så afkræftet, at hun blev nødt til at række ud efter hjælp. Lægerne mente, at Camilla skulle indse, at en kørestol var nødvendig, men den mulighed eksisterede ikke for hende.

– Jeg vidste, at hvis jeg ikke fik det bedre, kunne jeg ikke tage vare på min søn. Så jeg blev nødt til at opsøge de muligheder, der var, forklarer Camilla.

Hun opsøgte alternativ behandling for sine smerter, og hun fik skabt kontakt til en netværksfamilie til Aaron. Men når hun var alene i lejligheden, fyldte de svære tanker.

Hun var konstant nervøs for, at hun ville stå i en situation med Aaron, som hun ikke kunne magte, og det pustede til angsten, der havde bygget sig op gennem flere år.

Et roligt væsen

En dag nævnte en pædagog et tilbud fra Røde Kors. Det hedder ’En god start på livet’, og er et tilbud til småbørnsfamilier, der bliver matchet med en frivillig, der kan yde omsorg og støtte.

Den dag Camilla skulle møde Chris første gang, havde hun ingen forventninger. Men bare få minutter inde i samtalen, vidste hun, at Chris’ rolige væsen var det helt rigtige for hende.

– Han var et lyttende øre, og jeg kunne mærke en oprigtig interesse i mig som person. Det gjorde en kæmpe forskel. For jeg kunne få sat ord på alt det, der fyldte i mit hoved, forklarer Camilla.

En gang om ugen fik besøg af Chris. Når han igen tog hjem, følte Camilla, at hun igen kunne trække vejret helt ned i maven, og som tiden gik, fik hun opbygget en selvtillid og en tro på, at hun kunne mere, end hun selv havde troet.

I lang tid sagde Camilla ikke til nogen, at hun havde en frivillig ven fra Røde Kors.

– Jeg havde svært ved at forlige mig med, at jeg var sådan en, der fik besøg af en frivillig, fordi jeg var ensom. Men efterhånden accepterede jeg det. For det var sådan, det var, og jeg fik det jo bedre, forklarer Camilla, og sender Chris et smil.

Han har nu været en del af Camillas og Aarons liv i snart et år, og de har alle tre knyttet bånd. Chris har fået motiveret Camilla til at turde mere, og hans store interesse i musik og fuglearter har han givet videre til den nu 2-årige Aaron.

– Jeg tror, at jeg nyder mine ugentlige besøg lige så meget som Camilla. Hun har en fantastisk søn, og jeg kan se en stor udvikling hos Camilla i den tid, jeg har været her, fortæller 68-årige Chris Tubber.

De står frem, fordi de gerne vil bryde nogle af de fordomme, der er om ensomhed. For de ved begge, at der er mange, både kvinder og mænd, der har brug for en kærlig håndsrækning og et lyttende øre for at komme tilbage på sporet.

– Jeg skulle selv erkende, at jeg ikke kunne alt. Jeg kæmper stadig med min sygdom, men takket været Chris er jeg begyndt at se lysere på fremtiden. Så ærligt talt. Hvis jeg ikke havde mødt Chris, ved jeg faktisk ikke, hvor min søn og jeg ville være i dag.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.