Gravid
8. august 2024

Hun var nervøs for om hendes gravide mave var forkert. Nu kommer hun med et opråb

Bachelor-parret Helena Witt og Kasper Skak venter en lille pige til december. Nu har Helena Witt en opfordring til alle, der taler om størrelsen på gravide maver.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Helena Witt

Foto: Privat foto

”Hvorfor skal det gøre så ondt i maven at fortælle, hvor langt man er henne - kan det virkelig passe?” siger Helena Witt, da vi snakker om en video, hun har postet på instagram i sidste uge.

Normalt er hun ikke bleg for at dele ud af sin hverdag på sociale medier, men hun var alligevel meget tøvende med, at dele hvor langt hun er henne i sin graviditet.

Hun har nemlig flere gange oplevet at føle, at hendes gravide mave havde den forkerte størrelse. Tanker, der flygtigt fik hende til at bekymre sig om, hvorvidt barnet i hendes mave voksede rigtigt.

Hun er nu på vej ind i uge 23 af graviditeten, men da hun var i uge 20 bestemte hun sig for at bruge sin platform til at sætte fokus på området.

”Jeg rakte ud til mine følgere og spurgte om de havde nogle billeder eller videoer, fra da de ca. var i uge 20 af deres graviditet. Og dem har jeg samlet, for at vise hvor forskellige kvinder ser ud, når de er i den graviditetsuge,” fortæller Helena.

Til sidst i videoen kan man se Helena der også viser sin 20. uges graviditetsmave frem.

Og Helena er ikke den eneste, der har haft oplevelsen af at føle, at den gravide mave var forkert. Det viser kommentarerne i kommentarsporet under videoen.

Her bliver man mødt af mange andre mødre og gravide, der deler Helenas tanker og forkerthedsfølelser omkring størrelsen på deres gravide mave.

"Er du sikker på, at der ikke er to derinde," er jeg blevet spurgt om gennem hele min graviditet, skriver en følger blandt andet.

Helena Witt har været meget bevidst om, at hun ikke havde lyst til at lave et klassisk post med hendes gravide mave - og en beskrivelse af antallet af uger.

For når Helena selv har set den slags opslag, har det både fået hende til at føle, at hendes gravide mave var for stor eller for lille.

Nu håber hun, at hun kan være med til at vise, at gravide maver er meget forskellige - og blandt andet minde om, at man ikke skal sammenligne sig selv med andre. ”Man vokser som man gør, og man skaber jo et liv inde i sig. Det synes jeg man skal holde fast i, og så prøve at lade være med at sammenligne sig med andre.”

Selvom videoen er blevet modtaget med en masse støttende kommentarer på Instagram, er Helena alligevel ærgerlig over, at hun følte et behov for at lave den:

”Det burde ikke være nødvendigt for mig, at lave sådan en video fordi jeg er bange for at blive kommenteret på med kommentarer som ligger der to derinde? eller du er da godt nok lille”, siger hun.

Men det er ikke kun de gravide, der skal ændre noget.

"Det handler lige så meget om dem udefra, der ikke skal kommentere på størrelsen af en gravid mave. For det kan virkelig vække noget usikkerhed.”

Læs mere om:

Læs også