Månederne gik og den positive test udeblev. Det svar Salwa fik, provokerede hende

Bilen har retning mod hjemmet i Gadstrup efter endnu et barselsbesøg. Hun har smilet, lagt ansigtet i de rigtige folder, og hun har indsnuset den udefinerbare duft af baby.

Hun har ønsket til lykke og sagt alle de rigtige ord. Og hun har ment hvert et. Men da hun sidder i bilen på vej hjem, kan hun mærke sorgen som en klump i maven. For hun kan ikke lade være med at tænke, hvorfor det ikke er hende selv.

– Jeg har brugt rigtig megen tid på at bebrejde mig selv for, at jeg ikke kunne blive gravid. Jeg følte, at jeg havde gjort noget, som jeg blev straffet for. For de fleste jeg kendte, blev gravide stort set med det samme, fortæller den i dag 29-årige Salwa Abbas Andersen fra huset i Gadstrup.

En lejlighed i københavnerforstaden Gladsaxe var omdrejningspunktet for Salwa i de første år af hendes liv.

Her boede hun sammen med sin mor, der var blevet skilt fra hendes far, da Salwa var få måneder gammel. Resurserne var små, og derfor kom Salwa i plejefamilie, da hun var 4 år.

Indtil hun var 11 år, boede hun i en klassisk familie, hvor hun fik de bedste betingelser for et godt børneliv. Her var der årlige ture til Lalandia, store fødselsdage og familiemiddage rundt om spisebordet.

– Det var nogle fantastiske år, og jeg elskede at have mennesker omkring mig. Så det var også en stor kærlighedserklæring fra min mor at sende mig i plejefamilie, fortæller Salwa, der med de gode minder i hjertet, vidste, at hun selv ville skabe sin egen familie.

Den eneste ene

Allerede som 15-årig mødte hun ham, der skulle vise sige at være den eneste ene. Hun havde sat en salgsannonce i Den blå avis med sin Canada Goose-dunjakke, og da det ringede på døren, stod Jakob foran hende.

Mødet varede kun få minutter. Men det var nok til, at hans søde smil havde prentet sig ind på hendes nethinde. Ikke lang tid efter, valgte Salwa med let bankende hjerte at skrive til ham og spørge, om de ikke skulle mødes igen, og kort tid efter spirede forelskelsen.

De blev gift, købte drømmehuset, men for Salwa havde det vigtigste altid været at blive mor.

Mens veninderne stadig snakkede om, hvornår de skulle i byen, kredsede hendes tanker om, hvornår hun skulle være gravid. Lysten var der i flere år, før Salwa og kæresten gik i gang med projekt baby, da hun var 20 år.

– Jeg drømte om at få det samme, som jeg oplevede som barn. Et hjem, fyldt med liv, ture til Lalandia og en masse oplevelser sammen. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle vente på det. Jeg var jo ung og havde masser af energi.

Salwa havde altid troet, at det ville gå hurtigt, men som månederne gik, udeblev den positive graviditetstest.

Hun holdt modet oppe, men efter et år besluttede de at opsøge lægen. Det blev første gang, hun skulle høre en kommentarer, som hun ville møde mange gange de følgende år.

– Jeg fik konstant af vide, at jeg var ung og havde masser af tid. Jeg skulle bare slappe af. Det provokerede mig. For vi bliver tudet ørerne fulde af, at vi føder for få børn og venter for længe. Det resulterer jo i, at vores fertilitet bliver så dårlig, at vi skal have hjælp til det.

Uforløst kærlighed

Som årene gik, uden hun kom til at opleve den voksende babybule, begyndte et gråt slør at trække ned over Salwas sind. Hun kastede i stedet sin kærlighed på hunde.

Hun blev hundeopdrætter, og på den måde kunne hun komme af med noget af den uforløste kærlighed, hun havde indeni.

Parret, der havde fået at vide, at alt så fint ud, valgte efterfølgende at begynde i fertilitetsbehandling. Men hver gang de fik et negativt svar, føltes det, som om drømmen drev længere og længere væk.

Hendes veninder begyndte så småt at blive gravide omkring hende, og hver gang hun fik nyheden om endnu en familieforøgelse, kæmpede glæde og sorg med hinanden.

Der blev længere imellem de spontane middage og biografture med vennerne, der havde fået børn, og det pustede til den i forvejen store ensomhed.

I jobbet som pædagogisk assistent i en børnehave, kunne hun blive ramt, hvis forældre brokkede sig over deres børn. For hun kunne ikke lade være med at tænke, hvor heldige de var.

– Jeg følte ikke, at jeg havde andre end Jakob, jeg kunne snakke med det om. Der var jo masser, der kæmpede for at blive gravide i 30’erne og i 40’erne, men jeg kunne ikke finde nogen på min alder. Mine veninder prøvede selvfølgelig at støtte mig, men jeg vidste godt, at der ikke var nogen, der kunne sætte sig ind i de følelser jeg havde. For det kan man ikke, hvis man ikke har prøvet det, forklarer Salwa.

Længsel og sorg

Når hun var inde i byen, kiggede hun længselsfuldt efter babybutikkerne. Tanken om, at hun måske aldrig ville få mulighed for at købe tøj i små størrelse eller trille rundt med en barnevogn, prikkede til sorgen, og når hun fik endnu et negativt svar, var hun ofte at finde i fosterstilling på sofaen.

Salwa var så nedslået, at hun på et tidspunkt sagde til sin kæreste, at han skulle forlade hende. For hun kunne ikke bære tanken om, at han ikke skulle opleve at blive far.

– Jeg har altid vidst, at Jakob ville blive en fantastisk far, og jeg følte, at det var min skyld, hvis det ikke lykkedes. Det kunne jeg ikke byde ham. Men han havde heldigvis ikke planer om at gå nogen steder.

Efter utallige sprøjter, uendelige inseminationsforsøg, og hvad der føltes som en evig skuffelse, befandt Salwa sig endnu engang på hospitalet, efter hun havde fået taget en blodprøve. Hun skulle efterfølgende til fysioterapeut, og da hun sad på gangen og ventede, tikkede en notifikation ind på hendes telefon. Der var svar på blodprøven.

Salwa skulle ikke længere indstille sig på et negativt svar. Det gjorde hun automatisk. Men da hun åbnede sin sundhedsprofil, blev hun mødt af noget, hun aldrig havde set før. Hun havde forhøjet hcg i blodet. Efter otte år med projekt baby, var Salwa endelig gravid.

Græd af glæde

– Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, og da jeg kom ind til fysioterapeuten, sagde jeg ’jeg skal være mor’. Det var en ret vild fornemmelse at sige de ord højt, forklarer Salwa, der efterfølgende fik graviditeten bekræftet hos lægen.

Selv om drømmen var inde for rækkevidde, havde hun imidlertid svært ved at glæde sig. Faktisk fyldte angsten mest.

De mange fertilitetsgrupper, hun var en del af, vidnede om skrækhistorier om tidlig abort. Hun fik en tidlig scanning, der beroligede hende, og selv om graviditeten bød på blandt andet bækkenproblemer og graviditetsdiabetes, voksede der et sundt liv i hendes mave.

For første gang turde hun gå ind og købe babytøj, og når hun lagde de små, nuttede sæt på disken, følte hun endelig, at hun var tæt på målet.

Salwa havde forestillet sig det så mange gange. Hvordan hun, ligesom sin mor, ville føde sin datter på et par timer og kigge forelsket ind i hendes øjne, når hun blev lagt på hendes bryst. Men hun havde en kompliceret fødsel, og hun endte med at miste så meget blod, at hun blev sendt akut på operationsbordet.

Da hun endelig fik sin datter i armene, var hun afkræftet. Men mest af alt var hun lykkelig. Da de efter et par dage var tilbage i huset, stod Salwa i den drøm, hun havde haft så længe.

Har fået ro i sindet

I huset i Gadstrup vidner puslepude, boldbassin og de fine trøjer i støvede nuancer om familieforøgelsen. Etårige Nora er netop vågnet fra sin formiddagslur, og med et vindende smil ligner hun en, der er klar på dagens eventyr.

Salwa anerkender, at livet med et lille barn er både hårdt og til tider frustrerende. Men hun kan også mærke, at det har givet hende en ro endelig at kunne kalde sig mor.

– Hun minder meget om mig. Hun er udadvendt, og når vi er ude og handle, vil hun snakke med alle, fortæller Salwa, der har et brændende ønske om, at Nora kan blive storesøster i nær fremtid.

Salwa håber, at hendes historie kan nå ud til andre, yngre kvinder, der lige som hun kæmper for at blive mor. For det er vigtigt for hende at vise, at de ikke er alene.

Hun håber samtidig, at sundhedspersonale og andre vil blive bedre til at tage unge alvorligt. For man kan sagtens have et brændende ønske om at blive mor – også når man er i 20’erne.

– Mennesker har forskellige behov og drømme, og det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Hvis jeg ikke havde været stædig og holdt fast på min drøm, havde jeg ikke haft Nora i dag.

Denne artikel blev først bragt hos Ude & Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.