Hanne Marie Sørensen Berg var fuldkommen rask, men så begyndte hun at tabe ting på gulvet

Det begyndte med, at jeg pludselig tabte elkedlen og andre køkkenting, mens jeg stod med dem i hænderne, og i starten troede jeg, at det var, fordi jeg klodset og ufokuseret.

Det siger Hanne Marie Sørensen Berg, der er uddannet jurist og har arbejdet som jurist i størsteparten af sit liv, indtil helbredet satte en stopper for det.

– Både min mor og min mand var bekymrede for mig og havde talte sammen. De var inde på blandt andet Parkinsons sygdom som en forklaring på, at jeg rystede og syntes, jeg skulle gå til lægen, fortæller Hanne Marie.

Hun henvendte sig til neurolog i 2010 og fik diagnosen essentiel tremor. Efter diagnosen fortsatte hun med at arbejde og skiftede til og med job i 2015.

Det var desværre også omkring det tidspunkt, hun begyndte at ryste mere og mere på hænderne, især på højre hånd.

Eftersom hun var højrehåndet, var det et problem, og i 2017 blev det noget, som gik udover både hende og arbejdsindsatsen. I slutningen af 2018 tog Hanne imod tilbuddet om at lade sig sygemelde. Det var en hård beslutning.

– Før jeg fik symptomer og begyndte at ryste, var jeg stort set aldrig syg og havde et generelt godt helbred. Jeg elsker at gå lange ture og går altid raskt til. Det var svært at skulle sige jobbet fra, for at undgå at blive invalid, siger hun.

Det var hårdt at være hende, der ikke skulle ud ad døren og videre på job om morgenen. Når ægtemanden og naboerne kørte af sted, stod Hanne uden aftaler eller planer.

Hvor alle andre havde kronisk travlt, havde hun oceaner af tid, som hun ikke anede, hvordan hun skulle fylde ud. Især fordi sygdommen betød, at hun ikke længere kunne foretage sig de ting, hun ellers ville have nydt at lave. Der var så meget, hun ikke kunne.

– Jeg har en forstående mand, som opfordrede mig til at skifte fokus, og jeg øvede mig i at tænke omvendt. I stedet for at fokusere på det, jeg ikke kunne, så jeg det som, at jeg var et menneske, der faktisk kunne meget. Det kan godt være, at jeg ikke kan spise med kniv og gaffel, men jeg kan vaske gulv. Finmotorikken er ødelagt, men jeg kan slæbe varer hjem fra butikken. Jeg kan ikke skrive min underskrift længere, fordi hænderne driller, men jeg har et stempel, jeg kan bruge, og jeg kan skrive på maskine, siger Hanne og smiler.

– I 2019 begyndte jeg at skrive min første roman. ”Om vejen ud”, hedder romanen, der udkom på norsk i april sidste år, fortæller Hanne, der bor i Norge med sin mand og familie, og som fik tid til at skrive på fuld tid, da hun i 2020 blev erklæret uarbejdsdygtig. Næste bog er allerede på vej. Den har titlen ”om vejen ind”.

– Det tager lang tid for mig at skrive, siger Hanne, der kun kan skrive med venstre hånd og kun med tre fingre, siger hun, der er så lykkelig for, at hendes mand fik hende på sporet af at tænke i muligheder.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive forfatter, slet ikke efter jeg mistede evnen til at skrive med begge hænder og skrive i hånden. Så jeg må indrømme, at jeg er både glad og stolt og fuld af motivation til at skrive.

I hverdagen er det Hannes mand, der står for madlavning, og han hjælper hende også med at spise.

Når de skal ud, sørger han for, at hun har en tortillapandekage med, som Hanne kan komme maden ind i, og og et sugerør, så hun kan drikke. Når maden er rullet ind i pandekagen, kan Hanne nemlig selv spise ved at holde pandekagen i venstre hånd og tage bider.

– Det handler om at være løsningsorienteret og undgå unødige problemer så vidt muligt. ved at tænke mere praktisk og alternativt, kan jeg leve et liv, der er tæt på normalt, siger Hanne.

Hun tilføjer grinende, at hendes liv nok ville være noget mere besværligt uden skiveskåret ost og uden sin mands hjælp.

– Min stemme ryster lidt, men jeg er glad for at møde nye mennesker og for at tale med andre generelt. Det er først og fremmest vigtigt ikke at være forudindtaget, uanset hvem man taler med. Uanset hudfarve, etnicitet, religion, kropsstørrelse og -type og hvilket job man har – det er personligheden, der tæller.

Hanne og hendes mand går mange ture sammen, dér bruger hun vandrestave, men når hun er hjemme og indendøre klarer hun sig uden hjælpemidler, selv om balancen er en af udfordringerne ved hendes sygdom.

Hun prøver at holde sig i god fysisk form, fordi hun kan mærke, at det gør godt både humørmæssigt og i forhold til udviklingen af hendes rystelser. Blandt andet har hun og ægtemanden vandreture på programmet, så snart vejret er til det og han har fri.

– Vi skulle have gået caminoen i Frankrig og Spanien , men så kom corona, så i stedet gik vi de norske pilgrimsruter. Lige nu mangler vi kun den sidste strækning over fjeldet til Trondheim, siger Hanne, der drømmer om at flytte væk fra Oslos centrum og ud på landet og få en hund.

Hanne er lang tid om at tage tøj på hver morgen, knapper og lynlåse er svære, men hun klarer det.

Det eneste, hun skal have hjælp til er hårvask og til at få plukket sine bryn. Begge dele – altså at håret sidder godt, og at brynene er velplejede, er vigtige i forhold til ikke at føle sig anderledes.

– Ja, jeg ryster, og det er blevet værre det sidste år, men jeg vil stadigvæk gerne ses som Hanne, og ikke bare være hende, der ryster. For jeg er jo den samme indeni.

I mange år har Hanne fået medicin, selv om hun egentlig var i tvivl om, det overhovedet virkede.

– Jeg var skeptisk, men da jeg prøvede at stoppe i en kort periode, fik jeg det straks værre, og gik i gang med det samme igen.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 10/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.