Har du prøvet at møde en fremmed og straks føle dig forbundet? Her er den videnskabelige forklaring

Den der følelse af at være på bølgelængde med et menneske, vi møder for første gang i en kø i supermarkedet, over disken i togets spisevogn, på en strand i Lapland eller, som Sofie, i en lufthavn på vej fra et sted til et andet.

Hvordan kan det ske? Hvad er det, der får det til at føles så rigtigt?

Og hvad kan stå i vejen for de her møder mellem os mennesker, som nogle gange bliver begyndelsen til en livslang relation og andre gange forbliver det første og eneste magiske møde, som vi bærer med os i erindringen som et dejligt minde?

Det ved Connie Skammelsen noget om.

Hun er psykoterapeut, krops- og gestaltterapeut og sygeplejerske gennem 40 år, og hun er særligt optaget af det relationelle. Altså forbindelserne mellem os mennesker.

Og selvom det kan føles magisk, når man pludselig oplever at være tæt med et vildt fremmed menneske, så er det ifølge Connie Skammelsen ikke ”bare” magi.

Det handler derimod om noget ret så konkret, nemlig spejlneuronerne.

– Det er et medfødt system i vores hjerne, som arbejder sammen med amygdala og hippocampus (der også regulerer vores stresshormoner) og kommunikerer med hele vores sanseappara. Systemet sætter os i stand til at aflæse handlinger, følelser og hensigt hos mennesker omkring os og dermed danner grundlag for empati, vores evne til social interaktion og er med til at udvikle vores sociale intelligens. Når vi møder en ligesindet, vækker det således genklang ind i vores spejlneuroner, som resonerer til vores bevidsthed, at han eller hun er ok. ”Du kan gå roligt og tillidsfuldt videre med denne relation eller dette møde”, siger hun.

Connie kalder det ”kroppens intelligens”. Og ikke mindst huden, som med sine milliarder af føleneuroner er vores største sanseorgan, er kraftig i spil, når vi mødes med andre mennesker.

Er du rar at sidde ved siden af? Holde i hånden? Har jeg lyst til det her? Eller bliver jeg utryg?

– Det er før det talte sprog, mellem det sanselige og de energier, vi deler, og det sker alt sammen for at passe på os og på baggrund af det enkelte menneskes historie helt tilbage til omkring 16. fosteruge. Det er nemlig her, vores hjerne og evne til at reagere på impulser og sansninger er godt på vej til at blive dannet, og vi begynder at kunne høre, se lys og sanse vores mors følelser. Det er alt sammen noget, der lagres i spejlneuronerne.

Kroppen husker

Kroppen husker altså for os og fremkalder på baggrund af disse erindringer følelser af ubehag, hvis vi kan være i fare, og omvendt opstår der den her vidunderlige umiddelbare følelse af samklang og samhørighed, når vi møder noget, der i momentet minder os om noget godt og dejligt.

– Det skaber den dér følelse at være på den samme frekvens, at bølge ensartet som en flod, løbe i parallelløb, fortæller Connie.

Og hvad enten det er de gode eller dårlige følelser, er det ikke noget, vi har ikke kontrol over.

Det sker nemlig så hurtigt, at vores kognition ikke har nogen chance for at følge med.

– Men vi kan godt arbejde med det, siger Connie Skammelsen.

Og det kan ligefrem være nødvendigt.

– Det er jo ikke altid det mest hensigtsmæssige at handle på sine impulser, under streger hun – og det ved hun ikke mindst fra sit arbejde som sygeplejerske. – Som sygeplejerske skal man kunne møde alle slags mennesker. Og man kan som udgangspunkt godt tillære sig selv det forsvar, der skal til for at takle en eventuelt svær kommunikation med en person, som man umiddelbart har det svært med. Det kommer selvfølgelig også an på, hvad man har med sig i bagagen, og nogen kan have bedst af at beskytte sig mod bestemte mennesker.

Man kan også arbejde med sin egen åbenhed.

– Det er jo ikke tilfældigt, at mange af os oplever de her magiske møder, når vi er ude at rejse. Når vi rejser, er vi ude af vores daglige kontekst, og det er jo typisk noget, vi har glædet os til og set frem til, og så er vi mere tilbøjelige til at lade frontallapperne hvile. Man lægger sit forsvar ned og ser igennem fingre med ting, man normalt har svært ved at acceptere.

Og der er ingen tvivl om, at det er godt for os at connecte. Om det så kun er et nogle minutter i et supermarked.

– Vi mennesker kan ikke tåle ikke at være i relationer. Vi har brug for at mærke hinanden, sanse hinanden, opleve at nogen ser os. Det er tydeligt at mærke. Det fremkalder jo en helt lille glædesrus, når vi mødes i den samme flod. Det kan være et kort øjeblik. Ofte behøver vi ikke engang tale sammen, siger Connie.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 50/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.