Hvorfor stiller mænd ikke nogen spørgsmål?

Kommentaren er udtryk for skribentens holdning. Ida Bergersen er journalist på KK i Norge.

- Har du søskende? Spørger jeg manden, som sidder overfor mig.

- Ja, jeg har en søster og en bror, svarer han.

- Ah, hvor hyggeligt. Hvor i rækken er du? Fortsætter jeg.

- Jeg er yngst, svarer han.

- Okay.

Stilhed, indtil jeg ser mig nødsaget til at svare på mit eget spørgsmål:

- Jeg har også en søster, så det...

Det her sker for mig i dating-situationer. Og ikke sjældent. Jeg spørger om hans arbejde. Kommer med flere opfølgende spørgsmål. Er oprigtigt interesseret. Får ingen spørgsmål tilbage om, hvad jeg arbejder med. Det er jo bare mærkeligt?

Det er noget, jeg har undret mig over i lang tid.

Efter at have været på en række dates de seneste år, er der ingen tvivl: De fleste mænd, jeg møder, stiller meget få spørgsmål.

Heldigvis er jeg en nysgerrig journalist, der er vant til at stille spørgsmål og grave i andres liv, ellers ville der være meget pinlig stilhed.

Nogle gange opdager jeg, at jeg dundrer videre med spørgsmål, men når man sjældent får noget til gengæld, er det jo uundgåeligt? Men sikke et selvtillidsboost for min date. Tænk at få være så interessant og få lov at tale så meget om sig selv!

Jeg undrer mig over, hvad der går gennem deres hoveder, når de er på Tinder-date. De prøver at imponere. Men de gør det helt forkert, og jeg tror ikke, de nødvendigvis er klar over, at det virker stik mod hensigten. Kære mand: Du imponerer ikke ved at prale af dig selv, hvor meget du tjener, hvor mange aktier du ejer, eller hvor fancy din bil er (selvom der sikkert er nogen, der lader sig imponere af det).

Jeg har nævnt problemstillingen for flere veninder. Og mange er enige med mig.

Vi har også diskuteret, hvad der sker, når mænd mødes med deres kammerater. Sidder alle der og taler om sig selv? Fælles interesser? Hvor de skal spille golf næste søndag? Stiller de egentlig hinanden spørgsmål? Det er så befriende at tale med nogen, hvor samtalen bare flyder, og spørgsmålene kommer naturligt fra begge parter, uden at det føles som et jobinterview. Så hvordan får man det til at ske på en date? Skal jeg tage en seddel med ti spørgsmål med og så bede ham fyre løs? Det synes jeg måske er lidt meget.

Misforstå mig ikke: Der er selvfølgelig undtagelser! Ikke alle mænd er håbløse.

For ikke så længe siden mødte jeg en mand, der virkede oprigtigt interesseret, og tro det eller ej: Han stillede spørgsmål! Sikke en befrielse!

Men da jeg gik fra daten, kom selvbevidstheden som et slag i ansigtet: Havde jeg fuldstændig overtaget og talt alt for meget om mig selv? Til venner kunne jeg fortælle, at daten gik godt, for han stillede spørgsmål! Stort plus. Det blev desværre ikke os, men håbet om, at der findes mænd, som både lytter og stiller spørgsmål, lever stadig.

Eksperterne er tilsyneladende ikke helt enige med mig.

De mener, at der er mange mænd, der er gode til både at lytte og stille spørgsmål, så man kan jo undre sig over min evne til at vælge dem, der ikke gør.

Jeg er jo nok lidt fagligt skadet og kan risikere at køre interview i stedet for pinlig stilhed, før manden stiller et spørgsmål.

Jeg har derfor snakket med professor og psykologispecialist Fanny Duckert og præsenteret min problemstilling. Og hun er ikke enig med mig.

- Jeg synes, at der for tiden er en flodbølge af kvinder, der klager over mænd. Alt, hvad de gør, er forkert, og vi dæmoniserer mænd, mens vi mener, at kvinder står for sandheden og det rigtige. Og så bliver mændene set som dumme, slemme, uattraktive og dovne, siger hun.

Av. Den type kvinde, vil man jo heller ikke være.

Duckert mener, at måden, vi kommunikerer på, handler om kulturforskelle mellem kvinder og mænd, og at vi kommunikerer og ser på hinanden på forskellige måder.

- Kvinder har ofte mere fintfølende værktøjer til inklusion og til at vise interesse. Det er sådan noget som at have en indbydende kommunikationsstil ved for eksempel at afslutte en sætning i en spørgende tone. Mænd derimod, taler gerne én ad gangen og gør sig færdige med et tydeligere budskab. De bruger ikke altid alle de småord, som kvinder bruger, så det er lettere for andre at melde sig ind i samtalen.

Duckert forklarer, at kvinder generelt er meget mere trænede i at få folk til at synes om dem, mens mænd generelt er mere trænet i at vise sig frem, vise hvad de har opnået, og hvad de kan. Mænd er ofte mere konkurrenceorienterede, mens kvinder oftere er mere følsomme og bange for ikke at blive godt taget imod, mener Duckert.

- Det er klart, at disse forskelle kan blive forstærket i en dating-situation. Mænd tænker ikke over, at de er sådan. Og kvinder er sjældent gode til at bede om det, de gerne vil have, mener hun.

Så hvad kan man gøre for, at samtalen ikke bliver til et interview på en date? Duckert mener, at noget af ansvaret ligger hos os kvinder for at tage styringen.

- Du kan sige: “Og så skal du spørge mig, hvad tror du, jeg synes?” Eller “nu er det min tur til at tale” foreslår Duckert.

- Tag styringen selv. Mens han taler, kan du indskyde, at det minder dig om noget, at du har oplevet noget lignende, eller din mening om sagen. Eller du kan bede ham om at spørge dig om noget, han undrer sig over – brug gerne humor for at få dit budskab frem, råder Duckert.

Duckert er enig i, at mænd generelt ikke er mestrer I at virke interesserede på samme måde som kvinder, men at de til gengæld kan lære det.

- Jeg har holdt “flirtekurser” for mænd mange gange, så jeg ved, hvad de er i stand til, slutter hun af.

Så hvad kan vi konkludere af det her? Måske skal jeg på næste date kommunikere som en mand. Tale mere om mig selv. Med den største selvtillid. Så ser vi, hvilken vej det går. Eller også må jeg lære ham op. Eller måske er jeg heldig at møde en mand, der allerede kan. Kryds fingre for det sidste! Det burde da virkelig ikke være så svært at vise lidt interesse?