I starten af juni tilmeldte hun sig et højskoleophold. I slutningen af måneden stod hun med en positiv graviditetstest

Den første tid på højskolen var det kun forstanderen og hans kone, der vidste det.

Hun ville gerne have, at de andre elever skulle lære hende at kende for den, hun var. Bare Anna.

Ikke Anna på 27 år, der har færdiggjort en uddannelse, boet ude i mange år og var 2,5 måneder henne i graviditeten.

Hun var nervøs for, at de andre 110 elever kunne have svært ved at relatere til hende. Fordi størstedelen af dem var i start-tyverne, stadig boede hjemme eller næsten lige var flyttet hjemmefra.

Men efter et par uger - der føltes som 100 år i højskoletid - kunne hun ikke længere holde det fra de andre elever. Hun havde det dårligt, var helt vildt træt og kæmpede med at lære alle de andre at kende.

Det føltes som om, hun skulle lægge låg på en del af sig selv.

En morgen fik hun lov til at stille sig op foran dem alle sammen til morgensamlingen og fortælle den hemmelighed, hun havde gået med.

Så fulgte, har Anna ladet sig fortælle, en af de længste klapsalver i højskolens historie.

- Jeg kendte ikke dem alle sammen, og ikke alle kendte mig endnu, så det var utroligt rørende.

Anna har altid gerne villet på højskole, da hun var yngre var hun på efterskole og elskede det. Men tiden gik, hun tog en uddannelse som skrædder, corona kom og efterfølgende fik hun et job på en folkeskole, som hun var umådeligt glad for. Det passede aldrig rigtigt ind.

Indtil i år.

I påsken blev Anna sygemeldt, hun fik stress og måtte stoppe på folkeskolen. Mens hun var sygemeldt, gik hun og tænkte over, hvad hun skulle efter sommerferien.

Starte på en ny uddannelse, søge et job som skrædder eller måske lærer?

- Men så tænkte jeg, at højskole var den perfekte løsning. Jeg kunne starte op uden, at det var hverken for voldsomt eller krævende for mig, fortæller Anna.

I starten af juni tilmeldte Anna sig et ophold på Vallekilde Højskole. I slutningen af juni stod hun med en positiv graviditetstest.

Alligevel var hun aldrig i tvivl om, hvorvidt hun skulle afsted på højskole. Det skulle hun.

- Helt fra starten af tænkte jeg, at hvis jeg skulle have barnet, så skulle jeg i hvert fald på højskole.

Og det kom hun.

- Måske er det faktisk det perfekte sted at være gravid. Du får mad mindst tre gange om dagen, du behøver ikke bekymre dig om, om det er den rigtige slags. Og så er du omringet af mennesker, der holder af dig og vil være en del af dit barns liv, siger Anna.

Hun bor på et eneværelse, så hun kan trække sig, når kvalmen kommer snigende, eller trætheden rammer hende. Hendes kæreste, gennem syv år, får lov til at komme på besøg på tidspunkter, hvor det normalt ikke er muligt.

Hun er mere hjemme, end hun havde regnet med, da hun tilmeldte sig - for at tage til lægen, scanninger og jordemoder.

- Det kan være en konflikt, når jeg er hjemme i mig og min kærestes lejlighed, for det er så dejligt at være sammen med ham, og der kan han følge med, siger hun og fortsætter:

- Det er jo kæmpe stort for os begge to. Og jeg har lidt frarøvet ham dagligdagsgraviditeten. Men heldigvis er der to måneder til termin, når jeg er færdig på højskolen, så vi kan nyde den sidste tid sammen.

Det her højskoleophold var sidste chance for Anna, hvis hun ville på højskole, mens hun er ung. Og det skulle graviditeten ikke sætte en stopper for. Men hun havde også en bevidsthed om, at hvis hun fik det for dårligt, komplikationer eller savnede sin kæreste for meget, så kunne hun bare stoppe igen.

Men det gjorde hun ikke. Om cirka to uger er højskoleopholdet slut for Anna, og så er der to måneder til termin.