
Ifølge forskning foretrækker mange deres hund over andre mennesker

Foto: Unsplash
Hunden er menneskets bedste ven, lyder ordsproget - og det holder muligvis stik.
I hvert fald viser et nyt ungarsk studie blandt andet, at 19 procent af de adspurgte uden børn synes, at deres hund er vigtigere end noget andet menneske. For dem med børn er tallet 10 procent.
Samtidig er antallet af hunde i de vestlige lande steget i løbet af de seneste to årtier, mens fødselsraten har været stabil eller faldende. Og forskeren bag studiet peger derfor på, at faldende fødselsrater bidrager til hundes stigende værdi i vestlige menneskers liv, skriver Videnskab.dk.
Forskeren påpeger desuden, at hunde kan overtage vestlige menneskers omsorgsbehov, og at flere hunde endda avles til at "ligne" babyer.
Dog siger Peter Sandøe, der er professor og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på Københavns Universitet, til Videnskab.dk, at der ikke er noget, som tyder på, at det er hundens skyld, at fødselsraten falder.
Ifølge ham kan en forklaring på, at hunde fylder mere i vores liv, være, at vi i dag indretter vores liv og hverdag på en måde, der har gjort det nemmere at være hundeejer.
"Inden for de seneste årtier er mennesker herhjemme blevet mere optaget af nærhed og natur og relationer. Samtidig med det er der kommet mere hjemmearbejde og fleksibilitet, og så bliver det mere oplagt at holde hund," siger Peter Sandøe til mediet.
Han er dog enig i, at hunden har en "stadig større rolle" i menneskers liv og henviser desuden til et tidligere studie, der viste, at næsten 60 procent af danske hundeejere er helt eller noget enige i, at deres hund betyder mere for dem, end deres venner gør.
Ifølge Chalotte Glintborg, lektor i psykologi fra Aalborg Universitet, kan det blandt andet også opleves lige så sorgfuldt at miste et dyr, man har været knyttet til, som et menneske tæt på én – men sorgen er ikke anerkendt. Det beskrev hun i en artikel, som femina tidligere har bragt.

Netop dette er grundessensen i et pilotprojekt fra Center for Human Animal Psychology (CHAP) på Aalborg Universitet, som Chalotte leder sammen med sin kollega Tia Hansen, der også er lektor i psykologi.
– Der kom svar på et spørgeskema fra 366 danskere, hvor 58 procent havde mistet et menneske og 42 procent havde mistet et dyr.
– Studiets to hovedkonklusioner var, at sorgen lå på samme niveau hos dem, der havde mistet dyr, som hos dem, der havde mistet et menneske, og desuden at sorgintensitet følges med graden af tilknytning, man havde til den afdøde, fortalte Chalotte.
En af grundene til, at vi kan blive enormt tæt knyttet til vores dyr, er den ubetingede kærlighed, vi modtager fra dem, forklarer hun desuden.

Nu skal flere kvinder aftjene værnepligt i Forsvaret. Måske burde flere mænd samtidig aftjene i restaurationsbranchen
Udvalgt indhold

Dater du en 'højrisikomand'? Mange siger, de aldrig har været så forelskede før

Anja kollapsede en sommerdag og troede, livet var slut. Det, hun oplevede, koster samfundet milliarder
