Liv
22. august 2024

Isabell Andersen fra "Prinsesser fra blokken" om barndom: Mange ting er slettet fra min hukommelse

Der er ikke mange barndomsminder lagret i Isabells hukommelse, og det er der en speciel årsag til, fortæller "Prinsesse fra blokken"-hovedpersonen
Af: Line Lykke Vielsted
Isabell Andersen fra "Prinsesser fra blokken"

Foto: DR (Eva Rødbro, Dennis Khadem)

De fleste forbinder barndommen med gode oplevelser og minder. Sådan har Isabell Andersen, der medvirker i DR's nye dokumentarserie "Prinsesser fra blokken", det dog ikke.

I tredje afsnit fortæller hun nemlig, at hun gennem sin opvækst har haft det svært, og at det ikke altid har været lige nemt. Noget som har gjort, at hun i dag har fortrængt store dele af sin barndom.

– Det har været en meget svær opvækst, og der er mange af tingene, fra da jeg var barn, som simpelthen er slettet fra min hukommelse, siger hun i dokumentaren fra DR.

Selv om det meste af hendes barndom er så godt som forsvundet fra hendes hukommelse, er der dog én episode, som har sat sig rigtig godt fast. Og det er en episode, der fandt sted, da hun var cirka seks-syv år gammel.

Med sin mor, bror og mormor havde hun planlagt at flygte fra sin papfar, som ifølge Isabell var voldelig overfor hendes mor. Flugtplanen udfoldede sig dog mere dramatisk, end hun havde forventet.

Papfaren kendte ikke til flugtplanen, og uden hans kendskab havde Isabell sammen med sin mor, mormor og bror fyldt bilen op med de ting, som de skulle have med.

Da de havde pakket bilen, trillede de af sted. Det gik dog ikke ubemærket hen hos papfaren, som valgte at tage hårdt i rattet og lave en U-vending for at køre efter dem. Isabells mormor havde dog kurs mod et lyskryds, som var meget trafikeret, og da de nærmede sig lyskrydset, var hun nødsaget til at tage et svært valg for at undgå, at papfaren kørte ind i dem.

Hun kørte over for rødt med Isabell, hendes mor og bror siddende i bilen.

Efter den dramatiske hændelse lykkedes det dem dog at flygte hjem til Isabells mormor, hvor de boede i den efterfølgende periode.

Hendes barndom, der ikke ligefrem har været en dans på roser, har blandt andet ført til, at hun i dag har svært at sætte sin lid til andre mennesker og hellere vil stå på egne ben.

– Det har nok gjort, at jeg har svært ved at stole på folk og har lært at klare mig selv.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også