"Jeg klædte mig af og lagde mig i bilen. Det reddede nok mit liv dengang, for han havde mord i blikket"

Vi ved, hvordan det er at gå på fortovet og se et menneske halvsove i en port eller skamfuldt kigge til siden, når nogen sælger en avis for hjemløse.

Hvordan det kan stikke i hjertet, men man skynder sig videre.

En af de kvinder, som mange har gået forbi, er svenske Victoria Berggren, 56.

Hun har levet et hårdt liv, men er nu stoffri og drømmer om en så normal hverdag som muligt.

– Jeg ville bare ønske, at folk kunne holde op med at dømme deres medmennesker. Du kan aldrig vide, hvad andre har i bagagen, siger hun.

Hun ved, hvad hun taler om, og fortæller nu om sit liv i lydbogen Er det nu, jeg dør? – mit liv som prostitueret heroinist, som hun har skrevet sammen med journalisten og forfatteren Leone Milton.

Det er nemt at tale med Victoria. Hun er åben og ligefrem, intet emne er for svært.

Hun ser tilbage på sit kaotiske liv med et ret kras blik.

Hun fortryder meget, men kan også forstå, at hun endte på afveje.

– Hvis nogen i niende klasse spørger, hvad man vil være, er der ingen, der siger ”Jeg vil være prostitueret og misbruger”. Jeg ville også noget andet, men sådan blev det for mig, siger hun.

Faren begik seksuelle overgreb

Hun er sikker på, at begyndelsen til hendes dårlige livsvalg startede allerede i barndommen. Familien boede uden for Stockholm. Faren var en højtstående embedsmand, som ofte rejste i forbindelse med arbejdet.

Men bag facaden var han også en alkoholiseret og truende mand, der var voldelig mod moren og de tre døtre.

Det, der skadede Victoria mest, var, at faren forgreb sig seksuelt på hende.

Nogle år senere blev han også dømt til fængsel for incest.

– Jeg fik aldrig lov til at være lille, hele barndommen blev stjålet fra mig. Når han tævede min mor, var det mig, der gik imellem. Jeg er overbevist om, at det var min far, der gjorde, at det gik så skidt for mig.

Da Victoria gik i sjette klasse, blev hendes forældre skilt. Allerede som barn kunne hun forstå, hvorfor moren ikke havde taget pigerne og gået fra faren tidligere.

– Hun turde ikke, han styrede hele familien. Han var jo højtlønnet og civil- og bygningsingeniør. Og min mor, hun arbejdede hele livet som sygehjælper for demente.

Begyndte med misbrug og prostitution

I teenageårene gik det for alvor ned ad bakke. Victoria fik smag for stoffer og endte hurtigt i et misbrug. Først amfetamin og derefter heroin.

– Jeg gik med en konstant uro og angst i mig. Men heroinet fjernede alt. Jeg husker, at jeg tænkte: ”Åh Gud, hvorfor har jeg ikke gjort det her før?” For da kunne jeg slappe af og have det godt.

Det kostede penge at få fat i stoffer. Mange penge.

Det var behovet for hurtige penge, der gjorde, at Victoria prostituerede sig. Hun var kun 17 første gang og gik derefter på Malmskillnadsgatan i perioder gennem fjorten år.

Hun holdt ud med alle disse kunder – mænd fra alle samfundsklasser og erhverv – ved altid at være påvirket og ved at lukke af for følelserne.

– Jeg har altid haft evnen til at gå ind i min egen verden, gå ind i boblen, plejer jeg at kalde det. I terapi har jeg forstået, at det har noget at gøre med det, min far gjorde mod mig, da jeg var lille.

Hun ser mig direkte i øjnene med sine blå, næsten lysende øjne og siger:

– For jeg kan godt sige dig; den ”glade luder” findes ikke. Jeg lover dig, at omkring 97 procent af de kvinder, der prostituerer sig, har været udsat for overgreb. Selvom mange ikke vil være ærlige og fortælle det.

Hun husker en gang, hun var tæt på at komme rigtig galt af sted. En af sexkøberne nægtede at betale og kørte til et sted, hvor ingen kunne se dem. Der blev han truende.

– Han sagde ”Du skal ikke have nogen skide penge.” Jeg vidste, at jeg bare måtte gøre, som han sagde, jeg klædte mig af og lagde mig i bilen. Det reddede nok mit liv den gang, for han havde mord i blikket.

I bogen beskriver hun sig som en håbløs romantiker, en kvinde, der altid har haft håbet om at blive elsket og tryg, men at hun gang på gang har valgt de forkerte mænd. Farlige mænd.

Jaloux narkomaner, der har været charmerende i begyndelsen, men som senere blev aggressive og voldelige.

En af dem smittede hende med hiv, en anden satte en pistol mod hendes tinding.

– Jeg har jo valgt mænd efter min far… Og han havde gode sider også, når han var ædru, kunne han være en rigtig god far, der tog os med på sjove ting.

Mistede sin datter

Victoria blev selv forælder som 21-årig, sammen med fyren, hun levede med dengang. Det var en begivenhed, der først indebar utrolig lykke, men som derefter fik Victoria til at miste lysten til at leve.

Da hun blev gravid, stoppede hun straks med stoffer og at ryge cigaretter.

Men hun fik et tilbagefald, og da hun havde født datteren, blev hun placeret på et mødrehjem.

Der fik Victoria og en anden nybagt mor fat i metadon, et middel, der bruges til at komme ud af heroinafhængighed.

– Jeg tænkte, at det var medicin, og troede aldrig, at de ville tage min datter, fordi jeg brugte det. Men det gjorde de.

Datteren var da blevet ni måneder. Når vi taler om pigen, ryster Victorias stemme.

– Efter det var det ligegyldigt, om jeg levede eller døde. Det var så forfærdeligt. Jeg har stadig ikke bearbejdet det helt, selvom jeg gik i terapi i et år.

Smerten er der stadig. At miste sit barn må være det værste, der kan ske for en mor.

Mellem forhold, forskellige behandlinger og opholdssteder har Victoria været hjemløs.

En af dem, som forbipasserende ser på og undrer sig over, hvordan hun er endt der.

Victoria tror også, at det at være hjemløs er langt hårdere som kvinde, end som mand.

– Altså, det er tusinde gange hårdere. Vi er udsat på en helt anden måde, kvinder bliver meget dårligt behandlet. Og det er frygteligt, hvordan andre ser på en. Hvis jeg ikke havde taget stoffer, havde jeg ikke kunnet holde ud at blive set på den måde.

Hun synes, at det svenske samfund er blevet meget hårdere, siden hun var ung. På mange måder.

– Der er en enorm forskel. Der fandtes ingen bander, ingen våben, og selv vi narkomaner hjalp hinanden, der var en slags fællesskab alligevel. Politiet og alle var venligere. Hele samfundet var tryggere på en måde.

Sad i kvindefængslet Hinseberg

At Victoria alligevel har overlevet og klaret sig så godt, tror hun skyldes held, men også at hun har kunnet arbejde i perioder, blandt andet med demente.

Hun har også været stoffri af og til, når hun blev tvangsindlagt for sit misbrug, og da hun i to år sad i kvindefængslet Hinseberg for at have solgt narkotika.

– Når jeg ser tilbage, kan jeg jo se, at det har hjulpet mig at være uden stoffer indimellem, konstaterer hun.

At hun til sidst kunne holde op med heroin skyldtes en enkelt situation, hvor det hele simpelthen blev for meget.

Sammen med flere andre misbrugere sad hun og ventede på sin tur til at købe heroin.

– Vi var hjemme hos en dealer, og han bad os vente hele tiden. Da jeg havde ventet i otte timer, var det så ydmygende. Jeg sagde til mig selv: ”Vickan, det her er ikke dig. Nu rejser du dig og går herfra.” Så jeg tog min taske, rejste mig op og sagde ”Tak og farvel for mig, hav et godt liv.” Derefter gik jeg derfra og skrev mig ind til afvænning.

Denne gang virkede det

I dag lever Victoria et stille liv. Hun er stoffri og forlovet med en ungdomskæreste, som hun har mødt igen gennem Facebook. Hun bor på et hjem for kvinder og håber at få tildelt en lejlighed.

Men datteren lever et helt andet liv, og de to har ingen kontakt.

– Jeg er glad for, at hun har haft virkelig gode plejeforældre. Jeg er stolt af hende; hun har aldrig været involveret i stoffer eller noget lignende. Og hun har i det mindste kontakt med min mor, altså hendes mormor, og det føles godt. Min mor er over 80, hun har støttet mig hele mit liv og er min bedste veninde.

På trods af et liv, der har budt på flere ned- end opture, så vælger Victora at se positivt på tilværelsen.

- Jeg tror, jeg er et ret godt menneske, og så har jeg haft meget held en gang imellem. Jeg er stærk mentalt. Bortset fra når det gælder mændene, som har kontrolleret mig, har jeg haft hår på brystet. Jeg er utroligt lykkelig over, at jeg har det så godt, trods alt.

Fremtiden? Victoria håber at få førtidspension, da hun lider af forhøjet blodtryk og PTSD, posttraumatisk stresssyndrom, og leve et roligt og helt almindeligt liv.

Denne artikel blev første gang bragt af Allas der også er ejet af Aller Media. Dette er en oversat og redigeret version.