Jeg var modstander, da min bror ville sløjfe en af julens traditioner. Men aldrig har det givet mere mening

Kamilla Kilias er journalist på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nu begynder det. Mariah Careys stemme flyder ud af radioens højtalere, lyskæderne glimter i de tidlige, mørke aftener og det er nu (næsten) acceptabelt at spise æbleskiver til frokost og risengrød til aftensmad.

Black Friday skyder om lidt ræset i gang, og så følger en måned med stress, køer og et krav om at ramme den perfekte balance mellem noget brugbart og kreativt.

Sådan var det også i min familie i mange år. Ønskelisterne blev sendt rundt allerede i november, så alle havde god tid til at finde, købe og pakke gaver ind til hele familien.

Men for et par år siden fik den ældste af mine brødre nok af forbrugsfesten. Han var træt af at købe gaver bare for at købe gaver. Han foreslog derfor - nænsomt og med vejede ord - at sløjfe en af julens store traditioner.

Julegaverne.

Det første år, han nævnte det, blev det pure afvist. Jeg tror måske endda, at vi kaldte ham The Grinch. Hvor var juleglæden? Glæden ved at give og glæden ved at få - er det ikke det, det hele handler om?

Min mor stirrede på ham, som om han lige havde foreslået at afskaffe selve julen. For hende er gaver ikke bare ting. Det er hendes måde at vise kærlighed på – små beviser på, at hun har lyttet, tænkt, noteret og fundet netop dét, der ville give os et glimt af glæde juleaften.

Jeg selv blev ramt på min kærlighed til traditioner. Jeg elsker, at dagen altid forløber efter en særlig - og meget genkendelig - opskrift: den hyggelige gåtur julemorgen, hvor vi samler grene og kogler til årets juledekorationskonkurrence. Julefilm i sofaen. Duften af and og sukkerfyldte kartofler, der fylder huset.

Og når aftenen endelig oprinder, så spiser vi, ser lysene i vores dekorationer brænde (det handler meget simpelt om at have det lys, der brænder længst. Neglebidende!), finder mandlen og synger sange i kædedans om træet.

Til sidst pakker vi på skift gaver op, mens alles øjne er rettet mod den heldige, der netop har fået noget, de måske – eller måske ikke – har ønsket sig. Det hele spiller efter samme velkendte melodi.

Men min brors forslag fik mig alligevel til at tænke: Er det gaverne, jeg elsker, eller er det opskriften?

For let’s face it: Når man er voksen, køber man bare det, man mangler. Vores ønskelister bliver mere og mere halvhjertede for hvert år, der går, og lige så meget som min mor lægger kærlighed i gaverne, føler jeg presset i at finde noget, der bare føles gennemtænkt.

Jeg har det nemlig yderst anstrengt med Ønskeskyen og ønskelister generelt - det føles mere som at købe fra bestillingslister end at købe af omsorg og tanke for modtageren. Af samme grund afviger jeg altid fra dem og gør dermed også opgaven sværere for mig selv.

Langsomt gik det op for os alle – selv vores mor – at vi ofte brugte mere tid på at stresse over gaverne end at glæde os til julen. For slet ikke at nævne hvor dårligt det er for miljøet at købe og forbruge mere, end vi reelt har brug for.

Så efter et års optakt sløjfede vi gavefesten. Gisp!

Men som det er med alle vaner og især traditioner, efterlader det et tomrum, når noget fjernes. Og det tomrum krævede noget nyt. Så vi lavede en aftale: I stedet for gaver holder vi hvert år en sommerhustur for hele familien. Det er blevet en ny tradition, hvor vi i stedet for pakkepres får kvalitetstid med hinanden.

Da vi tog beslutningen om at droppe julegaver og veksle det til samvær, var vi kun voksne i familien. Det gjorde det selvsagt lettere. Siden er der kommet et barn til, og det har selvfølgelig givet anledning til at genbesøge julegave-snakken, så julemagien ikke tages fra den mindste.

Reglen er derfor nu, at vi kun giver en moderat mængde gaver til børn i familien, eller hvis vi ser noget, vi synes, et familiemedlem simpelthen ikke kan undvære. Det kan både være brugt eller nyt, men vigtigst af alt er, at der intet forventningspres er til at skulle give gaver.

Nu giver vi kun gaver af lyst, hvis nogle mangler noget konkret, og ikke af pligt og dikteret af en bestillingsliste.

Og hvad angår den ene ingrediens, der nu mangler i opskriften for juleaften, så har vi fyldt hullet med noget, der bringer os tættere sammen: Julequiz, spil, sang, aktiviteter og fælles lege.

Så selvom jeg først syntes, min bror var The Grinch, har det aldrig givet mere mening.

Det er ligegyldigt at sidde og på skift rive gavepapir af ligegyldige gaveæsker, man kun har ønsket sig, fordi man skulle ønske sig noget.

Tværtimod er det en kæmpe lettelse at kunne vride alt hyggen ud af december, uden at skulle stresse og svede over tilbudsjagt og gaveindkøb.

Julen er ikke blevet mindre magisk uden gaverne. Essensen er tiden med hinanden - og selvom det kan lyder super cringe, så er det i virkeligheden den bedste gave af dem alle.