Anne Glad om 12 års aldersforskel: I starten tænkte jeg over det. Men det er jo fuldstændig ligegyldigt

Læs også anden del af interviewet med Anne Glad, hvor hun kommer ind på, at hun aborterede første gang, hun blev gravid med Kim Wagner. Og hvordan de fik hjælp af en parterapeut efterfølgende.

Anne havde været på Statens Museum og se en udstilling, hun var lidt træt, så hun satte sig på en bænk i Botanisk Have og røg en stille smøg.

Kim var på vej ned og besøge sine forældre i Haslev, men missede toget, så han købte sig en kop kaffe og gik en tur i Botanisk Have, mens han ventede på det næste.

“Gud, hende kender jeg da!” tænkte Kim, da han passerede Anne.

Nå nej, det er jo hende fra tv. Det var dér, han kendte hende fra.

– Jeg noterede mig, at Anne var superlækker, men da vi fik øjenkontakt, da vi stoppede samtidigt ved lyskrydset på vej ud af haven, var det alligevel for akavet at sige noget, syntes jeg. “En kvinde som hende får sikkert tusinder af tilbud.” Så jeg gik videre og tog mit tog.

– Men så tænkte jeg: “Det kan jeg simpelthen ikke lade passere, det her!” Så jeg fandt Annes mail og skrev meget kort og ærligt til hende, at jeg ikke anede, hvor hun var i livet, men om vi ikke skulle mødes.

Anne: Da Kim gik forbi, tænkte jeg: “Gud, han er hot! Hvor dejligt med en smuk mand, der kigger.” Han havde sådan et retro-cowboy-outfit på, så han lignede summen af alle mine teenagefantasier, ha ha! Da Kim så skrev, at han kun var 29, tænkte jeg, at det kunne da være meget sjovt at mødes, for så var det jo oplagt, at vi ikke skulle være kærester. Det var kun et halvt år, efter jeg var kommet ud af et langt forhold, så jeg trængte til at være single på det tidspunkt.

Kim: Det var heller ikke så længe siden, jeg var kommet ud af et fast forhold, så jeg havde heller ikke travlt. Men man kan jo ikke stoppe sådan noget. Det kunne vi i hvert fald ikke.

Anne: Dét, at vi bare skulle have det sjovt, gav et godt udgangspunkt for, at vi kunne være ærlige. Jeg sagde, at jeg egentlig ikke havde tænkt mig at få børn, og du sagde, at du gerne ville have en familie på et tidspunkt, Kim. Så da vi pludselig blev forelskede, var vi nødt til at forholde os til de to yderpoler.

Anne: Hvis vi skulle være sammen for evigt – og det kunne jeg mærke, at jeg gerne ville – var vi nødt til at tale om det med børn. For jeg ville være virkelig ked af at bruge de næste 10 år sammen med dig, indtil du så blev overvældet af trangen til at få nogle børn, jeg ikke ville kunne give dig.

Kim: Et par dage efter mødtes vi på The Log Lady, en lille hyggelig café nede i Pisserenden. Og snakkede og snakkede. Og drak vin.

Anne: Og så skulle Kim gå. Han var så vigtig, at han skulle til en releasefest, og det var et meget godt træk, tror jeg. At han var lidt kostbar. Da vi mødtes igen to dage senere, var han ikke så kostbar.

En moviebox, hvad er det?

Hvorfor ville du ikke have børn, Anne?

– Af mange årsager. Nok mest fordi jeg aldrig havde mødt Kim og haft den dér: Dig gider jeg virkelig godt at få børn med! Men også fordi jeg satte spørgsmålstegn ved overhovedet at sætte børn i verden. Skal man så gå og være oprigtigt bekymret for deres fremtid med den tid, vi lever i?

Anne: Og så havde jeg et fantastisk liv med en virkelig spændende karriere og mulighed for at gøre og agere og købe lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Men faktisk var det mere Kim, der skulle sige helhjertet ja til at få et barn.

Kim: Ja, det blev lidt en ting, der voksede i mig: Er jeg overhovedet klar til at få et barn nu? Jeg var ved at udvikle min karriere, mens Anne var på toppen af sin, der var en voksen verden omkring Anne, og det tog mig noget tid at rumme det og lige forstå, at det ikke var vigtigt. Men pludselig fyldte det meget hos mig: Tid og alder og penge og alt muligt – det blev lidt en stressfaktor.

Anne: Ja, vi havde jo to vidt forskellige sociale liv: Vi gik til barnedåb i din omgangskreds og til studenterfester og runde dage i min. Der var bare langt … Og jeg blev indimellem mindet om, at der er ting, der fylder noget i mit hoved, som ikke fylder noget i Kims.

Anne: I starten af vores forhold jokede jeg en søndag med, om ikke vi skulle leje en moviebox. “En moviebox? Hvad er det?” spurgte Kim, ha ha! Det er blevet begreb for os, når en misforståelse bunder i aldersforskellen: Er det en moviebox? Jeg tænkte også over det ydre blik på os: Gad vide, hvad folk tænker?

De tænkte vel “godt gået!”.

Kim: Ja, af os begge to.

Anne: Det var bare en ting, jeg skulle lægge fra mig. For det er jo fuldstændig ligegyldigt.

Godt at være “gammel”

Anne, du har sagt, at du er Kims dame, før du er Kajs mor. Hvad mener du med det?

– Ha ha, altså … jeg er jo begge dele. Men det er vigtigt for mig ikke at falde ned i mor-gryden. Der SKAL være en forskel på at være hustru og mor, selv om jeg er sikker på, at du også sætter pris på mig som Kajs mor, Kim. Men jeg er nødt til også at fastholde identiteten som den daglige forførerske. Det moderskab fylder jo ALT! Og det er personlighedsændrende.

– I går var vi alle tre ude og se Copenhagen Marathon, og bare dét, at der står mennesker og hepper på andre mennesker, de ikke kender, fik mig til at græde. Altså! Jeg har grædt mere, siden jeg blev mor, end jeg har gjort hele mit liv. Det er helt håbløst at være blevet så tudevorn. Selvfølgelig vil jeg tage en kugle for Kaj anytime, men du må også få min nyre, Kim. Det hele er jo sovset så meget sammen.

Det at holde fast i sin identitet fylder meget hos dem, der bliver mødre i dag, hvordan kan det være?

Anne: Det er, fordi vi bliver voksne senere i livet, end man gjorde før. I gamle dage var man en voksen dame, når man var 25, i dag har man ofte ikke rigtigt fundet sine fødder, inden man træder ind i moderskabet. Uddannelserne er meget lange, og det at indtræde på arbejdsmarkedet kan være lidt diffust, så mange har ikke en erhvervstitel eller et fast sted i arbejdslivet.

Anne: Tidligere sagde man, at vi danner vores identitet, når vi er mellem 15 og 25, men det kan vi godt skrue lidt op for nu – både hos mænd og kvinder. Jeg er blevet så meget klogere for hvert årti, så jeg er fandeme glad for, at jeg var så gammel, da jeg fik et barn. Det gjorde alting meget nemmere for mig.

Kim: Ja, det kan noget.

Har I opdaget sider af hinanden med tiden, som har overrasket jer?

Kim: En af de gode ting ved Anne er netop, at der ikke har været noget, der har overrasket mig. Vi er gode til de samme ting sammen, som vi var i starten, og jeg har aldrig tænkt: Nå! Det skal jeg lige genoverveje, det her!

Anne: Tingene bliver jo sat på spidsen, når man bliver forældre – på godt og ondt – men Kim er det sjoveste menneske, jeg kender, og vi har det endnu sjovere, når tingene bliver rigtigt pressede. Når vi er enormt trætte, og Kaj er urimelig, kan vi stadig håndtere det hele med humor, vi bliver aldrig sure på hinanden.

Anne_ Det var en dejlig overraskelse for mig. Et lidt pinligt område er, at jeg ikke altid har været så opmærksom på min økonomi. Ikke at jeg har haft en dårlig økonomi, jeg har bare ikke været opmærksom på, hvor mange penge jeg har brugt. Dér har jeg lært noget af Kim.

Kim: Du er virkelig blevet dygtig til ikke at købe tøj.

Anne: Siden oktober 2019 har jeg købt maks. tre stykker nyt tøj pr. kalenderår. Jeg tog den beslutning, dels fordi jeg arbejdede meget med bæredygtighed i mine foredrag, dels fordi det gik op for mig, hvor absurd meget modebranchen sviner. Og en stor andel af det, der bliver produceret, bliver destrueret, inden det overhovedet bliver solgt! Hele den fødekæde er helt ubærlig.

Anne: Og så havde jeg sådan en stuffocation efter at have lavet fjernsyn i så mange år og købt nyt tøj til utroligt mange programmer – jeg var ved at drukne i tøj. Så jeg rensede ud sammen med min assistent, som gav den gas med loppemarkeder og netsalg osv. Jeg har også fløjet meget rundt i verden på storbyferier og shoppeferier, det har jeg ikke behov for mere. Vi drømmer om at komme til regnskoven med Kaj om nogle år, men de årlige ture med fly kan vi sagtens undvære. Og det dér med at flyve til Aalborg for at holde et bæredygtighedsforedrag og flyve hjem igen … det er altså pinligt. Den bevidsthed om ressourcer har jeg fået af Kim.

Kim: Jeg kan virkelig godt lide tøj og går op i, hvad jeg har på, men jeg kan godt gå et år og kigge på en ting og tænke: Hmm, har jeg virkelig brug for den? Hvor Anne bare baskede til den og købte den.

Anne: Nu har jeg købt en pizzaovn til Kim, men han bager altså også de sejeste surdejspizzaer.

Kim: Minimum en gang om ugen. Så hvis nogen skal have en pizzaovn, er det mig! Røremaskinen har jeg også fået af Anne. Og vinkøleskabet.

Er det dig, der laver mest mad, Kim?

– Det er mig, der laver mad.

Sig undskyld – nu

Anne, har du gjort dig nogle tanker om at være en “gammel” mor?

– Ja, det er jeg bevidst om, og jeg synes, at alle ældre forældre har en forpligtelse til at holde sig i gang og interessere sig for deres børns verden. Spille fodbold med dem, og hvad man nu skal. Jeg kan ikke tillade mig at falde af på den. Jeg skal blive ved med at være fysisk stærk, så jeg kan bære Kaj og lege med ham. Og jeg skal nok få mine 10.000 skridt om dagen, tro mig. Vi er i gang hele tiden.

Kim: Jeg synes virkelig, at Anne er vokset ind i moderskabet på en sund måde. Nu er det Kaj, der er vigtig, og ikke primært karrieren. Da jeg mødte Anne, var hun mere presset og karriereminded, nu er hun god til bare at være mor og skideligeglad med resten af verden. Hun smider bare, hvad hun har i hænderne, og leger med ham – det er en megafed evne, som jeg har sværere ved.

Anne: Nu er du for hård ved dig selv, synes jeg. Hvis jeg nogensinde var i tvivl, om du var dedikeret til familien, så er jeg det i hvert fald ikke mere.

Skændes I aldrig?

Kim: Jeg er ikke et menneske, der skændes. Jeg tror ikke, at nogen af os trives i skænderier.

Anne: Det kommer aldrig dertil. Det er igen det dér med at tale sammen. Hvis der f.eks. er en konflikt med Kaj om morgenen, som vi synes kunne være håndteret federe, så når vi at vende det hen over frokost. Vi er gode til at tage tingene i opløbet.

Kim: Jeg har lært, at ting skal lukkes så hurtigt som muligt. Hvis du skal sige undskyld, er det bedste tidspunkt NU, og det bliver kun dårligere med tiden. Jo længere tid, du venter, jo mere lort bliver det.

Anne: Der er heller ingen af os, der har de dér irritationspunkter. Vi kan ikke hidse os op over, at toiletrullen hænger forkert, eller at der er vasketøj på gulvet. Hvis der er noget, der irriterer en, fikser man det selv i stedet for at bebrejde den anden. Meget af fnidderet i et parforhold er jo de dér små hverdagsting, men der er en virkelig en bagatelgrænse for, hvad vi overhovedet nævner.

Så klassikeren med fordelingen af husarbejdet er ikke noget problem?

Kim: Det har vi fordelt. Jeg laver mad, Anne vasker tøj. Og så har vi rengøringshjælp.

Anne: Kim er fantastisk til at lave mad. Jeg kan godt, men jeg gider ikke. Kun når vi skal have gæster, så går jeg også lidt i køkkenet.

Den frygtelige kvinde

Hvad har I lært af hinanden?

Anne: Jeg har lært at have en gensidig respektfuld relation til en, jeg elsker. Det har jeg ikke prøvet før. Den dér grundlæggende respekt og udveksling af daglig inspiration, og at give et andet menneske plads til at være sig selv uden at forsøge at lave om på det, skubbe det, prikke til det – den dér konstante kværnen. Jeg tror, at jeg har været lidt grænseoverskridende én gang, men det gider du ikke, Kim! Du finder dig ikke i noget. Før i tiden kunne jeg godt være den dér frygtelige kvinde, som sad i andres påhør og gjorde opmærksom på, hvad jeg var utilfreds med.

Uuh!

– Ja, har man hørt mage! Men der er nul tolerance hos Kim, og det er rart. Så kan jeg lære det. Det tror jeg er lykkedes.

Kim: Anne var ikke en frygtelig kvinde. Der er bare nogle grænser, man skal prøve af over for hinanden.

Anne: Jeg har en sundere adfærd i det her forhold, end jeg nogensinde har haft før.

Kim: Fedt. Jeg tror, at jeg er blevet sat kreativt fri af dig, Anne. Jeg har altid produceret andres musik, men har gået med en drøm om at lave min egen, og det har jeg fået en masse mod og opmuntring til af Anne. Du er god til at løfte mig i den retning, jeg har brug for – uden forbehold. Og det havde jeg brug for, ellers havde jeg ikke fået gang i mit eget projekt.

Anne: Jeg synes, du er fantastisk!

Kim: Det betyder overraskende meget for mig. At blive sat fri på den måde.

Anne: Kim har lige udgivet en single. Som faktisk er en sang til mig.

Kim: Du er en heldig kvinde.