Vi tror, at myten om "den eneste ene" er oldgammel. Sandheden er en helt anden

Min datter er syv år og har lige fået sin første kæreste. Han hedder Elton, og det må jeg i virkeligheden ikke sige til nogen.

Han ved det nemlig ikke. Sådan var det også i min egen barndom, hvor kærester var nogle, man bare udvalgte i skolegården, fordi de så søde ud.

Eller senere nogle, man mødte på fritidshjemmet eller til gymnasiefester.

Når min datter bliver teenager, vil hun formentlig også møde potentielle kærester til fester eller på en efterskole.

Men hun vil også gøre noget, som jeg ikke gjorde: Hun vil højst sandsynligt swipe sig igennem potentielle dates og partnere på apps som Tinder eller Happn.

Jeg var selv teenager, da de første datingtjenester som Dating.dk og Scor.dk indtog datingscenen, men modsat Tinder husker jeg ikke, at det var noget, man talte med sine venner, studiekammerater eller kollegaer om.

Jeg er sikkert farvet af at være sidst i 30’erne og have været i det samme forhold i to årtier, men jeg oplever i dag en stor selvfølgelighed i, at Tinder, ikke mindst i generationerne under mig, er det, man gør og bruger.

“Hvor skulle man ellers mødes?” som en yngre kollega sagde til mig, da jeg spurgte, hvor hun havde mødt ham, hun datede. Sådan var det ikke dengang i slut 1990’erne, da onlinedating kom frem, forklarer Christiane Vejlø, der er digital trendanalytiker og direktør i Elektronista Media.

– Dengang var netdating noget nyt og spændende, men det var også steder, som folk i starten brugte til at prøve nogle grænser af. Bl.a. ved at oprette sig med et alias, så det føltes mere anonymt. Det var ikke noget, man talte så højt om, siger hun.

De efterfølgende år fulgte en kavalkade af nichesites – fra Elitedaters og Beautiful People til farmerdating eller dating for 60+.

Men i 2014 blev netdating-markedet disrupted, da Tinder blev lanceret i Danmark. Nu skulle vi date på vores smartphones – på studiet, på byturen, ved kaffeautomaten på arbejde.

Netdating trak med introduktionen af Tinder singler, og par for den sags skyld, ud af det skamfulde værelse med nedrullede gardiner.

– De store datingtjenester havde succes i nogle år, ikke mindst Dating.dk, men så kommer der sådan et bastard ind som Tinder, som er en app fra begyndelsen, og hvor man skal logge ind med sit eget navn og i langt højere grad stå ved, hvem man er. Man skal ikke udfylde en masse tekstfelter, som mange måske fandt irriterende på de traditionelle datingsider, siger Christiane Vejlø.

Derudover skiller Tinder sig ud ved at være sjov at bruge, forklarer hun.

– For det første får man hurtigt sorteret ud i dem, man ikke gider at høre fra, fordi begge parter skal like hinandens profil og billede for at lave et match, og det giver en tilfredsstillende fornemmelse hver gang. Nogle samler ligefrem på matches, og det kan jo godt stive egoet lidt af. Og selve brugerfladen, hvor man swiper til højre eller venstre gør også, at der er noget gamification over det – det føles lidt som et spil, siger hun.

Kærlighed er en luksusvare

Men selv om apps som Tinder er populære og efterhånden førstevalget for de fleste, når det handler om onlinedating, har tjenesterne også mødt kritik.

Den nu afdøde polske sociolog Zygmunt Bauman gav vores moderne, digitale datingadfærd en del af skylden for, at det langvarige, solide parforhold var i opløsning, og i datingprogrammet “Alene sammen” på TV 2 sammenligner antropolog Trine Demant, som er en af eksperterne i programmet, Tinder med en enarmet tyveknægt, fordi det angiveligt skulle være lige så usandsynligt at finde kærligheden her, som det er at vinde den store gevinst.

Sidstnævnte program er bare ét af mange eksempler på, at matchmaking, i et utal af formater, ikke kun noget, vi dyrker privat på vores telefoner. Det vrimler med datingprogrammer på tv-sendefladen.

Fra de danske som “Gift ved første blik” til “Vild kærlighed” til amerikanske koncepter som “Love is Blind” og “The Bachelor”. For slet ikke at nævne hypen om Netflix-serien “Bridgerton”, der dyrker romantik og drømmen om den store kærlighed.

Fælles for vores brug af datingtjenester og vores besættelse af dating i populærkulturen er, at vi i bund og grund stadig søger efter den store, episke kærlighed.

Den største misforståelse er imidlertid, at det altid har altid har været sådan. Det fortæller kulturhistoriker Katrine Frøkjær Baunvig, som har skrevet bogen “Den eneste ene – Hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed”.

– De fleste af os har en forestilling om, at tanken om den eneste ene er gammel, men det, at vi har mulighed for at handle efter vores følelser og indrette vores liv efter kærligheden, er et meget moderne fænomen. Mange mennesker, i hvert fald i vores del af verden, har en forventning om, at de skal møde stor kærlighed i deres liv, siger hun.

For at forstå den moderne datingkultur må vi kende baggrunden for den.

Katrine Frøkjær Baunvig forklarer, at det fokus, vi i dag har på at finde den helt store kærlighed, er et produkt af den stigende velstand op gennem det 20. århundrede.

– I løbet af det 20. århundrede har store grupper af befolkningen fået tid, mulighed og overskud til at tænke aktivt på deres følelser. I den periode har folk fået en forventning om, at det “legitime” eller det eneste rigtige udgangspunkt for et langvarigt parforhold, er, at man forelsker sig, siger hun.

Det hænger nært sammen med, at ægteskabet i dag er en art luksusvare, vi principielt kunne undvære.

Et nice to, men ikke et need to. I hvert fald i den vestlige verden.

Forelsket eller sindssyg?

Sådan har det imidlertid langtfra altid været. Godt nok stammer fænomenet “sjælefrænder” – eller “soulmates” – helt tilbage fra det antikke Grækenland, men det eksisterede kun i mytologien. Det var ikke noget, nogen reelt levede efter.

I mange århundreder derefter blev kærlighed primært opfattet som noget, der havde med Gud at gøre.

F.eks. var den katolske kirke i Middelalderen ikke specielt interesseret i at støtte op om ægteskabet, fordi den frygtede, at forelskelse og kærlighed ville udfordre kærligheden til Gud.

Kirken tolererede ægteskabet, men kun som praktisk foranstaltning, fordi nogen jo skulle sætte børn i verden. Det var først i løbet af 1800-tallet, at man overhovedet begyndte at tale om et kærlighedsægteskab.

– Tidligere var kærlighed noget, man mente ville komme snigende over tid, når man havde lært hinanden at kende i et ægteskab. Forelskelse så man på med mistro, og den blev nærmest fremstillet som en form for momentan sindssyge, siger Katrine Frøkjær Baunvig.

Men i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet blev kimen lagt i forhold til at tænke på forelskelsen som noget godt, der kan skabe fundamentet for et ægteskab.

Ikke mindst, da forfatteren Jane Austen blev populær med sine fortællinger om, at ægteskabet godt nok skal bygge på følelser, men at det skal være de rigtige følelser.

– Hendes fortællinger handler om, hvordan det er det robuste, stærke følelser, som ægteskabet bør bygge på, og ikke de flygtige, spontane og vanvittige. Dem, hvor man mærker efter, om der er tale om en reel forelskelse. Det er her, man for første gang får etableret forbindelse mellem de rigtig stærke følelser og ideen om et roligt, rigtigt, robust liv og ægteskab, siger Karen Frøkjær Baunvig.

Når Tinder og andre datingtjenester i dag bliver beskyldt for at være overfladiske eller at forfladige romantikken, er Katrine Frøkjær Baunvig stærkt uenig.

– Der er mange, der har påstået, at kærligheden er truet af datingapps, men det mener jeg så afgjort ikke, siger hun.

Hun synes i den forbindelse også, at det er uretmæssigt, når vi i dag bliver skældt ud for, at vi flygter fra vores ansvar ved at blive skilt med begrundelsen om, at det var meget bedre i gamle dage, og at vi ikke længere er villige til at kæmpe for kærligheden.

– Selvfølgelig er det rigtigt, at folk tidligere end før kaster håndklædet i ringen, fordi de kan, fordi de selv tjener penge, og fordi de ikke lader sig undertrykke. Men er det egentlig ikke et udtryk for en positiv udvikling, at de netop har de muligheder i dag? spørger hun.

Faktisk vil Katrine Frøkjær Baunvig gå så langt som til at sige, at kærligheden aldrig har haft bedre vilkår.

– Når vi ikke har brug for hinanden til andet end kærligheden, frisætter det kærligheden. Det er kun kærlighed, det handler om, når vi er sammen.

Opgør med tabuet

Katrine Frøkjær Baunvig mener, at det kan være svært for ældre generationer at tro på, at kærligheden findes på nettet eller via en app som Tinder, fordi vi er flasket op med romantiske forestillinger i musik, litteratur og kunst.

Men for yngre generationer er det anderledes.

– De er jo opvokset med sociale medier, så det er en forlængelse at deres virkelighedsforståelse. For dem virker det fuldstændig lige så sandsynligt, at de finder den store kærlighed her som så mange andre steder, siger hun.

Datingapp’enes popularitet blandt unge har desuden været med til at fjerne det stigma, som tidligere hang over netbaseret dating, mener Christiane Vejlø.

Det har betydet, at netdating i dag er udbredt til flere demografiske grupper – fra unge til ældre og fra land til by.

– Tidligere var netdating mere stigmatiseret og noget, man forbandt med kontaktannoncer i aviser. Det var forbeholdt dem, der ikke kunne finde kærligheden andre steder. Det er meget mindre tabuiseret i dag, fordi rigtigt mange, især unge, i forvejen møder folk på nettet, siger hun.

Christiane Vejlø mener heller ikke, at Tinder udelukker andre måder at mødes på, men nærmere understreger, at det er en oplagt platform for især unge, der er født digitale.

– For dem er det helt naturligt og slet ikke odiøst at hoppe mellem forskellige platforme, hvor man kan møde mennesker. Det er jo fuldstændig naturligt, når man lever et meget digitalt liv, hvor man er vant til, at “selvfølgelig findes det, jeg skal bruge – om det er en biografbillet eller et job – online”. Derfor forventer man også i dag, at hvis man søger en romantisk oplevelse, så findes den også på nettet, siger hun.

Og så er der også en anden naturlig forklaring på, at der både er plads til at drømme om den store kærlighed og de mere flygtige relationer.

Eller måske endda plads til, at vi kan møde den store kærlighed flere gange, mener Katrine Frøkjær Baunvig.

– Når vi bliver beskyldt for at være egoistiske og ansvarsløse, er det bl.a., fordi mange har tendens til at glemme, at gennemsnitslevealderen er steget markant. I det lys er det livslange ægteskab jo et helt vanvittigt commitment.