Kærlighed og sex
3. juli 2024

Hun troede, hun havde fundet "the one" for tidligt – og havde spildt sin chance for kærlighed

Nadja Hansen fik sin første kæreste som 13-årig, inden hun overhovedet vidste, hvem hun selv var. Det medførte jalousi, hjertesorg og utroskab, men i dag har hun lært at hvile i sig selv og sine relationer, fortæller hun i feminas serie ”Hvad jeg ved om kærlighed”.
Af: Af Kristine Villadsen
Nadja Hansen

Foto: Gregers Overvad

Hvad er det pinligste, du nogensinde har gjort for kærligheden?

– Jeg har været i to psykisk og fysisk voldelige forhold, og i sådan nogle forhold bliver man presset så langt ud, i forhold til hvem man er, og hvad man kan finde på at gøre. Så det pinligste er nok den måde, som jeg har reageret på.

– Jeg har gjort nogle ting, som jeg normalt ikke ville gøre, fordi jeg blev så virkelighedsfjern i et usundt forhold, hvor det kører i bølger op og ned. Jeg har skreget og smadret min ekskærestes telefon, fordi jeg blev så sur på ham. Det synes jeg er flovt at tænke på nu. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre det i dag, men man kommer bare langt ud og kan ikke genkende sig selv.

Hvad husker du tydeligst fra din første forelskelse?

– Det er nok min første hjertesorg. Hver gang jeg var uvenner med min første kæreste, eller jeg troede vi gik fra hinanden, så var det som om, at hele verden gik under. Det føltes som liv eller død.

– Jeg fik en kæreste, da jeg var 13 år gammel, og vi var sammen i fire eller fem år. Jeg kan stadig huske vores skænderier, hvor jeg følte at hele verden var imod mig. Men jeg kan også huske den der kriller i maven, når man var sammen, hvilket var fantastisk.

– Dengang var man en enhed, som altid skulle gøre og føle det samme. Der var også meget jalousi, fordi man var lille og følelserne kørte rundt. I dag hviler jeg dog meget mere i mig selv og i et forhold.

Hvad jeg ved om kærlighed

Fra spirende forelskelse til leverpostej-agtig tryghed. Kærlighed er en besynderlig størrelse, der tager form på en milliard forskellige måder gennem livet.

I feminas serie "Hvad jeg ved om kærlighed", taler vi med udvalgte personer om deres oplevelser. Håbet er, at vi kan spejle os i hinanden.

Hvornår føler du dig mest elsket?

– Det er, når folk husker små detaljer om mig. Jeg elsker for eksempel rødt slik, så hvis folk husker det og køber det, føler jeg mig elsket. Det behøver nødvendigvis ikke handle om at købe ting, men jeg kan godt lide, når både familie, venner eller en partner husker de små detaljer.

– Jeg føler mig også elsket, når man lige får en arm rundt om sig i offentligheden, eller hvis en partner tager ens hånd.

Hvordan viser du selv kærlighed til andre?

– Det handler for mig også om at huske og gøre små ting for andre. Jeg hjælper rigtig meget mine venner, og hvis jeg ved, at noget gør dem glad, så prøver jeg at huske det. Generelt laver jeg tit morgenmad til mine venner eller inviterer dem på aftensmad.

– Hvis jeg dater en, så køber jeg gerne mad, som jeg ved, at de godt kan lide. Jeg kan også godt lide at sende en sød besked til dem, som jeg elsker, eller for eksempel lave scrapbøger til dem.

Hvad er dit bedste råd til at holde kærligheden i live i et parforhold eller en anden kærlighedsrelation?

– Man skal huske at prioritere hinanden og sætte tid af til at tage på dates eller gøre ting, som man godt kan lide at lave sammen. Man skal huske at have det sjovt, kysse og kramme, hvilket man tit glemmer i en travl hverdag. Så kan man hurtigt glemme det der godmorgen- eller godnatkys.

– Jeg går meget op i at passe og pleje mine relationer, både til mine venner og i et parforhold, og ikke tage det for givet.

Blå bog 

  • Nadja Hansen er født i 1997.
  • Som 20-årig medvirkede hun i realityprogrammet Paradise Hotel i 2018, hvor hun gik hele vejen til finalen. Hun er igen vendt tilbage til Mexico i den nyeste sæson af Paradise Hotel.
  • Til dagligt arbejder hun som influencer på sin Instagram og TikTok.

Hvornår har du gjort noget, du fortryder, i en kærlighedsrelation?

– Da jeg var yngre, har jeg været utro, og det fortryder jeg, for det er ikke okay. Jeg har været utro i to forhold, for jeg har altid været dårlig til at gå i tide. Når jeg godt vidste, at det ikke gik mere, så har jeg i stedet holdt ud, og så er det endt i utroskab.

– Jeg er rigtig dårligt til at skuffe folk, og jeg vil føle, at jeg skuffede den, som jeg var sammen med, hvis jeg slog op.

– I dag kan jeg ikke finde på at være utro. Jeg startede med at have kærester i en meget ung alder, hvor jeg ikke engang vidste, hvem jeg selv var.

– I dag er jeg ikke så usikker på mig selv, og det synes jeg også kan afspejles i et forhold. Jeg ved hvad, jeg står for, og hvad jeg ikke vil udsættes for eller udsætte andre for.

Hvilke(t) karaktertræk vil du ikke acceptere hos en partner?

– Det er også utroskab, hvilket er så dobbeltmoralsk af mig. Jeg kan heller ikke acceptere, hvis folk er egoistiske, grådige eller nærige. Jeg har haft kærester, som kun tænkte på sig selv og ikke havde empati for andre mennesker, og det vil jeg heller aldrig acceptere mere.

Hvad er dit eget værste karaktertræk i en kærlighedssituation?

– Hvis jeg føler mig låst eller begrænset i et forhold, så bliver jeg nemt meget irritabel og en ”Rasmus Modsat”. Hvis jeg ikke kan føle mig fri i et forhold, så gør jeg ofte det helt modsatte af, hvad folk vil have.

Hvad er det mest overraskende, du indtil videre i dit liv har lært om kærlighed og relationer?

– Jeg har lært, at relationer kommer og går. Det er okay, hvis man ikke er venner for evigt, for nogle gange så passer man ikke ind i hinandens liv på langt sigt. Man skal virkelig kæmpe for det, hvis noget skal vare for evigt, og man kan ikke tage sine relationer for givet.

– Jeg går selv meget op i at pleje mine relationer, for jeg ved, hvordan jeg selv har det, når jeg kan mærke, at det er gengældt.

– Med kærligheden troede jeg som helt lille, at man kun have én person, som man hørte sammen med resten af livet. Da jeg var teenager, troede jeg, at jeg allerede havde fundet ”the one”, men vi mødte hinanden i en for tidlig alder, så jeg havde spildt min chance for kærlighed. Jeg har heldigvis fundet ud af, at det ikke passer.

Læs mere om:

Læs også