Kærlighed og sex
20. februar 2025

Hvem siger “de tre gyldne ord” først? Svaret vil måske overraske dig

Kvinder er mere romantiske end mænd. Sådan lyder fortællingen, men er det virkelig sandt? Det har et nyt studie undersøgt.
Af: Julie Voldby Bruun
Jeg elsker dig

Kvinder er mere romantisk anlagt end mænd, og de søger derfor også det romantiske forhold mere end det modsatte køn - ligesom det kvindelige køn rammes hårdere af hjertesorger.

Sådan lyder bare nogle af de stereotype kønsopfattelser, der har hersket stort set lige så langt tilbage, som mennesket har kunnet fortælle historier.

Men hvordan forholder mænd og kvinder sig i virkeligheden til kærlighed og romantik?

Det har en gruppe forskere fra blandt andet Humboldt University i Berlin nu undersøgt, og resultaterne peger i retning af et opgør med forestillingen om kvinden som det romantiske køn, som litteraturen, filmen og scenekunsten ellers altid har villet have os til at tro på.

Skal man i stedet tro de tre forskeres studie, der udelukkende tager udgangspunkt i det heteroseksuelle parforhold, så får mænd nemlig mere ud af at indgå i et romantisk forhold sammenlignet med, hvad kvinder får ud af det.

Forskningsresultaterne viser desuden, at mænd i et heteroseksuelt forhold er langt mere villige til at sige "jeg elsker dig" før kvinder.

- Vi ved fra adskillige studier, at kvinder typisk modtager mere følelsesmæssig støtte fra deres sociale omgivelser end mænd. Derfor er heteroseksuelle mænd mere afhængige af deres partnere for at opfylde deres følelsesmæssige behov end heteroseksuelle kvinder, siger studiets hovedforfatter, Iris Wahring til Womens Agenda.

Årsagen skal altså findes i de forskelle, der er på, hvordan mænd og kvinder mærker, forstår og generelt navigerer i deres egne følelsesmæssige behov. Hvor kvinder er bedre til at fastholde tætte venskaber sideløbende med deres parforhold, så sværger mænd oftere udelukkende til deres partnere.

Og det gør dem udsatte, når forholdet braser sammen. Af samme grund er mænd ifølge studiet mindre villige til at være den, der slår op, ligesom de er mere tilbøjelige til at tage et brud dårligt, og så er de generelt dårligere til at være single end kvinder.

Læs også