Kærlighed og sex
19. juli 2022

"Jeg føler mig som tyndt udsmurt leverpostej" sagde en klient til mig. Så fortalte jeg hende om 5 minutters-reglen

Det er dejligt at være familie, men også hårdt. Men bare ganske få minutter for dig selv kan gøre en kæmpe forskel.
Af: Sara Skaarup
Sexologen

Foto: Unsplash

– Jeg føler mig som leverpostej for tyndt smurt ud, sagde en kvindelig klient til mig forleden.

Hun tilhører gruppen af kvinder i 30’erne, jeg ser som sexolog, der har små børn og føler sig pressede. Og det er en krævende periode i et kvindeliv.

Ét er at få et parforhold til at virke. Noget andet er, når der kommer en eller flere små mennesker, hvis behov konstant rangerer højere end ens egne.

Og oven i købet så at gå på arbejde mange timer om dagen sideløbende.

Jøsses, det er meget, der skal gå op.

For nogle kommer det gearskifte, der kræves for at være i fast forhold og blive en familie, som en overraskelse.

Sådan var det for mig selv. Jeg gik fra at være singlestuderende med masser af solotid til at være så relationelt forbundet og forpligtet, som man næsten kan være.

Uanset hvor tidligt, jeg kom hjem fra arbejde, følte jeg, jeg kom for sent til børneinstitutionen.

Kravene på jobbet og den dårlige samvittighed over ikke at være sammen med børnene gjorde, at jeg tit var fåmælt og virkede udbrændt, når jeg kom ind ad døren derhjemme, selv om jeg havde glædet mig til at se dem.

En dag konfronterede min mand mig med, hvorfor jeg var så skidesur.

Men indeni føltes det jo ikke som surhed, det føltes som træt desperation og åndenød.

Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle trylle mig om til overskudsmor på vej op ad trappen.

Mange kvinder i min konsultation fortæller om lignende besvær med at balancere forventninger på arbejdet og i familien.

Der behøver ikke være noget galt med hverken det ene eller andet scenario, men overgangen fra at være “på” til at komme hjem og være afslappet og kærlig kan være svær.

Der skal skiftes gear, og for flertallet tager det lige et øjeblik at omstille sig.

En idé er at aftale med sin partner, at der lige går fem minutter efter hjemkomst, før man bliver mødt af krav. Hvis man får den tid, kan både nervesystemet og humøret lægges om.

I det interval kan man både nå at hænge jakken og dagens stress ind i skabet … og at tisse. Og det giver dermed en fornemmelse af at være landet og nærværende, når man endelig sætter sig på hug og krammer børnene.

– Mor skal lige have fem minutter at komme hjem i, bliver dermed omtrent de kærligste ord, ens partner kan sige.

Læs også