Da Mia så en video på TikTok faldt brikkerne på plads. Hun kunne genkende alle symptomerne

Der er masser af energi, liv og styrke i Mia Müthels stemme. Man kan sagtens høre, at hun er et menneske med gang i. En af dem, der får gode ideer, taler højt om dem, handler på dem, får ting til at ske.

– Det er superfedt at have et hoved, der kører på fuld speed, bekræfter hun, da femina møder hende.

Hun fortæller, at hun allerede i 20’erne har grundlagt to virksomheder og færdiggjort sin bachelor samtidig. At hun altid har fyldt meget, snakket meget, gjort meget. Og helst på samme tid.

– For det meste har jeg nået det hele på den halve tid. Jeg er indbegrebet af en blæksprutte. Jeg kan jonglere med mange bolde og køre på fuld gas i lang tid, fortæller hun.

Men så kommer tilføjelsen:

– Indtil kroppen siger fra.

Da den endelig gjorde det, blev Mia Müthel for første gang klar over, at der var noget galt. Det var i efteråret 2021. Hun blev ramt af noget stress og også noget depressionslignende “noget”.

Det var ikke første gang.

Det var også sket et par år før. Begge gange kom det bag på hende og hendes omgivelser. For hun var jo igangsættertypen, der kunne klare alt.

Men pludselig følte hun sig udbrændt. Så meget, at hun lagde sig i seks måneder med gardinerne rullet ned. Et par år senere skete det igen.

– Jeg tænkte: Igen? Jeg har jo lige været der, følte jeg. Det var atypisk for en som mig, der altid har været glad, smilende og “på”. Men lægen mente, at jeg var deprimeret. Jeg havde dog selv rigtig svært ved at forstå det, fortæller hun.

Men så så hun tilfældigvis en video på det sociale medie TikTok, hvor en ung kvinde fortalte om at have adhd. Mia Müthel kunne genkende alle symptomerne.

– Der begyndte brikkerne at samle sig. Jeg talte også med min omgangskreds, om det gav mening i forhold til mig. Det gjorde det. Så bestilte jeg tid hos lægen, fortæller hun.

Lægen mente, at det “bare” var en depression igen, men Mia Müthel måtte insistere på, at hun ikke følte sig deprimeret. Hun følte sig “punkteret”. Hun var ikke trist og ked af det. Hun var træt og drænet. Til sidst lykkedes det at overtale lægen, og hun blev sendt videre til en psykiater for udredning for adhd. Mødet med psykiateren og også den psykiatriske sygeplejerske blev et vendepunkt.

– Det var så rart at møde mennesker, der fra første sekund var forstående. De havde set det hele før, fortæller hun.

Brug for pauser

Hele sit liv har Mia Müthel følt sig anderledes. Hun kravlede ikke på væggene, men hun snakkede meget, fyldte meget og var måske en lidt irriterende type, som hun selv udtrykker det.

Men hun har altid haft nemt ved både det faglige og det sociale i skolen. Alligevel var der tegn.

– Der er ikke den sportsgren, jeg ikke har gået til som barn. Jeg gik til det i kort tid, så kedede jeg mig, og så gik jeg videre til noget andet, fortæller hun.

Men det blev først tydeligere i gymnasietiden. Ligesom andre var hun propfuld af hormoner og humørsvingninger, men for Mia Müthel var det alligevel en tand mere, og hun var på nippet til at ryge ud, fordi hun havde svært ved at holde koncentrationen i skolen.

Efter gymnasiet gik hun videre på universitetet, hvor hun var en flittig studerende trods koncentrationsbesvær. Og passede tre job ved siden af.

– Jeg var en superwoman, siger hun.

Indtil kroppen sagde fra. Og hun endte med at få diagnosen adhd som 25-årig. Fordi diagnosen blev stillet for nylig, er det stadig en proces for Mia Müthel at forholde sig til den. Hun er stadig ved at lære sig selv at kende på ny.

– For mig er det vigtigt, at diagnosen ikke får lov at definere mig. Jeg er ikke adhd. Jeg er stadig bare mig, men jeg er ved at lære mere om, hvem Mia er. Det er en enormt lærerig proces at få en diagnose som adhd, siger hun.

Og her er hun inde på det, som hun egentlig synes, er vigtigst at formidle videre, om det at få en diagnose som voksen. For netop fordi hun er voksen, er hun også i stand til anerkende, at adhd’en også har været og stadig er en fordel. En styrke ligefrem.

– Jeg tænker, at der er mange voksne med adhd, der er iværksættere, ligesom jeg selv er. Som ubevidst har udviklet overlevelsesstrategier, som sammen med deres adhd-drive har gjort, at de har klaret sig ekstra godt helt op i voksenalderen. Men som også har haft et enormt behov for pauser, siger hun.

Hendes egne overlevelsesstrategier har været at lægge hjemmedage ind i kalenderen, hvor hun har binget Netflix i 12 timer i træk – specielt efter sociale arrangementer, som er enormt drænende for hende.

Rutsjebanen er mindre vild

I dag er hun på medicin, som hjælper hende til at sætte tempoet i hjernen ned, så hun bedre kan koncentrere sig om én ting ad gangen og derfor heller ikke bliver så udmattet. Medicinen er stadig ny for hende, men hun er glad for den ro, den giver.

– Jeg savner ikke tankemylder og de popcorntanker, du ikke kan styre, og som popper hele tiden. Jeg savner ikke at starte en masse op og så ikke kunne overskue at gøre det færdigt. Jeg savner heller ikke den downtime, der kommer, når kroppen siger fra, fortæller hun.

Men:

– Det har også været en fordel at være så idérig, som jeg har været. Og det kan også godt være angstprovokerende at føle, at medicinen lægger en dæmper på det, du kender. Men jeg føler ikke, at en del af mig er forsvundet. Mere at rutsjebanen ikke kører med helt så vilde udsving længere, fortæller hun.

Til gengæld er hun er ærgerlig over de mange fordomme, hun har mødt om adhd.

– Selv min egen læge havde svært ved at tro, at jeg havde det, for “det har kvinder jo ikke”. Adhd er enormt misforstået hos kvinder. Det handler ikke kun om at være hyperaktiv og kravle på væggene hele tiden.

– Det handler mere om at være kreativ, men også om at være overopmærksom på alt omkring os og derfor blive enormt mættet og brugt op, siger Mia Müthel, der har en opfordring til andre kvinder, der diagnosticeres med adhd:

– Jeg vil gerne dele med andre kvinder, der ligesom mig altid har følt sig anderledes, at det er helt okay. At vi skal være stolte over det enorme drive og idérige sind, vi nu engang besidder. At det bare handler om at bruge det rigtigt. Og søge hjælp, ligesom jeg gjorde.