Michael Falch: "I krisesituationer brystede jeg mig af, hvor lidt utro jeg havde været”

Mager jagthund med guitarkasse og kasket, der skjuler coronafrisuren, træder ind med et grin, og vi har mødt hinanden før.

”Nå, vil du stadig tale med mig efter at have læst min bog?” spørger han.

Og i samme åndedrag:

– Jeg er en simpel skråstreg primitiv mand. Det er jo det. Men MEGET kompliceret, yderst sammensat.

Han griner.

Lad os lige dvæle ved hans spørgsmål, der er jo en grund til, at han stiller det.

Erindringsbogen ”Over stregen” tager udgangspunkt i det andet store parforhold i hans liv. Og bruddet.

Han krydsklipper til ungdom og Malurt og det første 30 år lange forhold og til nutiden, hvor han er flyttet tilbage til København i en lejlighed. Alene. Han spørger sig selv, om han skal blive ved med at være det.

Udforsker sin egen sanselighed og sensualitet. Og møder undervejs i bogen kærligheden et overraskende og ikke uproblematisk sted. Det vil trykke på nogle fordomsknapper, og han ved det.

Michael drikker neskaffe, hans foretrukne kaffetype, og siger:

– Du er den første, jeg skal tale med om den, og det er, så vidt jeg selv kan vurdere, en MEGET åbenhjertig bog, der går meget tæt på mangt og meget i et menneskes liv, i en mands liv, i mit liv … så det kunne jo godt være, du sagde, ”nej, sådan et væsen har jeg sgu ikke lyst til at have inden for mine døre”.

Jeg kan godt lide din ærlighed.

– Ja, det er jo det … Men jeg ved i hvert fald, at jeg har følt mange af tingene, og mange af refleksionerne har krævet noget mod af mig, for en hel del af bogen er nok materiale, man normalt holder lige inden for hjemmets fire vægge. Eller allerhøjst siger face-to-face.

Som hvad?

– Jamen skildringen af kærlighedseventyrene. Og skildringen af … mænds seksualitet. Min opfattelse af den. Måske især for tiden hvor mænd sådan over en bred kam er blevet tavse. Føler sig … skræmt væk og trængt op i en krog.

- Det tror jeg ikke er meningen med #MeToo. Det handler om at gå op imod overgreb og grænseoverskridende adfærd som sådan, tænker jeg.

Men ”Over stregen” er IKKE et indlæg i #MeToo-debatten, pointerer han.

Han beskæftiger sig godt nok med samspillet mellem mænd og kvinder, men det er hans eget kærlighedsliv, han folder ud i sin femte bog.

– Jeg har tit tænkt: Åh, gid jeg var romanforfatter, for så kunne jeg slippe for at stå på mål for alt det her selv. Men jeg er IKKE romanforfatter. Når man så skriver selvbiografisk, kan det – hvis man har en halvkendt næse, ha ha – være tillokkende, at det bare bliver noget gloriepudsning og selvforherligelse, og at man maler et skønmaleri af sit fantastiske liv.

- Jeg har fra første bog gået imod det. Hellere pille glorier af i et forsøg på at nå ind til noget, der kan være sandt, ikke bare for mig, men for mange mennesker.

Bjergtaget

64-årige Michael siger, at han efter at have slået store kolbøtter og taget livtag med sin egen vildskab har erkendt, at de kedeligste mennesker måske også bliver de lykkeligste i længden.

Men så er der noget, jeg ikke forstår.

For i begyndelse af bogen bor han og kæresten, Anita, skønt med udsigt til Storebælt på 10. år.

Livet er muligvis blevet lidt kedeligt, men smukt. Han er 61, da flyttefolkene kommer og henter hans del af læsset og afleverer det i en ny lejlighed på Frederiksberg.

– Det var jo ikke tanken ... Anita var mit voksenlivs anden kvinde, mine børns mor, Linda, var mit livs første, og jeg havde en fornemmelse af, at Anita og jeg skulle blive gamle sammen. Det skulle vi imidlertid ikke.

- Det er også det, bogen forsøger at stille skarpt på: Hvad sker der med os, hvis vi ligesom ikke er i den grounding, et fast parforhold giver os, når vi bliver ældre?

Hvorfor blev du så ikke sammen med Anita?

– Ja … jo … det ville jeg på en måde også gerne, men det er bare det med … når man i parforhold holder op med at kysse hinanden. Når det mere og mere bliver til tantekys. Så er vi kun venner.

Hvad er det med dig og kærlighed og kvinder?

– Øh … ja … så blev der stille … Jamen … jeg har fra meget, meget ung alder, det vil sige allerede som dreng, været fuldstændig bjergtaget af kvinder, altså været fuldkommen indfanget af … deres magi.

Jeg siger, at det så må have rummet magiske muligheder for bjergtagning i starten, da Malurt brød igennem.

Men sådan var det ikke.

– For der var jeg samtidig i et meget fast parforhold, som jeg meget gerne ville ære, fordi det var et parforhold baseret på trofasthed. Så jeg kunne ikke rigtig slå mig løs på den måde. Ikke at det endte sådan.

- Efter 30 års ægteskab kunne jeg ikke kalde mig hellig, det lykkedes mig ikke at være tro hele vejen igennem. Men i krise­situationer brystede jeg mig af, altså … hvor LIDT utro jeg havde været. Det var sådan mit sidste desperate greb for at forsvare min integritet. Men jeg har ikke rigtig benyttet mig af de muligheder, der kunne have været der, i særlig grad.

Erotikken

Michael mener, mænd og kvinder har forskellige tilgange til det erotiske.

Og han siger, at det er hans opfattelse, at mænds lyst primært trigges af kvinders lyst.

– Jeg har de her refleksioner, men jeg har ikke alt muligt statistisk belæg for dem, vel? Så det bliver kun fornemmelser, antydninger og forestillinger om, hvordan det kan hænge sammen. Og det er ikke ens fra mand til mand og fra kvinde til kvinde, hvordan vi har det med for eksempel erotikkens overlevelseskraft i parforhold.

- Hvor meget er der biologisk i os, som vi slet ikke har forstået endnu? Eller har taget alvorligt nok? Hvad ER det, vi ikke ved?

– For det virker, som om erotikken forbliver meget vigtigere for mænd i løbet af et langt parforhold end for kvinder. Som om mændene naturligt, altså biologisk, tager det erotiske meget mere alvorligt. Ligesom er biologisk kodet til at lade det fylde meget mere, end det tilsyneladende gør i mange forhold for kvinder. Tilsyneladende.

- Jeg ved det jo kun fra alle de mænd, jeg har talt med i hele mit liv. Men det er samme sang, jeg hører alle steder. I fodboldklubbens omklædningsrum, i backstagerummet, på gader og stræder, og hvor jeg ellers er, når der ikke lige er corona.

Hvad hører du?

– Jeg hører, at mændene … bliver fortabte, fordi de længes efter en erotik, der kun sjældent er mulighed for at forløse. Eller hvad skal vi sige … det er kun sjældent, at det lykkes i et parforhold at opnå en balance, der føles fuldendt eller i hvert fald okay for begge parter.

- I det typiske parforhold er der de første par år så meget fællesskab omkring det erotiske. Så damper det af af alle mulige grunde. Igen også biologien. Kvinder får børn, og pludselig bliver deres kroppe også ligesom et tempel for andet end erotik. Det fører en fuldkommen naturlig forandring med sig. Men hvad så sidenhen?

- Det er der nogle ubalancer i, sådan som jeg oplever det. Jeg ved ikke, om det får nogle på barrikaderne, og jeg siger det ikke som en provokation, jeg siger det som en konstatering af en frustration, der er hos rigtig mange mænd.

De får for lidt?

Jeg skraldgriner. Og Michael lyder nærmest – såret:

– Altså nu er der forskellige måder at sige det på. Og … undskyld, Tine, men det BLIVER nemlig sådan noget ha ha-noget. Vi slår det hen. Det gør kvinder, og det gør mænd også, for vi SKAL jo fortsætte, det SKAL jo gå.

- Og det skal nok også gå, men det gør bare, at der er en helt ekstrem frustration hos mænd og, forestiller jeg mig, en rigtig ubehagelig følelse af utilstrækkelighed og af konstant at blive presset hos mange kvinder.

Men så er parforholdet jo umuligt?

– Altså så er parforholdet bare sindssygt vanskeligt at bevare som den base, der skal sikre både manden og kvinden en følelse af ikke at være i … desperat frustration meget af tiden.

Flagrende

Men han taler samtidig også om Paulus og Det Nye Testamente, hvor Paulus forklarer, at ”det seksuelle bliver hjemløst uden for et parforhold”.

– Jeg er på mange måder ikke fan af Paulus, men jeg har bidt mærke i, at han taler om, at vi mennesker burde koncentrere os om noget vigtigere end kønslivet, men det ved han godt, at de fleste ikke kan leve op til, så han siger, at det bedste i stedet er, at mennesker, en mand og en kvinde, slår sig sammen, og så har seksualiteten et sted at bo. Så den ikke bliver flagrende. Og DET tror jeg, der er en sandhed i.

Men det er den sandhed, han udfordrer, da han flytter.

– Udgangspunktet for bogen er det med at flytte fra det, jeg troede var den landlige idyl resten af mit liv. Udsigten til Storebælt. Alt det der vildt fantastiske. Og flytte tilbage til byen efter mange år. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle søge trøst i omflakkende bekendtskaber.

- Men hvad så? Hvad gør jeg så? Hvordan har jeg det med at være alene? Hvad vil jeg ofre for at blive i et parforhold, og hvad vil jeg ikke give afkald på? Jeg har ikke forfulgt min drift, jeg har ikke pendlet rundt i alle mulige datingapps. Jeg har vidst, at det ikke er det, jeg skal, at det ikke er den trøst, jeg skal søge.

Tantra

Men så er der hans møde med tantra. Han vil udforske sin egen i forvejen meget veludviklede sanselighed og finder en tantraterapeut, ”Nynne”.

Efter en omfattende screening, som udelukker, at han er creepy, bliver han blåstemplet og kører til Jylland, hvor terapeuten i fem timer indfører ham i tantraens mysterium.

Hvad gav det dig?

– Altså … Det hele udspringer igen af det her med naturen i os og i det her tilfælde: I mig. Altså driften i mig. Sanseligheden. For det er så let at nedgøre og sige ha ha, og vi har alle de her udtryk, som jeg også fortæller om i bogen, at ”han tænker kun med pikken” eller ”de knepper som kaniner”.

- De der udtryk, vi har, fordi vi er i en kultur, hvor man er uafklaret med det seksuelle.

Narrefisse?

– Ja, præcis. Altså … det er, som om vi i virkeligheden nedgør det erotiske, samtidig med at det fylder så sindssygt meget. Jeg er sikker på, at der ligger erotiske seksuelle motiver bag SÅ mange af de ting, vi gør eller undlader at gøre eller tænker.

- Så det er et uafklaret felt, hvor vi tit slår over i den typiske bralrelatter. Fordi det er en måde at distancere sig på. Der ER bare et eller andet, der røber, at vi stadig går i ungdomsklub på det her felt.

Og SÅ tog du til Jylland?

– Ja ja, jeg nærmer mig! Så tog jeg til Jylland på et vildt tantraeventyr, som jeg skildrer nærmest minut for minut. Det er selvfølgelig et af de kapitler, der har føltes grænseoverskridende at berette om. For det er SÅ intimt, som det overhovedet kan blive i et menneskes liv.

- Og nu kommer fodboldklubben igen, for jeg har hele tiden mit fodboldomklædningsrum som et referencerum. Hør lige mig sidde i tredje halvleg i fodboldklubben, hvor de andre får sig en bajer, og jeg sidder med min Cola Zero og fortæller dem om tantra … du har bare 30 mand, der ligger flade af grin!

- Eller i bandrummet! Da vi var i studiet, og jeg fortalte lidt om det med tantraoplevelser. Mine. De døde af grin. Det trigger virkelig noget komik, men er i virkeligheden gravalvorligt, fordi det erotiske er så styrende for vores forhold til vores sanselighed. Det er styrende for, hvordan vi ellers har det i livet.

Begær

Og Michael funderer over ”en balancering af driftslivet”.

Hvordan han som menneske kan føle sig som kuglen i et flipperspil – og bliver banket frem og tilbage imellem drift og ånd, mellem begær og Gud.

Med andre ord: Hvor meget sex og begær skal have lov til at fylde, fordi det også er ”pseudotilfredsstillelse, der følger med”, hvis man bare blindt adlyder det.

Og med de ord er vi nået til Ginnalee.

Hvad handler det om?

– Det er jo den fuldstændig uventede kærlighed, der opstår.

Hvor?

– Jeg slæber rundt på en alvorlig rygskade, en diskusprolaps, som jeg har slæbt rundt på i årtier, og når jeg ikke har taget den alvorligt, har den givet mig nogle dramatiske konsekvenser, der kan være dybt risikable for mit helbred og min karriere. Den skade fører mig til en massør og i det her tilfælde en thailandsk massør …

Michael standser og starter et andet sted. Der mangler en mellemregning. Og nuancer.

– Hvis man isolerer de her historier, vil man ikke få andet end halve sandheder, og det her kræver virkelig, at man ikke bare læser min bog overfladisk.

– Jeg langer i virkeligheden ud efter især mig selv og den kreative klasse, jeg tilhører, fordi vi er så skinhellige og frelste. Vi tror, at vi er fordomsfri og åbne mennesker, og det er BLUFF. Det er fake glorier.

- Det forsøger jeg at demonstrere igennem bogen. Vi har mere eller mindre udtalte fordomme mod alle mulige slags mennesker. Især dem, der er anderledes end os selv, og dem, der kommer fra andre steder i verden. Det har jeg også, finder jeg ud af. Det er reelt en slags camoufleret fundamentalisme.

Ginnalee hos Manora Massage er med i den ligning.

Så hvad kan du vide om, hvad du går ind til, da du går ind til det?

– Jamen jeg kan ikke vide andet, end at jeg er pisket til at finde en massør, der er meget dygtig, for at min ryg ikke laver ballade. Jeg er ikke heldig i starten, da jeg flytter tilbage til København. Men så går jeg ind til Ginnalee, det er thaimassage, det med at gå på ryggen og alt det der. Det viser sig at være sindssygt godt for mig.

Du skriver et sted om det ry, thaimassage-steder har?

– Jeg nævner kun de udbredte forestillinger og fordomme i en enkelt bisætning i bogen, fordi min intention netop er at gå uden om det felt og bare skildre en kærlighed, der opstår mellem to mennesker fra dybt forskellige kulturer og vilkår.

– Det, jeg vil med den historie, er at fortælle, at selv med de fordomme, jeg selv kommer med, og selv om jeg på ingen måde har lagt op til romantik eller på nogen måde har forventninger om noget, så er det åbenbart sådan med kærlighed, at den kommer, hvis der er mulighed for den.

- Så opstår den, og så bliver den en mulighed imellem to mennesker. Og … det er den kærlighedshistorie, der vokser ud af det dér møde, som er fuldkommen forbløffende for mig selv. Og i øvrigt også for hende. Så … det kommer der forhåbentlig en meget smuk kærlighedshistorie ud af i bogen, håber jeg.

Politiet

Ginnalee er 40 år, ugift og uden børn og sender de penge, hun tjener, hjem til familien, så de kan bygge et hus.

Midt i Michaels spirende møde med hende lukker corona landet ned. Inklusive klinikken, hvor hun behandler hans ryg. Hun begynder at gøre rent for ham for at fastholde en indtægt. En dag bliver han ringet op af politiet, som har hende i deres varetægt.

Nogen har informeret dem om, at hun befinder sig ulovligt i landet, hendes opholdstilladelse er udløbet, og hun står til udsendelse. Hun har oplyst til politiet, at Michael Falch er hendes kæreste.

Han bliver først lidt overrasket.

– Det kan da godt være, at jeg på det tidspunkt havde håbet, at vi kunne blive det, men jeg havde slet ikke været sikker på, at hun var dér.

Det korte af det lange: Hun bor hos ham, til hun skal hjemsendes. Det bliver til fire en halv måned på grund af epidemien.

Hvordan var de fire en halv måned?

– Fuldstændig paradisiske. Der sker på en eller anden meget mystisk måde det, at hele mit erotiske drive bliver overmatchet af et åndeligt drive i mit møde med en buddhist som hende – altså ikke i en vesterlandsk version, men i sådan en hardcore oprindelig asiatisk version … der udgår bare en påvirkning fra hende.

- DET synes jeg også er noget andet forbløffende i det her: At man i så moden en alder som min kan komme hen til et sted, hvor man siger: Wauw, har jeg virkelig så meget at lære endnu?

– Jeg citerer hende for eksempel flere gange for at sige ”one year is not a long time”. Jeg tænker: Et år? Fuck, det er godt nok lang tid. Så der er en læring i accept af vilkår. Det her med balancen imellem, hvornår vi skal gøre oprør mod en tilstand, og hvornår vi skal acceptere den.

- Som i virkeligheden er det, der er bygget ind i hele min ædruelighed: Hvordan man lever et ædru liv og bliver ved med det år efter år, når det er ens dybe beslutning.

– Hvordan man undgår at invitere til tilbagefald og plejer sin livsglæde. Og så møder jeg her noget, der i den grad inspirerer min ædruelighed.

- Selv om vi hverken diskuterer Søren Kierkegaard, Dostojevskij eller Henrik Pontoppidan, udgår der en eller anden meget højt udviklet mental inspiration fra hende, der virkelig kan spille ind i mit liv og være et fuldkommen nyt åndeligt eventyr for mig.

Så det seksuelle bliver sekundært?

– Ja, det seksuelle bliver sekundært. Og … det er nyt for mig.

Og du føler dig elsket?

– Ja, det kan jeg love dig, jeg gør. DET kan jeg love dig. Der er også flere af de situationer, hvor jeg skildrer det med, at vi tricker hinandens grin. Det med at være sammen med et andet menneske, som man kan grine sammen med. Hvor forløsende det er.

Jamen er det så ikke det, vi kalder venskab – og så er vi tilbage til bruddet i begyndelsen af bogen?

– Nej, for så kan det være, at der alligevel også er et kys. Ikke at der ikke var det i mit forhold med Anita … hun skal æres, hun er et dejligt menneske. Det brændte bare ud som kærlighedsforhold. Uden fortryllelsen var jeg lost.

Den er der nu?

– Ja, den er der nu. Og det, jeg dybest set ønsker at fremstille, er livets under. Det med, at vi tror, vi kan regne den ud. Men så kommer livet bare og overhaler os inden om igen og igen.

Flippermaskinen

Så snakker vi om meningen med livet, og Michael siger, den handler om at fjerne vores ydre panser, lære at opleve med forundring, aflive fordomme, fremelske generøsiteten i os selv:

– Det er først, når vi i højere grad kan stå af på vores egne umiddelbare behov og interessere os for livets større sammenhænge, at vi mærker en glæde, der er langt stærkere end det bare at få vores umiddelbare behov stillet. Altså når vi er mere for andre, end vi er for os selv. Klassisk kliché … Men visse klichéer har nok overlevet af bestemte gode grunde.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– Livet har lært mig det store forbløffende, at den kommer, når den vil, ikke når JEG vil. Og selv når jeg ikke vil, kan den finde på at komme og banke på døren. Så kan jeg selvfølgelig lade være med at åbne for den, men hvis jeg åbner, kan der komme ny fortryllelse og ny indsigt.

Hvad der videre sker, er privat.

Er du sluppet fri af flippermaskinen?

– Nu har vi aftalt ikke at tale om det, der ligger uden for bogen, men altså … så lad mig gøre den undtagelse og sige, at okay, her og nu føler jeg mig ikke som den kugle i flipperspillet.