Når Sebastian taler med sine venner om sex, er det på en "funktionel og kødagtig måde". Nu har han en mission

Klasselokalet summer af fnisen. En biologilærer ruller et TV-tårn op foran tavlen og trækker gardinerne for.

På TV’et viser læreren en video af en mand og en kvinde, der har penetrerende sex, og så ser man, hvordan kvinden efterfølgende føder et barn.

Et sted nede på rækkerne af børn sidder Sebastian Lynggaard – den gang folkeskoleelev, i dag 32 år gammel, retoriker, podcaster og nok mest kendt for sin instagramprofil @herligesvend, hvor han udgiver ”nuttede memes til herlige personer”.

Det seneste år er han blevet en del af debatten om køn og seksualitet og om, hvordan mænd kan skabe rum til dem selv og hinanden, hvor de kan have de her samtaler.

Og kimen til de samtaler burde blive lagt i seksualundervisningen – det blev den bare ikke for Sebastian.

– Vores seksualundervisning var ekstremt mangelfuld! De ting, jeg hørte og lærte dengang, var ikke nødvendigvis dårlige. Det kunne bare ikke stå alene, fortæller han.

I et forsøg på faktisk at få det ordforråd, indtager han værtsrollen i feminas nye podcast ”Ja! Den seksualundervisning vi aldrig fik”.

Her inviterer han sammen med medværten Louise Kjølsen, bedre kendt som danser og debat under aliasset Twerk Queen, gæster i studiet, der kan gøre ham klogere på alt det, han ikke fik med fra skolens seksualundervisning.

Ikea-manual uden mulighed for at ringe til kundeservice

I de seneste års debat om grænser, krænkelser, seksualitet og samvær oplever Sebastian Lynggaard ofte, at konklusionen bliver, at ”Vi skal have et sprog for det”.

Og det er da meget godt. Han står bare tilbage med ét spørgsmål: Hvordan? Og hvor starter vi lige?

Oplevelsen af mangelfuld seksualundervisning er Sebastian Lynggaard ikke ene om.

Ifølge Projekt Sexus, den hidtil største befolkningsundersøgelse om seksualitet og sundhed fra 2019, mener over halvdelen af befolkningen, at de i ringe grad eller slet ikke har kunne bruge den seksualundervisning, de fik i grundskolen, til noget.

Flere efterspørger også seksualundervisning på ungdomsuddannelserne.

Stod det til Sebastian Lynggard, burde samtalen om sex og seksualitet starte allerede inden, vi begynder at være seksuelt aktive.

Og den skulle også gerne handle om grænser, den følelsesmæssige side af sex og hvordan man tager de svære samtaler. Alt sammen emner, Sebastian har manglet i sin egen seksualundervisning.

– Det har betydet en enorm usikkerhed, som jeg gerne havde været foruden, og nok også en del skam, på forskellige fronter, som jeg ikke rigtig har turde dele.

– I virkeligheden har det slet ikke hjulpet mig med at have en dialog med mine partnere om sex og grænser.

Skammen er især opstået, når sex på den ene eller anden måde ikke er ”lykkedes”.

– Det var jo ligesom at få manualen til at samle et Ikea-møbel, og så var der ikke noget telefonnummer, hvis der en dag manglede en skrue eller andet, siger han.

Den heteroseksuelle kasse

Det er ikke fordi, Sebastian Lynggaard og hans venner aldrig taler om sex. De taler bare om det på en ”funktionel og kødagtig måde” siger han.

Det mere følelsesmæssige og de udfordringer, de måske bakser med, er sværere at sætte ord på.

– Jeg synes, det kan være svært at tale om, hvad jeg har lyst til og hvordan forskellige ting føles.

– Det er svært at skabe et rum, hvor det ikke virker som om, man enten er overdrevet føle-føle-agtig eller har et helt funktionelt syn på sex, som godt kan dræbe viben lidt.

Han har hele livet oplevet, at der var en stor – og tung – forventning om, at manden, altså Sebastian, skulle tage initiativ til sex og være den aktive part. Fra samfundet, fra popkulturen, fra partnere og fra ham selv. Det lægger et stort pres på mænd, siger han.

– Hvis vi så pludselig tøver, så er det på en måde et nederlag. Måske derfor er det ømtåleligt at have den samtale. Og hvis jeg som mand skal indlede samtalen, så skal jeg have en idé om, hvor den samtale skal gå hen – og det har jeg bare ikke!

På skolebænken

Tilbage i klasseværelset var der heller ikke meget fokus på, at seksualitet kunne være noget, man var nysgerrig på og udforskede.

Da han var yngre var opfattelsen, at man enten var til det ene eller det andet.

– Det, vi ikke rigtig forstod dengang, og som også kunne have været en del af seksualundervisningen, det er, at vi jo alle har brug for at vide, hvor vi er, og at alle os i den heteroseksuelle kasse også har nogle måder at falde udenfor på.

For den heteroseksuelle kasse, som han altid selv har placeret sig i, kommer også med en række forestillinger og begrænsninger - blandt andet om, hvor ensformig og hvor lidt ”farverig” en mand bør være.

Kassen kom med et manuskript, som der ikke var grund til at stille nysgerrige spørgsmål til.

Men i arbejdet med podcasten har han fået udfordret det manuskript – og fået skabt et rum, hvor det er helt okay at stille spørgsmål. Også til alt det, der er svært at tale om.

– Det har været en form for sprogskole, men også en måde at gøre noget rigtig, som var forkert. Jeg tror på, at hvis der ikke er et sprog for tingene, så begynder problemerne at kravle frem.