Maria oplevede en voldtægt på sin 17-års fødselsdag: "Jeg tror ikke, han ønskede at gøre mig ondt"

Maria Lya Leerbeck havde brug for at sige nej. Hun havde brug for at sige stop. Og hun havde brug for, at han hørte det nej, hørte det stop, hun aldrig fik sagt den nat på hendes 17-års fødselsdag.

Hun havde brug for at sige stop for sin egen skyld, for fremtidige kvinders skyld, for sin lillesøsters skyld. Det var derfor, hun anmeldte voldtægten til politiet.

- Jeg var ligeglad med, om han blev dømt. Jeg havde ikke brug for at sætte ham i fængsel, jeg havde brug for at sige NEJ.

Vi skal tilbage til 2005. Maria var teenager i en lille by i nærheden af Varde, hun var en af de teenagere, der havde flere timer i døgnet end os andre.

Hun havde fritidsjob i Kvickly, fik gode karakterer på handelsskolen, spillede teater og skrev debatindlæg til den lokale avis. Hun havde sin første seriøse kæreste og var en del af en tæt vennegruppe.

Alt var faktisk, som det skulle være. Lige indtil det, som Ma riakalder ”5 minutters idioti”, det, hun ikke tror, blev gjort for at skade hende, vendte op og ned på hendes liv i byen.

- Det lyder mærkeligt, men jeg kan sagtens tilgive ham for det. Men jeg kan ikke tilgive kulturen for, at vi lader det ske. Han er jo bare et symptom. Og den skade, han har forvoldt mig, er den samme, uanset om han gjorde det med vilje eller ej.

Samtykkelov – hvad så nu?

Danmark får en samtykkelov. Regeringen og dens støttepartier har indgået en aftale om en ny voldtægtslov, der skal sikre, at begge parter i et samleje fremover skal give samtykke – ellers er det voldtægt. femina.dk har henover sommeren sat fokus på de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Den nye lov bliver kaldt historisk, og den er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvordan sikrer vi os, at voldtægtsofre opnår retfærdighed og bliver grebet af systemet? Hvordan lærer vi den næste generation, hvordan man giver og spørger efter samtykke? Hvordan lærer vi det selv?

Maria serverer kaffe fra en halvfjerdserbrun kande, hun sidder med det ene ben trukket op under sig i en grå sofa.

Hun er 32 år gammel i dag og selvstændig iværksætter, og her forleden fortalte hun sin bestyrelse, at der ville komme en historie ud om hende, der ikke handlede om hendes firma.

Sorte runde briller og små brune krøller indrammer ansigtet på en kvinde, der måske ikke er på vagt, men så i hvert fald årvågen.

Egentlig ville hun ønske, hun kunne fortælle historien uden at inddrage ham, hun meldte for voldtægt, for deres historie sammen sluttede for 15 år siden i retten i Varde, da han blev frifundet.

Hun er ikke interesseret i at fremstille ham som psykopat, som noget andet end den helt almindelige mand, han var, og hun er ikke interesseret i selv at blive fremstillet som et offer.

Voldtægtshistorier kan godt være mere komplicerede end det, siger hun.

- Han havde ikke til hensigt at begå den skade på mig, som det har forvoldt. Der er aldrig nogen, der har fortalt ham, hvor voldsomme skader det påfører en kvinde eller en mand at blive udsat for det her uden at blive spurgt. Det er ikke psykopatisk, det er bare dumt, siger hun.

Udenfor falder regnen på de højbede, Maria plantede til, da der var Corona-lockdown.

Hun har ikke boet her så længe, og huset har ikke eksisteret så længe. Vejnavnet kommer stadig ikke frem, når man søger på Google Maps.

Hækken, der omkranser den lille have, består af tynde, autonome pinde, der endnu ikke har fået fat på hinanden.

Maria har en hvid t-shirt på, der står ”If you’re not angry, you’re not paying attention”. Hun har været i tvivl, om hun skulle dele sin historie. Men hver gang, der kommer en historie frem i medierne om et overgreb, så får hun en følelse af, at hun må sige fra. Ligesom hun fik dengang for 15 år siden.

- Der er nogle kampe, man ikke selv vælger. Og denne her har jeg ikke selv valgt. Dengang handlede retssagen også meget om at sige nej på vegne af min lillesøster. Jeg var nødt til at gøre, hvad jeg kunne, for at det ikke skulle ske igen for en anden, der kunne være min lillesøster.

I sidste uge sad Maria i toget med sin 5-årige datter, da hun så nyheden om, at regeringen ville fremlægge en samtykkebaseret voldtægtslov.

- Det fylder meget for mig, at min datter ikke skal opleve det, jeg oplevede. Og at jeg kan sige til hende, at ”det her skete for mig engang, men nu er verden en smule bedre for dig”. Når vi ved bedre, skal vi også gøre bedre, siger hun.

Kaldte det ”listepik”

Aftenen før Marias17-års fødselsdag var hun til fest med en gruppe venner. De kendte hinanden fra byens foreningsliv.

Nogle af dem, der var i vennegruppen, var en del ældre end hende, i starten af 20’erne, og fordi hun fulgtes med dem, kunne hun altid komme ind på barerne i byen, selvom hun egentlig ikke var gammel nok.

De var tre venner, der skulle sove sammen hjemme hos den ene, vi kan kalde ham Martin, som var lidt ældre end Maria.

Martin var bedste venner med Marias kæreste, fortæller hun. Den tredje var en kvinde, også lidt ældre. De sov altid rundt omkring hos hinanden i den vennegruppe, det var ikke noget, hun skænkede en ekstra tanke.

Og Martin havde en kæreste. De sov alle tre i hans dobbeltseng.

- Så er det så, at jeg vågner op ved, at han har sex med mig. Eller, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Han er trængt op i mig.

Der gik et par øjeblikke, hvor hun tænkte, at hun var vågnet op med sin kæreste. Så gik det op for hende, hvor hun var, og hvad der skete. Hun begyndte at græde. Han spurgte, om han skulle stoppe. Ja, sagde hun.

De gik ind i stuen for ikke at vække hende, der stadig sov i sengen. Maria græd, hun var bange for, at hun havde været sin kærestes utro.

Hun husker, at han sagde, at det jo ikke var hende, der havde gjort det, hun havde jo sovet. Han lagde sig til at sove i sofaen, hun gik ind i sengen igen, men hun kunne ikke sove.

I tiden efter den nat fik hun det hurtigt dårligere. Hun vidste, hendes grænser var blevet overskredet, men hun vidste ikke, at hun havde været udsat for en voldtægt.

De havde et ord for det dengang i Varde i 00’erne. De kaldte det “listepik”, og ja, det var da ubehageligt, men ligefrem … ulovligt?

En dag, da Maria sad i bussen på vej hjem fra skole, var der en pige, der henvendte sig til hende. Hun havde hørt om overgrebet. Hun spurgte, om Maria godt vidste, at det, hun var blevet udsat for, var ulovligt.

- Det vendte sagen fuldstændig rundt i mit hoved. Ulovligt? Jeg tænkte, det var dumt og voldsomt og hårdt, men det er der jo mange ting, der er, når man er teenager. Men jeg havde simpelthen ikke forstået, at det var ulovligt.

- Det gjorde enormt stort indtryk på mig.

Skulle vidne i samme rum som hans vidner

Et par måneder efter overgrebet tog Maria til lægen. Hun græd meget, kunne ikke rigtig komme i skole. Hun blev … fjern, siger hun og vifter lidt med hænderne foran sig.

Hendes liv var blevet meget begrænset, for den kreds af venner, hun plejede at være sammen med, det blev hans kreds, hun var ikke længere en del af den.

Lægen sendte hende videre til Center for Voldtægtsofre i Kolding.

Center for Voldtægtsofre

Center for Voldtægtsofre er en række døgnåbne centre rundt omkring i Danmark. Alle, der har været udsat for en voldtægt, et voldtægtsforsøg eller et seksuelt overgreb kan kontakte dem, ligesom man kan kontakte centret, hvis man er i tvivl om, hvad man har været udsat for. Man kan både kontakte centrene akut, og hvis der er gået længere tid, både måneder og år. Find kontaktinfo på dit lokale center HER.

Kilde: Center for Voldtægtsofre

Her blev hun anbefalet at melde overgrebet til politiet, og det gjorde hun så.

Hun gik til psykologsamtaler hos Center for Voldtægtsofre, hun var opsat på, at når den tid kom, skulle hun kunne gennemføre at vidne i retten.

Når man anmelder en voldtægt, er man vidne i sin egen sag, og Maria skulle vente i samme venterum, som de andre vidner ventede i, inklusiv de mennesker, der skulle vidne på vegne af den tiltalte.

Hun bladrer i dombogen, som ligger på sofabordet. Hun har haft den i mange år, og hun finder hurtigt frem til det sted, hvor forsvarsadvokaten spørger den tiltalte, om Maria gik udfordrende klædt.

Den tiltalte svarer lidt undvigende, siger, at nogen måske ville se Marias påklædning som udfordrende, men det gjorde han ikke.

- Tænk, at der findes et udtryk, der hedder ”udfordrende påklædning”. Altså udfordrende for hvem? I forhold til hvad? Jeg føler, at han forsvarer mig her. Den formulering er jo så vammel.

Splittede vennegruppen ad

Den voldtægt, hun oplevede dengang for 15 år siden, tog på mange måder hendes stemme fra hende, føler hun. Det splittede den vennegruppe, der før havde været en enhed.

Pludselig var der en, der var anmeldt for at have begået en voldtægt og en, der havde anmeldt. En, der talte sandt, og en, der løj. Men måske, siger Maria, måske findes der voldtægter, hvor det ikke er så sort/hvidt.

- Jeg tror ikke, han vidste, at det for mig ville opleves som en voldtægt. For han var ikke voldelig, siger hun.

Maria så Martin en gang efter overgrebet. Det var nogle måneder efter den nat, han var i Kvickly, og hun var på arbejde. Hun fik et angstanfald, hyperventilerede i personalerummet.

Og så besluttede hun, at sådan kunne hun ikke have det. Hun gik tilbage ud i butikken, fandt ham, sagde hej og gav ham et kram. Ellers snakkede hun ikke med ham igen.

Hun oplevede, at hendes tidligere omgangskreds slog ring om ham, at hun mistede muligheden for at tale med ham. Flere beskyldte hende for at lyve om overgrebet.

- Min adgang til ham forsvandt, og hans mulighed for at tale om det forsvandt. Han mistede også sin stemme. Vi blev bare begge to puttet ind i nogle roller, som jeg ikke synes, nogen af os hører til i.

- Det er virkelig voldsomt at være voldtægtsforbryder, og det er virkelig voldsomt at være voldtægtsoffer. Og på en eller anden måde er de betegnelser … Hun går i stå og er stille lidt.

- Jeg ved ikke, om de er voldsommere, end det, der skete. Men jeg har lyst til at kalde det en uagtsom voldtægt. Fordi jeg på en eller anden måde har lyst til at give plads til, at der er forskel på det overgreb og det, nogen gør med vilje. Det er en anden slags menneske.

Uagtsom voldtægt

Både i Norge og Sverige er det muligt at blive dømt for såkaldt ”uagtsom voldtægt”. Det betyder, at hvis man har voldtaget en person uden selv at opfatte det som voldtægt, så kan man stadig dømmes. Herhjemme stillede Radikale Venstre i 2018 et resolutionsforslag om netop uagtsom voldtægt. Eksperter på området fraråder det dog, da det kan betyde lavere straffe, som har været tilfældet i Norge. Det kommer ikke til at være muligt at dømme for uagtsom voldtægt i den nye, samtykkebaserede voldtægtslovgivning.

Kilde: dr.dk

- Jeg kunne bare godt tænke mig at der også var en mulighed for at en mand kan sige: ”Det er rigtigt, det kom jeg til, det er jeg ked af”. Det er meget, meget svært. Jeg kan ikke se et scenarie, hvor det kunne ske. Han kunne jo ikke have rejst sig op og sagt: ”Det er rigtigt Maria, det gjorde jeg, det er jeg ked af, og det fortryder jeg”. Det kunne han jo ikke, han kunne jo aldrig indrømme det, det ville få vanvittige konsekvenser.

Hvad kunne det have givet dig?

- Det ville have betydet sindssygt meget for mig. Det ville have betydet, at min historie ikke behøvede at blive betvivlet, at jeg ikke behøvede at være en løgner.

- Hele ens verden falder jo fra hinanden, når man fortæller noget, man oplever som en sandhed, og folk så siger, man lyver. Så kan man jo ikke stole på noget mere. En meget, meget stor del af min tillid til verden og mennesker og mine venner forsvandt. Hvis min stemme ikke tæller, så har jeg ikke andet. Hvis det, jeg siger, ikke gælder, hvad gælder så?

Har konsekvenser, selvom det ikke var ”med vilje”

Den mand, hun meldte for voldtægt, blev frifundet på grund af manglende forsæt. Han blev altså frifundet, fordi det ikke kunne bevises, at han havde til hensigt at begå en strafbar handling eller burde have vidst, at det han gjorde, var strafbart.

Der står ligeledes i dombogen, at den tiltalte havde grund til at antage, at Maria kunne have sagt fra og modsat sig handlingen.

Maria håber, hun med sin fortælling kan illustrere, at overgreb har voldsomme konsekvenser i mange år efter, uanset om den, der har begået et overgreb, har gjort det ”med vilje”, uanset om man har haft et ønske om at gøre skade eller ej.

For i mange år var den voldtægt, Maria oplevede, noget, hun var nødt til at nævne tidligt, når hun datede.

Hvis hun var faldet i søvn sammen med en ny mand og vågnede op ved, at de lå i ske, kunne hun gå i panik. Fordi hendes krop husker. Hun er stadig nødt til at nævne overgrebet, hvis hun skal date nogen seriøst.

- Uanset om han har haft forsæt eller ej, så ændrer det ikke på de konsekvenser, det havde for mig. Det voldsomste var, at jeg blev forvist fra min vennegruppe, fordi jeg fortalte, hvad der var sket. Det var meget voldsomt og en stor stigmatisering for mig.

Hun kigger på klokken, siger, vi skal nå at spise noget frokost inden hendes bagkant. Der runger i stuen, da hun tramper på bare fødder over i det åbne køkken og bakser med at få et nybagt rugbrød ud af en form.

Rundt omkring i stuen er der spor efter de to små piger, som bor her hver anden uge. Små, bitte blå stole står ved et lille bitte blåt bord under tv’et, og en regnbuefarvet kugleramme står og venter på, at nogen skal øve plus og minus.

Når Maria fortæller folk om den voldtægt, hun oplevede som ung, er der en ting, de har svært ved at forstå: At hun har sympati for ham, hun meldte til politiet.

- Mange havde brug for og har stadig brug for at sige:”Ej fy for satan, han er psykopat”, men så sort/hvidt er det ikke for mig.

Hvad er det, du mener, de misforstår, når de siger sådan?

- Det er en kategorisering af ham, af at han må være anderledes end alle andre mænd, end det gængse menneske, han må være anderledes end alle os andre, når han kan finde på det. Men han er lige præcis ligesom alle os andre, og derfor er det vores allesammen problem.

- Der er noget galt med kulturen, samfundet, der er ikke noget galt med manden, han er et symptom på samfundet og kulturen og et ord som ”listepik”. Hvis jeg kunne blive så forvirret, så forstår jeg også godt, at han kunne.

Samtykkelov ville have gjort en forskel for Maria

For et par år siden fandt hun ud af, at hendes gamle kæreste, ham, hun var kærester med, da overgrebet skete, var blevet venner på Facebook med ham, hun dengang havde anmeldt for voldtægt.

- Jeg gad virkelig godt have været fluen på væggen til den samtale, hvor de besluttede bare at slå en streg henover det.

Hun er ikke vred over det, ikke ked af det. Måske er distanceret det rigtige ord. Hendes historie med ham sluttede den dag, han blev frifundet i retten. Det var også derfor, hun aldrig ønskede, at han skulle i fængsel.

- Jeg ønsker ikke, at flere mænd skal dømmes for voldtægt, jeg ønsker at færre kvinder skal udsættes for voldtægt.

Det vigtige for hende er, at vi får ændret på den kultur, vi har om sex og voldtægt. Det første vigtige skridt er, at vi nu får en samtykkelov.

Maria tror, at en samtykkelov havde ændret meget i hendes 17-årige liv. I det bedste scenarie, siger hun, der var hun ikke blevet voldtaget.

- For så ville han måske have vidst, hvor grænseoverskridende det var. Og han var jo ikke interesseret i at gøre noget ulovligt eller noget, der ville give mig ar for livet. Han ville have vidst, at den går fandme ikke.

- Det er det samme som med spirituskørsel. Der var engang, hvor man tænkte: ”Aaah, vi kan godt lige liste hjem, går den, så går den”. Men folk accepterer ikke længere at man kører bil, når man har drukket.

I det andet scenarie ville overgrebet stadig have fundet sted, men hun ville have vidst, at det, der skete, var et overgreb.

- Den der kæmpe lange fase af skyld, skam og tvivl om, hvad det var, ville være sparet. Det havde været mere sort/hvidt, den gråzone, der blev kaldt ”listepik”, havde ikke været der. Samtykkeloven visker gråzonen ud, siger hun.

Hun er lettet over, at der kommer en ny lov. Men det øgede fokus, der er på voldtægt og samtykke lige nu, betyder også, at vi skal tage alle samtalerne forfra, siger hun.

- Vi er nødt til at fortælle alle historierne igen, nu hvor der er nogen der lytter, for indtil nu er samtalen ikke blevet hørt.