Mor og datter blev voldtaget med 21 års mellemrum: ”Jeg synes, det ville være en dårlig idé at anmelde det”

Da Zen Donen var i starten af 20’erne, var hun på ferie med sin daværende kæreste. De havde datet et par måneder, og hun var meget forelsket i ham. En aften var de ude og drikke, og Zen gik hjem før ham, fordi kæresten drak tæt. Det blev for meget for hende. Da han kom hjem, ville han have sex. Det ville hun ikke.

21 år senere er Zen Donens datter Isabel Donen ude at gå en tur i København med en fyr, hun har mødt på internettet. Snakken går. Han fortæller, at han ikke er så meget til one night-stands og desuden stadig bor hjemme hos sine forældre. Det gør Isabel tryg nok til at tage med ham hjem for at se en film og drikke noget vin. Inde på hans værelse begynder de at kysse. Det har Isabel det fint med. Men da han stikker hånden ned i hendes bukser, stopper hun ham. Hun har ikke lyst.

Samtykkelov – hvad så nu?

Danmark får en samtykkelov. Regeringen og dens støttepartier har indgået en aftale om en ny voldtægtslov, der skal sikre, at begge parter i et samleje fremover skal give samtykke – ellers er det voldtægt. femina.dk har henover sommeren sat fokus på de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Den nye lov bliver kaldt historisk, og den er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvordan sikrer vi os, at voldtægtsofre opnår retfærdighed og bliver grebet af systemet? Hvordan lærer vi den næste generation, hvordan man giver og spørger efter samtykke? Hvordan lærer vi det selv?

På hvad der føles som et splitsekund går hun fra, at fyren flere gange har stukket hånden ned i hendes bukser til at ligge på maven med bukser og trusser trukket af. Hun ved ikke, hvor lang tid der går, før han trænger ind i hende.

Han føles stor og tung over hende, og hun kan fysisk ikke gøre meget andet end at sige nej gentagne gange. Hun husker, at ordet kører på repeat. Nej, nej, nej, nej, nej. Hun ved, han er hende fysisk overlegen.

I loftet er der et vindue, som Isabel bliver ved med at kigge ud af, mens tårerne presser sig på. Hun tør ikke skrige. Hans familie er inde ved siden af, og hun er bange for, hvad han vil gøre, hvis de hører hende. Han har trods alt ikke respekteret hendes nej.

"Jeg troede, det var min skyld"

I dag er Zen 47 år. Hendes datter, Isabel, er 21.

Ingen af de to kvinder meldte overgrebene til politiet. Zen Donen frarådede faktisk sin datter at melde det. I går meldte regeringen ud, at vi får en voldtægtslov, der siger, at sex uden samtykke er voldtægt. Var den lov kommet tidligere, havde Zens anbefaling været en anden.

Og selvom hun ikke ville have anmeldt sin egen voldtægt, hvis loven havde været anderledes, ville det alligevel have gjort en kæmpe forskel. Det vender vi tilbage til.

Zen og Isabel Donen sidder på terrassen i Lystrup uden for Aarhus. På et tidspunkt, hvor der er lange udsigter til en færdig samtykkelov. Zen drikker kaffe, Isabel har lige spist: Det første hun gjorde, da hun trådte ind i forældrenes hjem, var at åbne køleskabet ­- ligesom alle andre 21-årige udeboende børn vil gøre. Nu ryger hun en smøg. Fra tid til anden lukker de øjnene og slikker lidt sol, mens de snakker.

- Der gik et godt stykke tid, før det gik op for mig, hvad der var sket, og at det havde påvirket mig. Med mellemrum dukker det op. Det er rent fysisk: Ondt, smerter, kvalme.

- Men heldigvis har jeg en meget god fortrængningsevne, fortæller Zen om efterspillet af hendes voldtægt.

Hun skrev sin bacheloropgave i jura om uagtsom voldtægt i 1997. I 2015 kom hun med i bestyrelsen i foreningen Everyday Sexism Project Danmark, som kæmper mod hverdagssexisme og har kæmpet for en samtykkelov i flere år. Datteren Isabel er også medlem af Everyday Sexism Project.

Isabel har siden sin voldtægt været i flere situationer, hvor hun har følt, hendes nej ikke har været respekteret.

- Jeg tror, voldtægten har fået mig til at tro, at mit nej ikke er nok. Jeg havde så meget skam og skyldfølelse over den. Han var jo en helt normal dreng, og jeg ville ikke ødelægge resten af hans liv ved at sige det til andre.

- Men der er noget med det der med, at du tænker på ham. Man får den her underlige omsorgsfølelse i forhold til sin voldtægtsmand. På en eller anden måde får man vendt det til, at det er synd og pinligt for ham. Det er jo helt åndssvagt, siger Zen Donen.

- Der er flere gange, jeg har sagt til mig selv, at han nok ikke har kunnet høre mig. Men han stoppede på et tidspunkt op, så han må jo have hørt mig. Jeg troede, det var min skyld. Jeg burde have råbt og skreget og gjort endnu mere, end jeg allerede gjorde, siger Isabel Donen.

- Jeg kan huske, at da du fortalte mig om det – det gjorde du ikke lige med det samme, der gik nogle uger – der sagde du: ”Men jeg kyssede ham jo også”, afbryder Zen og henviser til, hvorfor Isabel valgte ikke at anmelde sin voldtægt:

- Det var først efter noget tid, jeg accepterede, at det ikke var mig, men ham - og hvis jeg havde gået med alle de tanker, hvad ville retssystemet så ikke tænke? Jeg har aldrig nogensinde set det som en mulighed at anmelde ham. Hverken dengang, jeg var i tvivl om, hvad der var sket, eller nu, hvor jeg er 100% overbevist om, at jeg er blevet voldtaget, understreger Isabel.

- Jeg sagde også, at jeg synes, det ville være en dårlig ide at anmelde det, tilføjer Zen og uddyber:

- Det sagde jeg ud fra mit kendskab til de sager, som jeg har læst mig frem til. Der var ikke nogen tvivl hos mig om, at du ikke ville komme nogen vegne med det, og at det ville bare blive værre for dig.

Zen Donen hentyder til de mange voldtægtsager, der ikke ender i dom. Hun hentyder til det re-traume, man som offer vil opleve, når man bliver tvunget til gang på gang at gentage sin historie. Og alle de gange, man skal forsvare sig selv i en afhøring. Offeret skal forsvare og forklare, og gerningspersonen kommer ofte ud af retssagen med en frikendelse.

Hun anmeldte heller aldrig sin egen voldtægt. Dengang var der, ligesom der også er nu, en forestilling om, at man ikke kan blive voldtaget af en kæreste. I virkeligheden er gerningsmanden i 39 % af de anmeldte voldtægter i 2005-2018 en nuværende eller tidligere partner.

Hvis vi havde haft en samtykkelov for tre år siden, ville du så have anbefalet Isabel at melde det?

-Ja. Det ville jeg. Det er jo ikke, fordi der er nogen garanti for, at han var blevet dømt. Og det skulle jo være op til hende, om hun orkede det. Men jeg ville sige til hende, ”Hvis du tænker, du kan klare at gå i gennem det her, så er der også noget katarsis i at sige: ”Jeg tager den så langt, jeg kan, for det der skete, var ikke i orden.” Så er der også en chance for, at hun havde fået hjælp noget før, siger Zen Donen.

Victimblaming

Den aften på ferien for 25 år siden gjorde Zen Donen det flere gange klart over for sin kæreste, at hun ikke havde lyst til sex. Men han blev ved. Hun prøvede at skubbe ham væk og sige nej, men stoppede til sidst. Hun lå stille og græd, mens han holdt hende fast.

21 år efter siger Isabel Donen også fra. Mange gange.

- Det er ikke, fordi det ifølge den nuværende lov var en voldtægt, så han har sikkert ikke troet, at han har begået en voldtægt, hvis ikke han har slået mig. Vi lever bare i en voldtægtskultur. Og jeg godt kan se, hvorfor man ikke kan se det, når der er sange som “Blurred Lines”, der antyder, at voldtægt er okay, forklarer Isabel.

- Og jeg skal ikke undskylde det, men jeg kan godt se, hvorfor det er sket. Hvis vi havde en kultur, hvor man vidste, at et nej er et nej, og alt andet end ja betyder nej, ville det nok ske sjældnere, fordi der ville være en større bevidsthed om det, siger hun.

LÆS OGSÅ: 4 myter om samtykke, der skal aflives lige nu

- Der er mange ting, der skaber en voldtægtskultur, siger Zen og remser op:

- Det er svært at anmelde, det er svært at få hjælp, det er svært for gerningspersonen at se, at de har gjort noget forkert. Vi har victimblaiming - vi udskammer ofre, som står frem, kalder dem løgnere eller siger, de nok selv har gjort noget forkert. De fleste kvinder i dag er vokset op med at få gode råd til, hvordan man ikke bliver voldtaget. Samtidig har man slet ikke fokus på, hvordan man sikrer sig, at der er samtykke.

”Det er okay at reagere forskelligt”

Dagen efter Zen var blevet voldtaget, spurgte hun sin kæreste, om han vidste, hvad der var sket natten før. Det gjorde han ikke. Han kunne ikke huske noget, sagde han. Så Zen parkerede overgrebet der. Sagde til sig selv, at han havde haft et blackout.

Overbeviste sig selv om, at det ikke var ham, men en anden – han havde ikke været sig selv den nat. På den måde kunne hun placere skylden hos en anden end hendes kæreste.

De slog op nogle måneder efter.

Nu, hvor vi får en voldtægtslov, der slår fast, at sex uden samtykke er voldtægt, tænker Zen over, hvad det ville have betydet for hendes situation, hvis loven havde været en anden for 25 år siden.

- Jeg ville nok stadig ikke have meldt det. Med en samtykkelov ville jeg selv have erkendt, at det var et overgreb, og så tror jeg ikke, jeg ville have forsøgt at undskylde ham på den måde. Han fik lov til bare at glemme det, sige, at han ikke kunne huske, hvad der var sket, og så snakkede vi aldrig mere om det.

- Jeg tror, jeg havde taget en snak med ham om, at det faktisk var et overgreb, han havde begået. Og at hvis han kunne blive så fuld, at han ikke kunne huske, hvad der var sket, skulle han stoppe med at drikke, for det er ikke en undskyldning, siger Zen Donen.

Hun ved stadig ikke, om han talte sandt, da han sagde, han ikke kunne huske noget. Hun ved heller ikke, om han siden har gjort noget tilsvarende mod andre.

Isabel ved heller ikke, om hendes overgrebsmand har gjort det igen. Hun ved heller ikke, om han overhovedet ved, han har voldtaget hende.

På et tidspunkt på værelset i København stopper han op, efter hun gentagne gange har sagt nej. Hun siger, hun ikke har lyst, så de skal ikke fortsætte. Han spørger, om han ikke lige må gøre det færdigt. Inden hun når at svare, er han inde i hende igen. Han kommer ud over hendes ryg og tørrer sæden af med sin T-shirt.

Klokken er tre om natten. Isabel tager sit tøj på og siger, hun skal til jobsamtale. Hun ved ikke hvorfor - hun skulle bare have en undskyldning for at gå. Han insisterer på at følge hende et stykke vej. Og så kysser han hende farvel. Isabel kysser tilbage.

- Jeg ved ikke, om det var for at rationalisere overgrebet, eller om det var af frygt. Jeg tænkte slet ikke over det, jeg skulle bare væk, forklarer hun.

Siden voldtægten for tre år siden har Isabel haft angstanfald, mareridt og flashbacks.

- Nogle gange får jeg følelsen af, at jeg har sæd ned over ryggen.

LÆS OGSÅ: Alle dansker kvinder kan takke Kirstine, Liva, Zen, Trine og alle de andre voldtægtsofre. I går skrev de historie.

Hun har lært, at jo mindre, hun prøver at glemme det, jo bedre kan hun håndtere sit traume. Alle bearbejder et overgreb på deres egen måde. Og man “kommer ikke bare videre”.

- Der er noget med det der om “at komme videre”, der handler om, hvordan er man et godt eller rigtigt offer. Der er nogle indbyggede mekanismer, der siger, at man skal videre med sit liv – betyder det, at man så skal glemme det? spørger Zen.

- For mig har det været virkeligt vigtigt at være verbal omkring det, siger Isabel.

- I starten var overgrebet noget, jeg slet ikke kunne lide at snakke om, og det kom i ubevidste angstanfald, jeg ikke vidste, hvor kom fra. Jeg brød fuldstændigt sammen. Men nu, jo mere jeg får det sagt og snakker med folk om det, jo bedre er jeg også til at håndtere traumet. Jeg ved, jeg kan sætte ord på, hvor det kommer fra. Jeg bliver styret af traumet i øjeblikket, men efterfølgende har jeg magt over det. Resten af min uge bliver ikke ødelagt af det længere.

- Der er så mange forskellige måder at reagere på. Der er ikke nogen, der er rigtige eller forkerte. Jeg vil gerne have, at vi kommer til et sted, hvor vi kan snakke åbent om det, uden at det er et tabu og uden at føle sig forkert, hvis man ikke reagerer, som folk synes, man bør. Når man siger, man er blevet udsat for en voldtægt, er folk sådan: ”Damn, lad mig komme ud ad døren”. Det gør folk ukomfortable, og det er også okay - det må det gerne - men lad os prøve at få det til at være en snak, som ikke bliver ekstremt tabuiseret, lyder ønsket fra Zen.

-Vi skal på en eller anden måde have skabt en en forståelse for, hvor forskellige vi er. Og at det er okay at reagere forskelligt – for eksempel kan nogen bruge deres overgreb konstruktivt, andre kan ikke – og det er okay det hele. Og ja, det præger ens seksuelle liv bagefter.

Et vigtigt første skridt mod en samtykkekultur

Zen Donen håber på, at den nye lov kommer til at forebygge de overgreb, hvor mænd reelt ikke ved, at det, de laver, er et overgreb. Og så håber hun, at loven gør det nemmere for fremtidige ofre.

- Jeg håber, loven vil forebygge, at overgreb kan blive bagatelliseret, sådan som jeg selv har gjort det og som jeg ved, andre har gjort det.

- Når man ikke kan genkende sig selv i loven, tænker man: ”Ok, det var bare det, der skete, jeg må komme videre”. Mange gange kan man ikke forstå, man skal blive ved med at have det dårligt med det. Der gik i hvert fald lang tid, før det gik op for mig, at det var en voldtægt, og der gik lang tid, før jeg forstod, hvorfor jeg havde så voldsomme reaktioner.

Hun ser den nye lov som det første vigtige skridt i at gå fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur, hvor vi lærer, at kun ja betyder ja. Det handler om oplysning og kampagner til de ældre og om bedre seksualundervisning til de unge, men vi skal også starte meget tidligere end i teenageårene, mener hun.

- Man begår jo ikke overgreb ud af det blå. Vi skal starte tidligt med de helt små børn og lære dem at respektere deres grænser. Små børn skal ikke bare tvinges til at kysse tante Frida, hvis de ikke har lyst til det. Vi skal ikke lære børn, at børn bare skubber og slår hinanden for at vise interesse. Der er utrolig mange steder, hvor vi skal arbejde for en samtykkekultur.