Meretes mand blev ramt af et slagtilfælde: "Man bliver naturligt en caretaker i stedet for en partner"

Hvordan vil du karakterisere de to andre?

– Bente er smilende, dygtig og en personlighed. Og Lotte er smuk, flot og begavet.

Er der noget, der irriterer jer ved hinanden?

– … Det synes jeg faktisk ikke. Vi er disciplinerede og professionelle alle tre. Vi har haft forskellige liv, men vi er i virkeligheden mere ens, end vi er forskellige.

Hvordan ser du på dit liv?

– Altså, jeg er vanvittigt heldig stadig at være compos mentis (ved sine fulde fem, red.) i min høje alder. For jeg kender mange, der allerede er begyndt at falde fra. Så jeg føler mig usandsynlig privilegeret. Touch wood (7-9-13, red.).

Hvad er et godt liv?

– Det er et godt helbred. Som franskmændene altid siger til nytår: ”Bonne année – et la santé partout”, godt nytår – og helbredet for alt i verden!

Er livet blevet noget andet, end du troede, da du var ung?

– … Nej. Jeg har været heldig, jeg har haft et fantastisk og spændende liv, men det troede jeg faktisk også, at jeg ville få.

Hvad var du for et barn?

– Jeg var enebarn, utrolig beskyttet – fordi min mor havde mistet børn. Så jeg var højt elsket og havde en vidunderlig og sjov og privilegeret barndom. Jeg boede i Hellerup på Jakobsens Allé. En koteletgrund med en stor, skøn have. Min mor var forfatteren Brita Hartz, som skrev en lang række vidunderlige børne- og ungdomsbøger, som man stadig kan låne på landets biblioteker. Hun fortalte sindssygt skægge historier. Vi lå flade af grin hver aften, når jeg skulle i seng, og hun kom og fortalte historier. Hun var vidunderlig, min mor. Og min far var en pragtfuld mand. Han havde det mindre stormagasin Standard på Strøget.

Du er ikke strengt opdraget?

– Jeg er slet ikke opdraget. Jeg levede sammen med de to vidunderlige mennesker, mine dejlige forældre, som havde meget, meget store sorger. Min storesøster døde af en koppevaccination, da hun var fem et halvt. Hun havde eksem, og den idiotiske børnelæge vidste ikke, at hvis man havde det, måtte man for himlens skyld ikke få en koppevaccine. Det døde min storesøster af.

Meretes mor prøvede ”helt vildt” at få flere børn. Men hun havde blodtypen rhesus negativ og senaborterede gang på gang, fordi de børn, hun ventede, alle var rhesus positive.

– Så min mor havde det meget svært, men på trods af sin forfærdelige sorg, som hun aldrig nogensinde kom sig over, gav hun mig en lys og lykkelig barndom

Hvordan har du selv taklet sorger?

– Jeg har haft den forfærdelige sorg, at min elskede mand fik et katastrofalt stroke 10. december 2003. Det har vi kæmpet med lige siden. Men … det er faktisk noget, jeg har klaret virkelig godt … at kunne gå fra det højeste til det dybeste. Jeg tror måske, at jeg har lært at takle sorger ved at se min mor, da jeg var barn.

Hvad betyder sådan en livsforandring for kærligheden?

– Der sker ikke noget med kærligheden, men der sker selvfølgelig noget med forholdet, det ændrer sig, man bliver naturligt en caretaker i stedet for en partner. Det kom faktisk helt af sig selv. Der var ikke rigtigt noget valg. Jeg sagde til mig selv: ”Du er Ewan Bairds kone, nu må du klare det her med værdighed”. Og det tror jeg også, jeg har gjort. Og jeg har jo de her hjælpere til min mand, to dejlige unge studerende, som er hos ham hele tiden efter tur. På den måde kan vi stadig leve – vi bor jo i New York og i Paris og i Danmark og tager også på Antigua hvert år, så jeg har et ambulant plejehjem i fire lande, så jeg er i stand til at leve livet. Fordi jeg er så utrolig heldig, at jeg kan betale for at have al den hjælp til min mand.

Hvad er dit livs største udfordring?

– Jeg tror nok, at det er det, der skete med min mand.

Kan arbejde være en nøgle til at takle sorger?

– Jeg kan ikke tåle ikke at arbejde. Arbejde er den absolut bedste kur mod alt.

Hvad savner du fra før?

– Jeg savner da bare at kunne gå på gaden og holde ham i hånden, og at han tager armen om min skulder. At der er nogen. Jeg savner naturligvis et normalt liv. Jeg savner min mand. Lægerne sagde dengang, det skete, at det bare gjaldt om at få genoptrænet de millioner af ubrugte hjerneceller, vi har. Jeg tror, Ewan har fået 10.000 genoptræningstimer, fordi jeg vil have min mand igen. Og han havde det også meget bedre i en lang periode. Han kunne gå og kunne tale rimeligt godt. Han kunne spille golf, han lavede faktisk to birdies med én arm! Og han kørte bil på landet. Det skulle han nok ikke have gjort, men det gjorde han. Så vi havde det sådan set meget godt i mange år. Men nu er han desværre dér … altså han kan ikke rigtig ”komme ud”. Han kan ikke tale så godt. Han er der, han følger med, kan man se på ansigtsudtrykket. Han ler og han græder, og han følger med.

Livet. Hvordan får man det hele med?

– Det gør man, hvis man er heldig!

Er der noget, du ikke har fået?

– Jeg skulle nok have skrevet nogle flere bøger i stedet for alle de artikler. Ja. Det var dumt af mig, men det var, fordi vi flyttede rundt i verden hele tiden på grund af Ewans arbejde, og det glædede også min mor at se mit navn i de danske aviser, så jeg blev ved med at skrive artikler – lidt for mors skyld.

Verdensdamerne er blevet danmarksberømte – hvad tænker du om ”det grå guld”?

– Jeg synes, det er så morsomt, at de har taget os tre. Bente er jo purung, hun er først lige fyldt 80! Og hun er fuldstændig utroligt dygtig. Hver eneste dag er hun ude at holde taler og foredrag og åbne udstillinger. Lotte er også fantastisk. Hendes energi og drive, og hun er fuldstændig klar i bolden. Jeg er også klar i bolden. Vi er vanvittigt privilegerede. Jeg synes, det er sjovt, at de har valgt tre gamle koner som os. For det er folk ikke vant til. De synes, det er sjovt.

– Det er også interessant, at det faktisk er alle de gråhårede damer, der holder hele kulturlivet i Danmark i live. For det er dem, der går til foredragene, galleriåbningerne og så videre. Salene er fyldt med grå hoveder! Det virker omgivelserne en smule patroniserende og nedsættende overfor. Men de vil jo gerne have deres penge, ikke? Og så er det ret sjovt, at de har taget os tre, som ikke er spor gråhårede, men absolut er i den gråhårede alder.

– Jeg er stadig vanvittigt forfængelig. Det er en livslang vane at prøve at holde sin skikkelse og at man kan lide sig selv i det, man klæder sig på i om morgenen. At prøve på at holde sin skikkelse er utrolig vigtigt.

Du er 86, hvordan føles det at have brugt så meget af dit liv?

– Ja, man tænker, at nu skal man sandelig udnytte de sidste år, man har tilbage, og man tigger og beder til, at man får lov til at beholde sit hoved. Jeg har aldrig kunnet huske navne, men jeg synes det er blevet værre, og så bliver man jo skrækslagen! Demens er min store rædsel, også fordi jeg har ansvaret for hele det dér plejehjemscirkus. Men altså, jeg er meget taknemmelig for mit liv. So long so good.

Har du fremtidsangst?

– Arh, du ved, jeg har jo ikke så meget fremtid, ha ha. Jeg lever meget i nuet. Men alle de unge – også mine børnebørn – studerer jo klimaet og er i fuld gang med at prøve at finde ud af, hvordan man kan hindre de frygtelige klimakatastrofer, der ligger forude.

Hvor holder du jul i år?

– Vi holder jul i Danmark med vores to døtre – den ene, som bor her, og den anden, som kommer hjem fra New York med tre børnebørn.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 46/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.