Mille har rejst verden rundt under corona: ”For os er det en livsstil, der ikke bare handler om at komme på ferie”

Lige så langt øjet rækker, ligger der sne og glimter i skæret fra solen, der med mellemrum titter frem på himlen.

Temperaturen har sneget sig ned på minus 15 grader, og selvom kulden er gennemtrængende, er der alligevel rig mulighed for at snowboarde sig vej gennem de mange meter sne, der er faldet i løbet af de sidste dage.

Det er 11. januar 2021, og til trods for at verden stadigvæk er indhyllet i corona-pandemiens spind, er 45-årige Mille Sjøgren, sammen med sin familie, rejst til Sierra Nevada ved Grenada i Sydspanien.

Men for hende er det ikke bare endnu en ferie til mindebøgerne. Tværtimod er der noget dybere på spil for Mille.

Hun lever nemlig som såkaldt digital nomade sammen med sin mand Kristian, og det betyder, at hele verden er deres arbejdsplads.

For dem var det derfor heller ikke bare en spontan idé, der pludselig opstod at tage på en længere rejse midt under corona-pandemien.

Faktisk havde Mille og Kristian gennem længere tid gået og planlagt en større rejse ud i verden. Den originale plan så dog en smule anderledes ud end snowboard og sne i Granada.

– Ligesom mange andre mennesker har vi måttet ændre planer mange gange i løbet af det sidste år. Vores originale planer var egentlig at rejse til New Zealand, Australien, Bangladesh, Borneo og Myanmar.

– De fem lande skulle vi have været igennem fra den 1. januar 2021 og frem til sommeren. Men der er lukket i den del af verden, så det kunne vi ikke.

– Tilbage i slut-oktober kiggede Kristian og jeg på hinanden og var sådan ”Nå, hvad gør vi så? For de kommer nok ikke til at åbne op lige foreløbigt.”

– I stedet har vi altid talt om, Kristian og jeg, at det kunne være fedt at tage ungerne med på en skisæson, fordi vi selv har haft en del skisæsoner, da vi var yngre. Derfor besluttede vi os for at tage til Sierra Nevada ved Grenada, hvor vi har lejet en lejlighed.

– Vi har været der en del gange før, da vi for nogle år siden boede i Spanien. Og så står vi på snowboard i fem uger til at starte med, og så ser vi, hvordan verden lukker op. Vi har dog planlagt at rejse i seks måneder.

Er det nødvendigt?

Selvom Mille og hendes familie i nogles øjne måske har taget en kontroversiel beslutning ved at rejse ud i verden midt i en pandemi, har hun endnu ikke oplevet, at folk er kommet med negative kommentarer.

Hun er dog blevet mødt med kommentarer som: ”Er det nu også nødvendigt at rejse ud?” og ”Hvor er det vildt, I tør!”

Begge er kommentarer, som hun har en klar holdning til.

– Der er kommet sådan en angst og frygt i vores samfund i år for at rejse, men jeg synes, vi skal slappe lidt af. For selvfølgelig skal vi passe på, og det kan jeg love dig for, at vi også gør. Men altså, folk lever jo for fanden. Folk lever, ligesom vi gør i Danmark, og altså, vi bliver jo nødt til at leve.

– Heldigvis har reaktionen fra de fleste været sådan: ”Fedt I gør det,” ”Spændende,” ”Ej hvor bliver det godt for jer.”

– Og så er der nogle få, der har spurgt mig, om det virkelig er nødvendigt at rejse ud, og det kan jeg ikke lade være med at grine af, for jeg synes, at det er sjovt at spørge, om det virkelig er nødvendigt, for nej, der er ingenting, der i virkeligheden er helt vildt nødvendigt.

– Man kan spørge SAS, om det er nødvendigt at flyve, og det er det, hvis de skal drive en forretning.

– Og jeg driver også en forretning, og det gør Kristian også, og de forretninger er afhængige af, at vi kan komme ud.

For Mille handler det heller ikke kun om, hvorvidt det er nødvendigt at komme ud at rejse. Livet med at rejse ud på længere ture rundt omkring i verden er nemlig noget, der har en dybere betydning for hende.

– Man kan sige, at det ikke bare er vores forretninger, der er afhængige af at komme ud. Vores livsstil er afhængig af det. Vi er nomader, og vi lever rundt på farten.

– Så for os er det ikke et spørgsmål om, at vi ikke kommer på den ferie til Granada eller Gran Canaria. Det er ikke det, det handler om for os. For os er det en livsstil, og det er den måde, vi lever på.

– Så for mig at se, er det en fuldstændig anden måde at rejse på, end det er, når man tager på ferie. Og hvis folk vil på ferie, så fred være med det. Det må være op til dem selv. Det der med at gå og banke hinanden oveni hovedet med, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, det har jeg det meget svært med.

– Og det er jo også klart, for jeg er en fri sjæl. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal.

Vær omstillingsparat

At planlægge en længere rejse ud i verden under en corona-pandemi kræver dog mere end blot lysten og viljen til at rejse.

Der skal være styr på restriktioner og negative tests, og derfor har det også været en noget anderledes oplevelse for Mille at skulle gøre klar til denne tur.

– Fordi det er så uforudsigeligt, har vi ikke kunnet planlægge turen. Normalt er vi vant til at planlægge, hvad vi skal, og hvor vi skal hen, men det kan vi ikke. Vi må bare have tillid til, at tingene går som de skal eller ikke skal. Vi må have tillid til, at tingene nok skal gå. Og det er faktisk super befriende på en eller anden måde, for vi bestemmer ikke, hvor vi skal hen, det gør verden.

– Så planen er sådan set, at vi ikke ved, hvad planen er. Vi ved, at der er åbent i Ghana og i Caribien, så det kigger vi på lige nu, og så har vi snakket om at tage vores van, Humle, som vi også er kørt til Granada i, og så køre mod Tyrkiet, hvor ingen af os har været før.

– Og vi ved godt, der er nogle udfordringer ved den her rejse, og vi ved godt, at der vil være noget ventetid, og måske nogle ting vi ikke kan, som vi troede, vi kunne, men så er vi bare nødt til at være omstillingsparat. Og det er nok også det bedste råd, vi kan give til os selv. At være omstillingsparat.

Netop fordi det er vigtigt at være omstillingsparat, når man rejser ud i verden under en pandemi, har Mille også gjort sig nogle tanker om, hvad der skal ske, hvis hun eller en fra hendes familie bliver ramt af corona, eller hvis de skulle blive fanget i et land på grund af restriktioner.

– Hvis vi er nødt til at blive i et land på grund af nedlukning og restriktioner, så lejer vi en stor fed hytte med pool, og så bliver vi derinde og får leveret lækker indonesisk takeaway og remote-worker den der og hygger os og spiller spil og dyrker yoga.

– Lige som man ville gøre i Danmark, men så er der bare lidt bedre vejr og en pool og bedre mad. Men det er jeg nu ikke bange for.

– Jeg har det sådan med livet, at ”get busy living eller get busy dying.” Og hvis jeg eller min familie får corona, så får vi det. Så lægger vi os hjem i den lejlighed, hvor vi nu engang er og isolerer os.

– Mit værste scenarie er egentlig, hvis vi for brug for hjælp til noget andet. For jeg har ikke lyst til at benytte hospitalssystemet i andre lande, hvis det i forvejen er under pres. Men det er faktisk min eneste anke i at rejse ud.

Udlever drømmen

Til daglig arbejder Mille som voiceover-artist og podcaster, og så er hun stifter af firmaet Freeliving.dk, der uddanner folk i at leve mere remote, hvilket betyder, at man kan arbejde alle steder på tværs af geografiske grænser.

Netop dette giver Mille en frihed til at kunne rejse ud i verden, da hverken hun eller Kristian, der arbejder som videnskabsjournalist og forfatter, er afhængige af at sidde på et kontor eller en fast arbejdsplads.

Derfor har det heller ikke været uvant for Mille og hendes mand Kristian at tage ud på længere rejser. Det har de gjort i mere end 8 år. I 2012 besluttede de sig nemlig for at leve en drøm ud om at rejse jorden rundt.

– Den dag jeg mødte Kristian, spurgte han mig, om vi skulle cykle ud i verden i 11 år og få to børn. Det var vores første date. På det tidspunkt var jeg ikke klar til det, og så havde jeg også et mega fedt job på en radio.

– Men en aften i 2012 sad vi så på trappestenen ude foran vores lejlighed på Østerbro og snakkede om, hvad livet egentlig skulle bestå af, og hvad det skulle bestå af for os. Der havde vi fået to børn, og så kunne vi enten vælge at livet bare skulle bestå af arbejde, eller vi kunne udleve nogle drømme.

– Vi er begge to drevet af nysgerrighed, og vi er drevet af lysten til at opleve verden. I dag er der godt nok ikke gået 11 år, men der er gået 8 år, hvor vi har været ude i verden. Og man kan sige, at den dag vi tog beslutningen, slap vi os selv fri.

– For at leve på den her måde giver os også en fornemmelse af, at vi sidder forrest i vores eget liv.

– Det er os, der bestemmer, hvordan vores liv skal forme sig, og jeg har virkelig, specielt i det seneste år, hvor friheden er blevet taget fra mange af os på grund af pandemien, reflekteret over, hvor glad og lykkelig jeg er over, at jeg har taget nogle beslutninger i mit liv, som gør mig glad.

– Det seneste år, hvor alting har været meget begrænset, har bekræftet mig endnu mere i, at man skal gøre det, man brænder for. For det giver os frihed. Frihed til at være dem vi er.

Der kan dog godt opstå nogle udfordringer ved at rejse på denne måde, når man har to børn, der efterhånden har nået en alder, hvor det ikke længere er lige sjovt at rejse rundt med sine forældre.

– Min søn Vigfus er blevet teenager nu, han er 13 på vej mod de 14, og han synes, det er svært at skulle rejse i et halvt år. Planen var egentlig at rejse et helt år, men vi er gået på kompromis med et halvt. Og jeg forstår ham godt. Det er også sådan, det skal være. Han er en helt normal dreng.

– Og man kan sige, at hvis han aldrig havde prøvet det før, så ville han ikke vide, hvad han talte om, og så kunne jeg sige, at han ville få det mega fedt. Men han har prøvet det før. Rigtig meget faktisk.

– Så han taler ud fra et oplyst grundlag, så derfor har jeg selvfølgelig stor respekt for hans tanker og følelser. Det ville jeg selvfølgelig have alligevel, men jeg er jo også af den overbevisning, at jeg tør godt at tage ansvaret for mine børn.

– Og altså han vil jo gerne rejse, så selvom han brokker sig lidt, kom han omvendt også den anden dag og sagde: ”Hold kæft, hvor jeg glæder mig, mand!” Selvfølgelig er det hårdt, når vi er derude, og det hele er træls, og de savner deres venner, men min erfaring fortæller mig også, at det kan vi godt klare.

Inspiration til at udvikle sig

I fremtiden håber og tror Mille på, at hun og familien fortsat kommer til at leve som digitale nomader, både for at de kan blive ved med at bevare friheden i at være dem, de er, men også for at kunne fortsætte med at udvikle sig som mennesker.

Og så glæder hun sig til endnu engang at komme ud og opleve verden – til trods for corona.

– At være digital nomade giver langt flere oplevelser på livskontoen end grå regnvejrsdage og den samme tur i Netto, hvor man glor ned i køledisken og tænker: ”åh nej, skal jeg have Holger-kylling igen,” fordi man ikke bliver inspireret.

– Vi har brug for inspiration til at udvikle os, så derfor tror jeg bestemt også, at vi kommer til at leve som digitale nomader resten af vores liv.

Livet leves bedre på farten, og jeg glæder mig til at være ude i verden igen og mærke andre kulturer, spise ny mad og få fede oplevelser.

Der er ikke så mange bekymringer, og der er ikke alt muligt materialistisk, du skal tage stilling til. Så jeg glæder mig til bare at checke ud for en stund og så bare være.