Ferie
4. juni 2021

"Vi mødte ikke et øje": Her er rejsebloggernes hemmelige feriespots i Danmark

Normalt rejser disse bloggere til eksotiske egne af verden, men sidste år satte corona en stopper for udenlandsrejserne. I stedet drog de rundt i Danmark – og fik mange overraskende oplevelser, der har givet dem blod på tanden efter flere indenlandsture. Få deres bedste tips her til unikke spots i Danmark.
Af: Caroline Wilms
https://imgix.femina.dk/2021-06-08/backpackingtheworld.png

Foto: Private, Sebastian Nils, Mikkel Bækgaard, Heidi Lundsgaard

På skattejagt i Danmark

https://imgix.femina.dk/2021-06-04/twodanesontour2-1.jpg

Mens Anne Marie og Rasmus stod midt ude i vandet og ventede på, at der var lavvande nok til, at de kunne gå de cirka seks kilometer fra Mandø til den anden side af den cirka 20 km² store ø Koresand, kiggede Anne Marie efter krabber, og Rasmus talte i telefon.

Parret havde nemlig planlagt en masse rejser, der skulle afbestilles på grund af corona, og det kunne lige så godt blive klaret der i vandet, mens de ventede.

De havde fundet ud af, at det var billigst at købe flybilletter omkring et år i forvejen, hvilket betød, at de havde seks rejser, der skulle aflyses.

For ud over julen, der er hellig og tiltænkt hygge med familien, rejser parret i alle årets resterende ferier og i de fridage, de kan få skrabet sammen på arbejdet. Det plejer at munde ud i 8-10 uger om året.

Ud over at der på turen til Koresand blev aflyst en masse rejser, er det også en af de oplevelser, de husker tydeligst fra sommeren 2020.

Den bød på en masse ture rundtomkring i Danmark og 11 gange over Storebæltsbroen.

– Folk snakkede meget om, at Danmark var så overfyldt, fordi man ikke kunne komme ud at rejse. Det grinte vi lidt af dér, for vi var kun os og den store sandø.

– Vi mødte ikke et øje. Det var en fantastisk tur, bare os to og godt vejr, siger Anne Marie.

Skattejagt og eventyr

Når Anne Marie og Rasmus rejser, planlægger de rammerne for turen. De ved, hvor de skal hen, men hvad der ellers skal ske, finder de tit først ud af, når de er der.

Sådan har det også været det sidste år, hvor de har besøgt en masse steder i Danmark.

– Vi finder et område og kigger på, hvad er der spændende der, og så tager vi på jagt efter det. Det er meget spontant.

– Det kan både være at kigge efter rav eller forskellige dyr, der holder til i området, siger Anne Marie, der også lavede et bingospil med dyr, da hun og Rasmus var på tur i Lille Vildmose i Nordjylland.

– Vi prøver at gøre det til noget specielt. For mig er det skattejagten i det, der gør det spændende. Om det er en bæver eller en elg, vi kigger efter, betyder ikke noget.

– Det er spørgsmålet om, om vi kan være heldige at se dem og måske få et billede af dem, fortæller Rasmus.

Selv om det er mere eksotiske dyr som en tucan eller en jaguar, de normalt er på jagt efter på deres rejser, er de glade for det år, de har haft i Danmark. Det har ført dem mange nye steder hen.

– Det er ikke, fordi de steder ikke har interesseret os før, og vi havde sikkert besøgt dem på et tidspunkt, men det havde nok taget 10 år. Vi var i hvert fald ikke kommet af sted sidste år og i år.

– Vi har prøvet at få det bedste ud af corona, nu hvor vi bare har været herhjemme, siger Anne Marie.

Hvor vil I anbefale andre at tage hen til sommer?

– Vi synes, at Lille Vildmose og Vejlerne i Nordjylland er helt fantastisk. Der er så smuk natur og et dyreliv, man ikke ser andre steder. I Lille Vildmose har de sat elge ud, og det er det eneste sted i Danmark, hvor man kan håbe på at se én.

– Vi så også selv en mosehornsugle der, som vi aldrig før har set. I Vejlerne var vi heldige at se en rørdrum, som er en meget sky fugl. Der er bare helt fantastisk begge steder, og hvis man er vild med natur, er det lige stedet, siger Anne Marie.

https://imgix.femina.dk/2021-06-04/strand-fano02-1.jpg

– Nysted på Lolland er også et sted, vi gerne vil anbefale. Det er den hyggeligste lille købstad med de smukkeste huse ud til vandet. Det er lidt ligesom Ribe eller Faaborg, bare meget mindre.

– Du har set det i løbet af ingen tid, men det er et rigtig dejligt sted med små fine butikker og en lille bager.

– Vi har også været rigtig glade for vores ø-pas og har været en del rundt på de danske øer, som blandt andet Hjarnø, Fanø, Mandø, Agersø, Als og Rømø.

– Vi var jo heldige, at der var gratis færgesejlads for gående og cyklister i sommer, siger Rasmus.

De var især glade for Fanø, der bød på både smuk natur og kultur. De var tilfældigvis på besøg, da der var Fannikerdage på øen, hvor man fejrer Fanøs kulturarv med dans og musik i gaderne og farverige dragter.

Indtil der bliver givet grønt lys til at rejse ud i verden igen, har Anne Marie og Rasmus planlagt, at de gerne vil se mere af Danmark, og har både Nationalpark Thy, Samsø, Fur og Livø i kikkerten.

Solnedgange og sælsafari

https://imgix.femina.dk/2021-06-04/backpackingtheworld-1.jpg

Steffan var lige kommet hjem fra arbejde, da han og kæresten Mia sad i deres lejlighed i Herning og fik at vide, at landet lukkede ned i foreløbig to uger.

– Vi skulle til Færøerne i påsken og tænke, at det nok stadig kunne lade sig gøre. Men jo tættere på vi kom, kunne vi godt se, at det ikke kom til at ske, fortæller Steffan.

Både rejsen til Færøerne i påsken og en planlagt rejse til enten Norge eller Finland for at jagte nordlyset og opleve en masse sne, som Mia siger, blev begge aflyst.

– Det var især hårdt ikke at komme af sted på vinterturen. Vi er vant til de varme steder og ville rigtig gerne op at se noget sne, så vi havde sat os ret meget op til den tur, fortæller de.

Da de nu ikke kunne komme ud at rejse, skulle de finde på noget andet at bruge tiden på. Og det blev blandt andet at opleve nye steder i Danmark og tage billeder.

– Før i tiden har vi tænkt, at det ikke kunne spare sig at tage billeder i Danmark, for det er fladt og kedeligt, og vandet er ikke blåt og alle de der ting, der gør, at man rejser langt væk.

– Men pludselig fandt vi ud af, at Danmark virkelig også kan noget, siger Steffan.

Turene rundt i Danmark har blandt andet ført dem fra Marsken i syd til Rubjergknude i nord, til Syd- og Nordfyn og til Sjælland, hvor de har været rundt og se Kronborg og Frederiksborg.

Og så har Steffan været en tur på Langeland og sove i shelter – noget, han aldrig havde regnet med, at han skulle, men som han er blevet overraskende glad for.

En fordel at være lukket ned

Også Midtjylland, hvor de bor, har overrasket dem positivt. De havde en forestilling om, at det, der var tæt på, var kedeligt. Men det viste sig ikke at holde stik.

De er blandt andet blevet glade for ture til både Silkeborgsøerne, Søbylejerne og Himmelbjerget.

– Vi stod en morgen op klokken 03.45 for at køre ud og se en solopgang ved Himmelbjerget. Det er en af de flotteste solopgange, jeg nogen sinde har oplevet.

– Vi havde det helt for os selv, himlen var helt pink, og der var tåget over søen. Alt spillede bare, fortæller Mia.

Hvor vil I anbefale andre at tage hen til sommer?

– Jeg vil sige, at hele Thy i nordvest er helt fantastisk. Jeg synes ikke, at vi har noget natur i Danmark, som der er i Thy. Naturen er rå, og vestkysten er så speciel deroppe.

– Det er et af de få steder, jeg synes, kan noget, lige meget om det regner, sner, eller solen skinner, siger Steffan.

https://imgix.femina.dk/2021-06-04/regnbue-vadehavets-sk.jpg

– Jeg elsker marsken og Vadehavet og kan virkelig anbefale andre at tage dertil. Jeg oplever, at der er rigtig mange danskere, der ikke helt ved, hvad det er, og hvad det kan. Det er helt fladt, og vandet trækker sig tilbage to gange om dagen, og du kan gå ud i vandet og finde muslinger.

– Man kan også tage på sælsafari, og så er der nogle vanvittig flotte solnedgange og millioner af fugle, så hvis man elsker fugle, så er det der, man skal tage hen.

– Der er også gode muligheder for vandreture og cykelture, og så er det ikke langt fra grænsen, hvis man har brug for det, siger Mia.

Mia og Steffan fik stillet lidt af deres rejselyst i midten af 2020, da de tog en tur til Færøerne og blandt andet oplevede vandfaldet Fossá, der er det højeste vandfald på øen.

Selv om de savner at rejse, føler de, at de har fået noget godt ud af månederne herhjemme.

– For os har det nok været en fordel at blive lukket ned, for ellers var vi stukket af for længe siden.

– Det har tvunget os til at lære Danmark bedre at kende, og vi har fundet ud af, at man ikke behøver at tage til Asien for at se noget fedt. Der er også en masse at se her, siger de.

Parret har sammen instagram-profilen @backpackingtheworld_, hvor de deler billeder og små guider fra forskellige steder, de har været.

De var på deres første backpackertur sammen i 2015, hvor den seks måneder lange rejse både gik til Thailand, Maldiverne, New Zealand og sluttede af med en uge i New York.

På profilen kan man også følge med i, at de er flyttet ud ind i deres nye campervan, hvor de skal bo, indtil de til august kører ud og oplever verden igen.

Roadtrip i Europa og endagsture i Danmark

https://imgix.femina.dk/2021-06-04/nikita.jpg

26-årige Nikita Lysgaard Christiansen er vant til at rejse fem-seks uger om året og har rejsebloggen Rejsdiglykkelig.dk, hvor hun viser billeder fra egne rejser og kommer med anbefalinger til seværdigheder forskellige steder i verden.

Hun og hendes mand, Lasse, der normalt er hendes faste rejsepartner, havde planlagt en tur til Kina i sommeren 2020, som de havde glædet sig meget til.

Men den blev af gode grunde aflyst og erstattet med 2,5 uges roadtrip i Europa, der førte dem til både Tyskland, Luxembourg, Liechtenstein, Schweiz, Østrig og Belgien.

Men det gav også mulighed for at udforske lidt af Danmark og være kreativ i hjemmet.

– Jeg har været lidt rundt i Danmark på nogle endagsture, nu hvor jeg ikke kunne rejse, og så har jeg købt en masse ting til mit hjem og gået helt amok med malerpenslen.

– Jeg har malet både soveværelset og en masse vaser og den slags ting, fortæller hun.

Ud over roadtrip i 2020 var Nikita sidst ude at rejse i sommeren 2019, hvor hun og Lasse igen var på roadtrip, men denne gang på Østkysten i USA.

De skulle have været i Florida i februar 2020, men valgte at aflyse rejsen for at kunne spare penge sammen til en længere rejse i 2021. En rejse, der lige nu har lange udsigter.

– Det har været helt vildt hårdt ikke at kunne rejse, som jeg plejer, og ikke have en stor rejse at se frem til og gå og planlægge. Især i vinteren var det hårdt, fordi vi plejer at tage af sted der.

– Jeg regnede lidt med, at verden ville åbne hurtigt op igen. Jeg havde ikke forestillet mig, at der skulle gå et år, siger hun.

I stedet har de måttet gøre som de fleste andre danskere og tage på ture rundt i Danmark.

Nogle af de steder, Nikita har udforsket, efter landet lukkede ned, er nærområderne i Midtjylland. Der har været flere ture til både Silkeborg og Dollerup Bakker i Viborg, der begge er smukke og naturskønne områder, siger hun.

Hun har også været på tur til Deep Forest Art Land i Skovsnogen, hvor kunst er blevet en integreret del af naturen.

– Det er en skov fyldt med en masse kunst. Noget af det var lidt mærkeligt. Men det var meget fascinerende og sjovt at se, og det er store værker, som børn kan lege på.

https://imgix.femina.dk/2021-06-04/vandring-8-foto-nicole-wolter.jpg

En god sommer hjemme

Nikita savner at rejse, men vil ikke planlægge nye rejser, før hun ved, hvordan det ser ud med coronapandemien. Ud over Sydafrika og Brasilien er en af drømmedestinationerne stadig Kina, men der går nok lidt, før hun tager dertil, siger hun.

– Hvis det åbner lidt op igen ligesom sidste sommer, vil vi gerne på roadtrip til Kroatien og Italien, og ellers vil jeg gerne opleve noget mere af Danmark. Jeg vil rigtig gerne til Bornholm igen og ud på nogle af de små øer som Fur og Ærø.

Nikitas råd til at gøre en sommer i Danmark god er blandt andet at bruge den med familie og venner i det omfang, det er muligt.

– Og så ellers bare tage på en masse ture og roadtrips. Det er, som om Danmark bliver taget lidt for givet, så tag ud, og oplev alt det, som Danmark kan, og den smukke natur, der er her, siger hun.

Hvor vil du anbefale andre at tage hen til sommer?

– Der er selvfølgelige de helt klassiske som Skagen og Bornholm, som er rigtig dejlige steder. Men Ebeltoft er også et rigtig fint sted, som ligger tæt på diverse forlystelsesparker og dyreparker og Mols Bjerge, hvor der er virkelig flot natur.

– Det er bare en supercharmerende, gammel by med bindingsværkshuse og brosten. Man kan jo også se det gamle krigsskib Fregatten Jylland, der er rigtig spændende. Der er mange aktiviteter.

– Silkeborg vil jeg også gerne anbefale. Det er en lidt overset destination, nok fordi det ligger inde midt i Jylland. Men det er et flot sted med en masse søer, og naturen er helt fantastisk.

– Silkeborg har også en fantastisk historie. Jeg fandt for eksempel ud af, at det var tyskernes hovedkvarter under 2. verdenskrig. Det havde jeg ikke lige regnet med, men det er ret spændende.

Læs mere om:

Læs også