"Når jeg bliver bundet i reb, føler jeg mig helt normal"

- Når jeg sidder i min bil, føler jeg mig som en bilist. Når jeg sidder på en hest, er jeg en rytter, og når jeg bliver bundet i reb, føler jeg mig helt normal. Jeg føler mig ikke som en, der sidder i kørestol og er lam fra brystet og ned.

Ordene kommer fra 57-årige Birgitte Hanson, der bor i Herlev med sin sorte kat, Ole. Jeg besøger hende en forårsdag i marts. Vi skal tale om, at Birgitte leger med reb. Hun dyrker japansk bondage.

Japansk bondage kaldes også ‘Shibari’, og ordet betyder ‘binde op’. I Japan blev det tidligere brugt til at torturere fanger, men i dag kan man blandt andet bruge det til at skabe et åndehul i en ellers travl hverdag. At komme ud af hovedet og ned i kroppen.

Birgitte forklarer mig, at hendes lyst til japansk bondage blev vækket ret tilfældigt for ti år siden.

En dag, da hun og hendes mand var sammen, holdt han hendes hænder og håndled sammen. Og det rørte på noget inde i hende. Noget hun blev nødt til at udforske.

Parret fik privatundervisning af en såkaldt ‘rigger’ - personen der binder - og så gik de i gang med at lege. De tog til workshops, og Birgitte kunne hurtigt mærke, at det var noget for hende.

Men da parret havde været i gang med at udforske rebene i et års tid, skete der noget forfærdeligt. Birgitte mistede sin mand i en voldsom motorcykelulykke i september 2016. Han kørte motorcyklen, hun sad bagpå.

Birgitte fik en rygmarvsskade, der medførte paraplegi. Det betyder, at hun er lam fra brystet og ned. Hendes arme blev ikke ramt af lammelsen, og det er grunden til, hun kan klare sig selv den dag i dag, fortæller hun.

I tiden efter ulykken fulgte genoptræning, en stor sorg og et nyt liv for Birgitte. I 2016 mødte hun sygeplejerske og sexologisk rådgiver ved Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, Henriette Kirkegård Rask på den afdeling for rygmarvsskader, der dengang lå i Hornbæk.

Hun havde en idé. En idé om en fotobog, der skulle visualisere folk med rygmarvsskaders sexliv, seksualitet og lyst. I 2022 spørger Henriette Kirkegård Rask Birgitte, om hun vil være en del af fotobogen, fordi hun vidste, at hun tidligere havde dyrket japansk bondage. Og det plantede et frø.

Men da ulykken næsten lige var sket, cirklede Birgittes tanker om, hvad andre ville tænke om hende. Om hun sørgede nok eller på den rigtige måde. På samme tid sneg der sig også en nysgerrighed ind på hendes kommende sexliv og lyst.

- Jeg havde overlevet det her, og jeg skulle, og skal, have noget godt ud af mit liv. Og her kommer seksualitet også ind i billedet, for det er en stor del af livet for noget nær alle mennesker.

- Det handler ikke udelukkende om samleje, det handler i lige så høj grad om nærheden til et andet menneske.

Efter flere år endte det med, at Birgitte takkede ja til at være en del af fotobogen, men med forbehold. Præmissen var, at hun skulle bindes, men hun havde ingen anelse om, hvordan hendes krop ville reagere. Hvis ikke det var for bogen, er det ikke sikkert, at hun var kommet i gang med rebene igen.

- Det er en ting at være lammet i store dele af sin krop, ikke at have nogen fornemmelse eller følelse af noget. Og så topper man den med, at mine arme også bliver bundet. Det fjerner alle mine muligheder for at gøre noget.

Henriette Kirkegård Rask kendte en erfaren rigger, som kunne binde Birgitte, når der skulle tages billeder til bogen. En februardag i sidste år blev Birgitte bundet for første gang siden sin ulykke. For første gang i otte år.

Hun var meget nervøs, men da rebene havde lagt sig om hendes krop, røg hun direkte tilbage i den tilstand, hun også havde følt inden ulykken.

- For mig er det meditativt at blive bundet. Det giver mig ro og er hverken skræmmende eller ubehageligt. Det handler om at give totalt slip på den kontrol og styring, som ellers fylder nærmest alt for mig i løbet af en dag.

Hun er, hvad hun selv vil kalde en kontrolfreak. Efter ulykken skal der hele tiden tjekkes medicin, kateterpose, dit og dat. Men ikke når hun er bundet. Når hun er bundet, giver hun slip. Er kun til stede i nuet.

Selvom Birgitte ikke kan mærke sin krop fra brystet og ned, mærker hun alligevel noget smerte, uro og nogle spændinger. De forsvinder fuldstændig, når hun er bundet. Rebene fjerner ubehaget i hendes krop, og det, forklarer hun, er nok den bedste følelse.

Og så er der normaliteten i det. Når rebene strammer om hendes krop, er hun ude af sin stol. Hun får følelsen af, at hvis ethvert andet menneske var bundet, ville de heller ikke kunne bevæge sig. De ville være i præcis samme situation som hun er.

Birgitte forklarer, at rebene kan bruges til to ting: Du kan “bare” blive bundet, men du kan også dyrke sex imens.

Hun ses stadig med den rigger, Henriette introducerede hende for. Jeg spørger, om de er kærester, om hvilken betegnelse de bruger.

Hun kigger smilende på mig og siger: “Jeg kalder ham min husven”.

I starten handlede deres relation om at få taget nogle gode billeder til bogen. Om at Birgitte skulle opnå den form for ro rebene giver hende. Men nu handler det også om noget andet: Sex.

- Der sidder måske nogle derude og tænker: Du er lam, du kan ikke mærke din krop, hvad kan du få ud af det? Men jeg har jo min fantasi, jeg kan godt huske, hvordan det føltes med min mand.

- Jeg er jo heller ikke blind. Jeg kan se, hvad der foregår, høre ham, mærke hans kropsvarme. Det er med at bruge de sanser, man har til rådighed.

Hun forklarer mig, at man ofte starter med at binde hænderne. Det kan være foran, siger hun og lægger sine hænder med håndleddene mod hinanden i sit skød, eller hænderne kan blive bundet på ryggen.

Men Birgitte bliver ikke bundet hver gang, hun ses med sin husven. For det kræver noget af ham, noget fysisk. Hendes balance er ikke-eksisterende, så han skal hele tiden stabilisere hende, når hun er ude af kørestolen. Der er også kateterposen, han skal holde styr på, så den ikke kommer i klemme nogle steder.

Det er også en af grundene til, at hun har valgt at medvirke i bogen. Hun vil gerne vise og sige til andre folk med funktionsnedsættelser, at der er andre måder at have sex på end den gængse. Man skal bare udforske sin lyst, være kreativ og vide, at man stadig er et seksuelt væsen. Og det må man gerne være.

- Mange tror, at bare fordi man sidder i en kørestol, er delvist lammet eller andet, så kan man ikke have et sexliv. Her vil jeg gerne understrege, at det kan man altså godt.

- Selvom jeg sidder i en kørestol, har jeg lige så meget brug for nærhed og kropskontakt, som de fleste andre har. Det er en del af livet.

‘Berør med ændret krop - 15 nuancer af lyst’ udkom den 20. marts. Du kan læse mere om den her.